Når Kærligheden er Svær

Jeg får flere og flere henvendelser fra mennesker, der har det svært med kærligheden, og som føler sig spejlede i mine blogindlæg om utilfredsstillende parforholdsdynamikker.

Når kærligheden er svær, handler det for mange af disse mennesker om, at de ikke kan mærke fællesskabet med deres partner, som de istedet føler har svært ved at hengive sig til den menneskeligt biologiske betingelse at være afhængig.

Deres partner tænker på sig selv. På egne behov, og især på deres egne lyster.

“Hvis ikke jeg kan gøre som det passer mig, kæmper jeg imod dig, eller også finder jeg en anden” synes det at lyde mange steder fra, eller alternativt “Hvis ikke du gør, som jeg vil have, kæmper jeg imod dig, eller finder en anden” og berettigelsen følger med et “Jeg har ret til at sige hvad jeg vil have, for jeg skal realisere mig selv” underforstået: hvis du vil med, bliver det på mine præmisser, for dine er en hæmsko for mig.

Selvrealisering?

Men er der egentlig tale om selvrealisering? Og i så fald, hvad handler dette selvrealiseringsprojekt så om? For det er vel ikke sådan at alle, der påberåber sig retten til at være egoistisk i “selvudviklingens tegn” har så svært ved at sætte grænser, at de ikke kan gøre det på andre måder end denne alt-eller-intet måde, hvor den anden skal makke ret eller pakke sammen, eller hvad?

Jeg synes der tegner sig et nedslående billede, når jeg kigger på, hvor få gange jeg oplever at en klient i min klinik kommer med følelsen af at problemerne i parforholdet handler om et fælles problem.

Nej, reglen er mere at de kommer fordi de føler sig ensomme, afskårede og forvirrede fordi deres parforhold efterlader dem med følelsen af at være værdiløse det ene øjeblik og fuldstændigt guddommelige det næste, men dog med faren for at blive kastet ud over afgrunden, hvad øjeblik det skal være, hvis der bliver rokket ved båden.

Det er en tilstand der æder al energi og fokus fra livet, for som partner bruger man umanerlig meget tid på at forsøge at:

 

1: Finde ud af, hvad den anden tænker/føler/synes, for så kan man måske undgå en konflikt

2: Finde ud af, hvordan man holder fast i sig selv samtidig med at man skal give sig på kerneværdier

3: Finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt og forkert, for man mærker noget, men den anden siger, at man tager fejl

4: Finde ud af, hvordan man kan reparere det seneste skænderi

5: Finde alternativer og løsninger på problemstillinger, (der alligevel bliver forkastet)

6: Finde frem til det minimum af behov, som man kan overleve med

7: Finde ud af hvordan man skal overleve med følelsen af at skamme sig over, at man er i et forhold, hvor man faktisk sjældent er rigtig glad

8: Finde ud af hvad man skal gøre med sine “hysteriske/svære/uacceptable/latterlige/naive/tåbelige” osv følelser, som man har, for der er ikke plads til at man kan tale om det i forholdet

9: Finde ud af om man overhovedet skal blive i forholdet eller gøre det forbi

10: Finde vejen tilbage til den, man var, da man mødte sin partner

Alle disse tanker gør at man har svært ved at leve sit liv ude i verden. Man mister mere og mere forbindelsen til andre, til sine interesser og sine værdier. Alt sammen i kærlighedens navn.

Men stop lige…

Er det her kærlighed? Er det kærlighedens pris? Er det her virkelig as good as it gets?

Kom til et af mine to foredrag i januar og februar, hvor du på det ene får masser af viden om, hvad kærlighed er, hvad det ikke er, og hvorfor vi føler som vi gør; og det andet, hvor jeg tager dig kærligt i hånden, og viser dig vej igennem den narcissistiske mands indre verden og ydre signaler.

Pas godt på dig selv

Kærlig hilsen

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Når Kærligheden er Svær

  1. Ulla skriver:

    Kære Christina.
    Jeg har lige tilmeldt mig dine mail….., og har fået læst en stor del af dine nyhedsbreve, samt kommentarer.
    Åh, hvor er her meget jeg genkender, det er så befriende og samtidig også skræmmende læsning! Befriende at opdage jeg ikke er alene…
    Lyder rigtigt interessant, dine foredrag-tænker om der er planer om at gentage, kunne især være nysgerrig på at høre om “den narcissitiske mands indre verden og ydre signaler”.
    Jeg tænker, at det nok desværre er sådan et menneske, jeg har levet sammen med i mange år!
    Er nu heldigvis blevet skilt, for ca 2 år siden, men oplever stadig at have mange skrammer på min sjæl, jeg forsøger at “se på det, at forstå det”!!?
    Troede på at jeg selv var skyld i stort set det “hele”, alt blev vendt så “jeg var skyldig”, han tog intet ansvar, havde ingen skyld og ingen fejl- undskyldte af samme grund ALDRIG for noget!!
    Jeg kan heldigvis nu “se” mere og mere……., jeg havde aldrig en chance, føler jeg nu, men jeg “vidste det ikke”-og det er skræmmende, jeg føler mig dum og skammer mig ofte over det : (
    Tak til jer modige, som vover at dele her<3
    Kærlig hilsen "Bodil"

    • Christina Copty skriver:

      Kære Bodil.
      Ja, det kan være både skræmmende og befriende endelig at læse med andres ord, hvad det er, man har været udsat for. Det fjerner følelsen af at man er forkert, samtidig med at det også fjerner håbet på at det bliver bedre.
      I efteråret er der planer om flere foredrag, også det om den Narcissistiske Mand, ligesom jeg også har planer om at lave noget mere omkring netop dette tema, hvor man kan møde andre kvinder med samme oplevelser og udveksle erfaringer. Så længe du modtager nyhedsbrevet får du besked så snart der er nye datoer for det hele.
      Jeg ser frem til måske at møde dig til et af foredragene og ønsker dig al held og lykke i kærligheden.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  2. Jane skriver:

    Jeg græd, da jeg læste ovenstående artikel for den er som taget ud af mit liv. Det var præsis det min tid gik med. Fuldstændig.
    Jeg er heldigvis ude af det nu, men jeg nåede da at komme ret langt ud, hvor jeg ikke ku bunde.
    Puha, jeg endte med at blive en nervøs stresset og ængstelig lille nikkedukke, der gik på skånselsløs kompromis med sine værdier. Jeg blev så manipuleret at jeg stadig tror, der var mig, der er noget i vejen med. Men for første gang siden, føler jeg mig knap så forkert og alene.
    Så tak, Christina ❤

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: