Reaktion eller Respons

Savner du kærlighed i dit parforhold?Han havde ikke modet til at fortælle hende, at hans nye kollega, Pernille, var en gammel flamme, så han snakkede udenom, da hun spurgte ind til denne Pernille. Hun fornemmede at der var noget lusket ved måden han undgik emnet på, men besluttede sig for at stole på ham, og efter noget tid gled det i glemmebogen. Indtil en dag, hvor en af hendes veninder fortalte hende, at hun havde set ham gå til frokost med en anden kvinde, der efter beskrivelsen at dømme, netop var denne Pernille.

Hun reagerede heftigt ved at konfrontere ham, og han gik med det samme i forsvarsposition og kommunikationen imellem dem brød sammen på et øjeblik. Han benægtede, og sagde først, at han ikke havde været til frokost med en kvinde, og dernæst forsøgte han at overbevise hende om, at det var hende, der overfortolkede venindens udsagn, og derefter: at veninden ikke havde set, det hun havde sagt hun så, for til sidst at krybe til korset med sandheden, men ikke uden at han lige fik placeret sandheden med et velkendt “spark” i form af et hvæsende “Men jeg kan jo ikke fortælle dig sandheden, for se på dig! Du reagerer jo som en fuldkommen vanvittig over ingenting.”

Selve indholdet af skænderierne er egentlig sagen uvedkommende for dagens indlæg. Det, der er i fokus idag, er parrets manglende evne til at respondere på hinanden.

De kunne ikke finde ud af at skændes på andre måder end den helt destruktive, der netop endte med at den ene eller den anden slog opgivende ud med armene og sagde:”Nu kan jeg ikke mere, jeg går fra dig” eller den mere tydeligt krænkende: “Nu har jeg kraftedeme fået nok af dit sindsyge spektakel, rend mig i røven!”

Da hun senere sad i stolen overfor mig, fyldte vreden i hendes fortællinger om deres seneste “udfald,” som hun kaldte dem, men efter et stykke tid blev vreden afløst af tårer og frustration over at deres skænderier altid endte ude på det samme sidespor, hvor de ikke kunne finde hinanden.

Parforholdets Fundament

Langt de fleste parforhold bygger på et dybfølt ønske mellem to mennesker om at leve med nærhed, tryghed og intimitet. Hvis man har disse tre kernepunkter i sit parforhold, er der plads til at begge parter kan vokse og udvikle sig som mennesker. Hvis de derimod mangler, eller den ene hungrer efter sådan en samhørighed og den anden ikke gør, vil der være en ubalance, der betyder at en masse af den energi man ellers bruger på at udvikle sig som menneske, bruges på at overleve i parforholdet. Dette ses især i relationer, hvor der er psykisk vold.

(læs blandt andet dette indlæg og tjek om det er den type forhold du er i)

Men ubalancen kan også forekomme, når man har forskellige opfattelser af, hvad nærhed er, eller hvad der skal til, for at man føler sig tryg, eller hvordan man forstår intimitet og grænserne omkring den. Og hvis man ikke er i stand til at nå til enighed for forholdets vel (hak en hæl, skær en tå) men istedet insisterer på at det man gør og siger skal accepteres hundrede procent af den anden, og den anden bliver ved med at forsøge at skabe en forandring, er man endt i et dødsgreb, der ofte ligner den situation jeg skitserede i indledningen.

Reaktion vs. Respons

Når vi ender med oftest eller altid at have den type skænderier, der ryger ud af kontrol, er det fordi vi ryger i vores følelsers vold, hvilket blandt andet betyder at vi ikke længere er i stand til at lytte. Rent praktisk aktiveres vores nervesystem og vi går i overlevelsesmode. Det betyder at vi kun kan have fokus på den trussel, der er rettet mod os, og derfor ikke er i stand til at overveje og reflektere over det, der foregår.

Og selvom det er voldsomt ubehageligt, er det en ganske normal menneskelig reaktion på trussel. Vi kan derfor ikke bare “tage os sammen” eller “høre efter” eller “slappe af,” for vores kroppe tror at det gælder liv og død, så adrenalinet pumper, musklerne spændes, man udskiller stresshormoner og kroppen gør sig klar til at kæmpe eller flygte. Man er, som nogen ynder at sige “udenfor pædagogisk rækkevidde” og det med god grund, for overvejelser og refleksion nedsætter din hastighed for reaktion og når kroppen føler at der er fare på færde, har den brug for de ekstra splitsekunder.

Men men men

Det er ikke ensbetydende med at det sikrer parforholdets overlevelse, for begge kommer ud af sådan et sammenstød med masser af sår og tvivl på tosomheden, og dette fjerner endnu en flig af den basis af intimitet, nærhed og tryghed, man har brug for. Man begynder at sortere i, hvad man må sige, hvad man skal gøre, hvordan man er sammen, hvor meget man kan forvente fra hinanden af forståelse, støtte og nærhed osv. og til sidst er der kun skyggen af den lette kærlighed, der engang var.

Fortvivl ikke endnu, for der kommer lige en snas mere:

Hvis begge parter ønsker at have et ligebyrdigt forhold i kærlig tosomhed kan det lade sig gøre, men det kræver et længerevarende arbejde og en vedholdenhed at komme væk fra det fastgroede mønster, hvor kroppen automatisk indstiller sig på kamp eller flugt. Dette arbejde, som også har tilbagefald, som man skal være villig til at tilgive, kan føre til at man lærer at indhente de splitsekunder man mister i reaktionen, så man i stedet kan respondere på hinanden, hvilket igen betyder at man har tid til at høre hvad man hver især siger.

“Hvad skal der til?”

Det kræver blandt andet at man må tale sammen om, hvad formålet med parforholdet er. Hvad forventer I begge af det? Hvad er jeres drømme for et godt samliv?

Dernæst skal der tales værdier. Hvad er vigtigt for jer hver især?

Derefter skal der sorteres i, hvad der er dit, og hvad der er din partners. Hvad er jeres triggerpunkter? Hvad er jeres historie med disse triggertemaer?

Og så er der den, som for de fleste er sværest: At lade diskussionen om hønen og ægget ligge. Når vi indser at vi alle synes vi har en god grund til at gøre som vi gør, og sige som vi siger, bliver det meningsløst at tage den diskussion med ind, for som de af jer der har erfaring med det ved, så er hønen og ægget den sikre vej ud mod det velkendte sidespor, hvor kroppen tager over.

Og så skal der selvfølgelig være en vilje og et ønske om at ville hinanden…

Men vær opmærksom på, at bare det at tage disse snakke uden hjælp udefra, kan være nok til at sætte gang i det gamle maskineri igen. Det er ikke nemt at bryde ud af hamsterhjulet af overlevelse uden hjælp, så istedet for at miste modet over, at I ikke kan tage disse samtaler uden at mærke håbløshed og mismodet, kan det være en god idé at få professionel støtte og vejledning.

Hvis I gerne vil have hjælp til at komme hinanden nær igen, er I velkomne til at kontakte mig på 31 662 993, eller på mail@christinacopty.dk eller booke en tid lige her.

Kærlig hilsen,

underskrift

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: