(Det skal nok gå)

Der lå jeg. I fosterstilling. Opløst af gråd, en hulkende gråd, der kaldte på omsorg og kærlighed, men hvor der istedet var tomhed og isolation

Mange mennesker beskriver dette øjeblik, som det værste i deres liv.

Det er et øjeblik, der kommer, når man føler sig ensom, forladt og afskåret fra det, eller de mennesker, der gav livet mening. Den eller dem, man var så forbundet med, at man kunne se sin egen fremtid som en kontinuerlighed af nu’et.

Man ligger her. På badeværelsesgulvet. I soveværelset. På sofaen. Med hænderne knyttet tæt om den tårevædede pude, der presses ind til brystet, imens trangen til at skrige så alle spejle i verden splintres, samler sig i halsen, i en smertefuld, sort klump.

Man ved ikke, hvad man skal gøre. Man er fortvivlet og desperat, og ønsker at blive reddet.

Tilstanden kan vare i nogle timer. Nogle dage. Uger. Og for nogle, sågar måneder.

Men pludselig sker der noget.

Det kommer oftest som en slags åbenbaring. En klar tanke. Et billede. En stemme. Som siger det, du har brug for.

(Det skal nok gå)

Det er ikke din overlevelsesmekanisme, der forsøger at trøste dig. Det er noget andet. Det er sandhed

(Det skal nok gå)

Og i dette enestående øjeblik står du overfor et af de mest essentielle valg i dit liv:

Enten nægter du at tro på den visdom du mærker, og bliver ved med at kæmpe for at få noget tilbage, der ikke længere er en mulighed.

Eller du tager imod denne sandhed og transformerer dig.

Jeg taler ikke new-age-spirituel-udviklings-tranformation. Jeg taler om at se dit liv for det, det er: En række valg, en række muligheder og en række potentialer.

Du skal måske sælge din lejlighed, og rykke ud på landet, som du altid har drømt om, men været bange for. Du skal måske sige dit job op, og begynde at beskæftige dig med det, der vækker din passion. Du skal måske rydde ud i venner og bekendte, der ikke bidrager med vækst. Du skal måske tage på en jordomrejse. Måske skal du finde ægte kærlighed istedet for pseudokærlighed. Måske skal du starte i terapi og få kigget på dine temaer. Måske skal du udvikle din evne til at stole på dig selv, mærke dine grænser og højne dit selvværd.

Valget handler i sin enkelthed om, at du vælger at leve, istedet for at overleve. Og lige præcis i det øjeblik, hvor du ligger krøllet sammen i sorg over tabet af din forestillede fremtid, er du tættere på transformation, end på noget som helst andet tidspunkt.

Det er derfor du ofte vil høre, at de sværeste tider i et menneskes liv også er de vigtigste springpunkter til noget bedre.

Valget er dit.

(og det skal nok gå)

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: