Drengen med Stenhjertet – skrevet af Christina Copty

Der var engang en lille dreng, der blev født, sådan som de fleste børn, uden et rigtigt hjerte. 

Men imens de andre børn fik masser af kærlighed og smil og kys og kram, så de kunne forme store, røde og bankende hjerter, fik den lille dreng klø, afvisninger og skældud. 

Han fik så mange hårde ord og handlinger af sin far og sin mor, at i stedet for et hjerte, voksede der en stor, grå hjerteformet sten frem der, hvor hjertet skulle sidde. 

Stenen kunne ikke banke, og stenen kunne ikke blive blød. Den var hård som granit, og grå som det kedeligste vintervejr. 

Drengen voksede, og fik ingen venner, for de andre børn ville kun lege med dem, der også havde store, bløde hjerter, for når de legede med drengen, slog de sig på ham, og det var ikke rart.

Meget tit gjorde det rigtig ondt, for hjerter, der er lavet af sten, er sådan nogen, man kan skrabe knæene på, og få buler i hovedet af.

Så drengen med den hjerteformede sten var tit alene, men når man har to forældre, hvis hjerter også er lavet af sten, ved man ikke, hvordan man skal gøre, så man ikke er alene. 

I stedet blev drengen mut, sur og tvær, og det kunne den hjerteformede sten rigtig godt finde ud af at være, for når man er mut, sur og tvær er man faktisk så tæt på grå og hård, som man kan være. 

Men drengen, der faktisk var klog nok oppe i hovedet, vidste også, at drenge, der var mutte og sure og tvære, var drenge, der blev sendt ind på deres værelser, for sådan nogen ville man ikke være sammen med, så da han blev lidt større, begyndte han at kigge på de andre børn og efterligne, hvad de gjorde. 

Når han så nogen lege sammen, og have det sjovt, lærte han at se på deres ansigter, og gøre som de gjorde med læberne, med øjnene, og også med stemmen og ordene. 

Han øvede sig så meget, at han blev rigtig god til at ligne dem, og jo bedre han blev til at ligne dem, des nemmere blev det for ham at få lov til at være med i legen, men kun indtil børnene igen slog sig på hans hårde stenhjerte. Så ville de ikke lege med ham alligevel, og han måtte starte forfra, og finde nogle nye børn at lege med. 

Sådan gik tiden, med masser af øvelse, for han måtte hele tiden starte forfra, for han kunne ikke få sin sten til at blive blød, og når man bare ligner noget, er det ikke det samme, som at man er det. 

Drengen blev voksen, og snart ville han også gerne have det, alle de andre fik: Kærester og koner og børn og alt muligt andet, der så så rart og dejligt ud, men som han ikke helt forstod. Han kunne bare se, at de andre så ud til at have det bedre end ham, så sådan ville han også have det. 

Han øvede sig på mange piger, og nogle af pigerne, dem, der havde hjerteformede huller indeni, fordi deres forældre gav deres kærlighed til andre, imens de stod og rakte deres små babyarme op for at blive holdt om, ville gerne være sammen med ham, for de troede, at hans hjerte umuligt kunne være lavet af sten, og de længtes så meget efter nogen, der ville putte noget ind i deres hjerteformede huller, så de også kunne få store, bløde, flotte bankende hjerter ligesom dem, deres mor eller deres far havde haft for alle andre end de små længselsfulde piger. 

Så de lukkede deres øjne, og de troede på hans smil og hans øjne og ordene, der kom ud af hans mund, for de lød åh så rigtige, og han så så rigtig ud, med læber, der formede sig i smil og om smukt formede ord, som de altid havde længtes efter. 

Men pigerne slog sig på ham, og det gjorde meget, meget ondt, for når han begyndte at kede sig, og det blev anstrengende altid at skulle forme læberne på en bestemt måde, blev det for svært for ham, og så gad han alligevel ikke. Det var jo slet ikke lige så godt som det, de andre havde alligevel, og han tænkte, at med den næste pige ville det garanteret blive bedre. 

Men drengen vidste også, at han aldrig måtte vise sit stenhjerte, for sådan et ville folk ikke have, og når folk så sådan et hjerte, blev de bange og pegede fingre og sagde ’Pas på, pas på, ham der skal I ikke lege med’. Så i stedet for at sige til pigerne, at det var hans kolde og hårde stens skyld at de slog sig, sagde han i stedet, at det var deres hjerteformede huller, der var skyld i, at han ikke kunne blive ved med at gøre sig umage. 

Han fortalte dem altid den samme historie, som handlede om, at han ikke kunne gøre for, at pigen havde et hjerteformet hul, og det var jo rigtigt, men han sagde også, at det var det hjerteformede hul, der var skyld i, at han ikke kunne mærke kærlighed.

Han fortalte aldrig nogen, at han godt vidste, inderst inde, helt derinde hvor stenhjertet ikke slog, at han var kold og hård og kantet, og at ordet ’kærlighed’ eller ordene ’jeg elsker dig’ bare var læber, der formede sig på bestemte måder, uden at det var noget, han kunne mærke, for når man har et hjerte af sten, mærker man ikke den slags. 

Hver gang han mødte en ny pige, håbede han, at hun kunne elske ham så meget, at hans sten forvandledes til et vaskeægte hjerte, som det, de andre havde, og hver eneste gang blev han skuffet, og beskyldte pigerne for at gøre det forkert. Og når han fortalte dem, hvad de skulle gøre, og de gjorde det, sagde han, at det ikke gjaldt, for nu gjorde de det kun, fordi han havde sagt, at de skulle gøre det. 

Drengen ville sige hvad som helst, for at undgå at afsløre, hvor koldt et gråt granithjerte er. 

Pigerne, med de hjerteformede huller indeni, havde ikke lært, hvad der rigtigt skulle fyldes i det tomme hul, så de turde ikke give slip på ham, for hvad nu, hvis det bare var dem, der ikke vidste, hvordan man skulle elske en dreng med et stivnet smil og uslebne kanter, og hvad nu, hvis der aldrig var nogen, der ville vælge dem med deres defekte hjerterum? Så de blev ved med at håbe, at hvis de bare øvede sig rigtig meget i at lade være med at slå sig på ham, så ville han måske en dag blive sådan en, de ikke slog sig på. 

Måske, tænkte de alle sammen, kan man elske stenen væk, og måske kan man i stedet være den, der får et stort, rødt, bankende, flot hjerte til at vokse frem. Måske var man den, der kunne det. Det var jo også det drengen ville have. Så det måtte jo kunne lade sig gøre. Nøj, det fik mange piger til at vente og prøve og vente og prøve, alt imens de slog sig til blods og blev mere og mere grønne og gule og blå indeni, og nogen gange også udenpå, for det kunne jo gå galt, når man prøvede. 

Men det var jo deres egen skyld, for hvis det virkelig var så slemt, så kunne de vel bare gå. 

For de troede også på, at man kan gå, hvis det blev for meget, for ingen havde fortalt dem, at når der er nogen, man slår sig på, så kan man aldrig blive lykkelig, og når man skal gå, kræver det mod, og når man er ulykkelig, er det svært at finde mod.

I stedet havde de hørt massevis af eventyr om, hvordan prinsessens kys gjorde frøer og uhyrer til prinser, og de havde lært, at hvis bare de hakkede en hæl og klippede en tå, så ville foden passe i glasskoen, og så ville prinsen falde bagover af ren og skær kærlighed, og det vaskeægte hjerte ville banke og banke og banke kun for hende. 

Men sådan gik det aldrig. 

For drengen, der blev til en mand, havde en grå sten indeni, og selvom stenen havde hjerteform, og lignede et vaskeægte hjerte, sådan et med kærlighed og ømhed, omsorg og støtte, tillid og kærtegn, så var det altså bare en grå sten, og en sten er altid en sten. 

Snip Snap Snude.

-Christina Copty