Har du også nogle gange følelsen af, at du aldrig kan få det, du helst vil have? Om det gælder Det Gode Job, Drømmekæresten, et Barn eller hvad det nu kan være, du brændende ønsker dig? Kender du til følelsen af, at livet bare glider forbi imens alle andre ser ud til at lykkes imens du bare står stille og går i forfald? Og er du splittet imellem følelsen af, at det er dybt uretfærdigt eller at der er noget galt med dig, siden du ikke opnår det, du har mest brug for?
Så er du ikke alene.
At stå i sit liv med følelsen af, at alt det man gør er forgæves, er virkelig svært, for det føles enormt ensomt. Det er svært at tale med andre om, hvordan man har det, fordi de oftest kommer med løsningsforslag, som man på forhånd ved ikke vil virke – enten fordi man allerede har prøvet det, eller fordi man ikke kan se sig selv gå på den form for kompromis, som løsningerne ofte indeholder. Det er også svært at blive ved med at skulle opfinde den dybe tallerken forfra og blive ved med at bevare et håb, når man synes man kun møder modstand, eller slet og ret ikke møder mulighederne for at få det, man ønsker sig.
Jeg har igennem årene stødt på denne værenstilstand hos andre og hos mig selv, og jeg har især mærket håbløsheden og misundelsen når andre fik lige præcis det, jeg drømte allermest om. Ind imellem har jeg slugt gråd på størrelse med kameler, når jeg har stået overfor veninder, der har det, jeg gerne ville have i mit liv, samtidig med at jeg også har følt glæde på deres vegne. Ind imellem har det været så svært, at jeg ganske enkelt har trukket mig fra enhver form for samvær med venner, der strålede glæde, fordi jeg følte mig som en decideret fiasko i sammenligningen.
Og sammenligningen er netop et knudepunkt, som jeg måtte arbejde med i mange år for at komme denne lidelsesfulde tilstand til livs. Da jeg indså, virkeligt indså, at jeg ikke kan sammenligne mig med andre, begyndte jeg at opleve en form for forløsning af den fastlåste offertilstand jeg var i. Jeg erkendte at jeg er den, jeg er, og der har aldrig, og vil aldrig nogensinde være noget menneske her på jorden, der er præcis som jeg. Den dybe erkendelse af, at vi alle er fuldstændigt unikke, sammensat af ca. 60.000 milliarder celler, der samarbejder om at være “mig” sprængte mine forestillinger og formodninger om, hvad der “bør” være i mit liv. Og jo, jeg har stadig dybe ønsker om nogle forandringer, men hvis jeg ikke sammenligner mig med andre, kan jeg se, at jeg er lige der i mit liv, hvor det giver mening, at det ser ud som det gør, og det giver mig ro til at være mig, i stedet for at måle mig med andres liv og den ældgamle forestilling jeg havde fra barnsben om, hvordan mit liv som voksen ville være, og det betyder også at jeg forholder mig mere åbent overfor andre muligheder end de gamle drømme jeg havde.
Så hvor banalt det end lyder, så er der det, der er lige nu – hverken mere eller mindre – og erkendelsen af det, giver ro til at få bevægelsen tilbage i livet. Alle krumspring for at undgå at være, hvor vi er, skaber kun knuder på vores vej.
Ønsker du hjælp til at komme videre i dit liv? Så kontakt mig på tlf 31 662 993 eller på mail@christinacopty.dk
Kærlig hilsen,
Christina
