Sommeren over har jeg modtaget en del kommentarer på bloggen fra kvinder, der gerne vil være venner med deres ekskærester, og som spørger, hvad de skal gøre for at opnå dette venskab. Spørgsmålene varierer lidt over samme tema, men falder i to overordnede kategorier:
- Hvorfor vil han ikke være venner med mig, når nu han sagde, at vi skulle være venner, da han slog op med mig? og:
- Jeg vil gerne være venner med ham, for jeg synes han er et fantastisk menneske selvom han ikke vil have noget med mig at gøre.
Allerførst – istedet for at stille spørgsmål om, hvordan man kan blive venner med ham, skal man måske spørge sig selv, hvorfor man overhovedet gerne vil være venner med en mand, der har gjort det forbi, eller som ikke vil have noget med en at gøre?
Det kræver ikke den store detektiv at se billedet tegne sig: Hun vil gerne have en flig af ham, koste hvad det vil – også selvom den pris er hendes eget selvværd, hendes selvrespekt og hendes egen heling. Hun tror, desværre fejlagtigt, at hun måske kan få ham til at falde for sig igen, hvis nu bare de lige er venner igen, for så skal hun nok vise ham, hvor skøn/sjov/fræk hun nu er, så han kommer til at ville hende. Hun skal nok også vise ham, at hun ikke er jaloux, at hun kan gøre ham jaloux, at hun er kommet videre, for så kan det være, at han ombestemmer sig. Det handler altså for hende om at spille et skuespil og indtage en bestemt rolle, så han måske vil hende alligevel.
Pyha. Jeg synes det ligner et skråplan.
Vi kvinder har desværre nogengange en tendens til at placere os i en passiv underhundsposition, når en mand ikke vil have os, og derfra forsøge at manipulere ham til at give os, hvad vi vil have (at spille venskabskortet når vi har stærkere følelser for ham er en manipulation!) Vi er villige til at klippe hæle, ja nærmest amputere os selv ved knæet, hvis det kan få ham til at ville os. Det er som om vi glemmer, at vi er værdifulde; at verden er fyldt med nye, skønne mennesker vi kan møde, og at vores værdi ikke defineres af den ene mand, der ikke vil have os, men som vi død og pine forsøger at få tilbage i nettet.
Det er ikke prisen værd at kæmpe for at få et menneske, der ikke elsker os til at elske os (og nå ja, det kan heller ikke lade sig gøre, så hvorfor trække sig selv igennem det nedværdigende søl i forsøget?)
Når et forhold har udspillet sin levetid og den ene, i det her tilfælde manden, trækker sig, er det i stedet vores værdighed vi skal have fat i. Det er selvfølgelig naturligt at være sorgfuld, ked af det og trist, men vi skal samtidig holde fast i, at vi er værdifulde, også selvom ham, vi troede var vores livs lys, ikke længere synes det samme om os.
Jeg kender ikke mange kvinder, der ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har ønsket sig en chance mere med en eller anden mand, som de nærede særdeles store følelser for. Jeg har selv været en af dem. Men hvis ikke chancen bliver taget/budt i lige mængde fra begge parter, er der sjældent noget at komme efter. Heller ikke selvom man leger venner.
Det, der i stedet oftest sker, hvis det lykkedes at stable et ‘venskab’ på benene, er at man kommer til at stå på sidelinien og se, hvordan han kommer videre med den næste kæreste, uden at man kan tillade sig at vise, hvor såret man er, for så ved man, at han helt sikkert dropper ‘venskabet’ med det samme. Man kan godt caste sig selv i rollen som forstående veninde, som han kan komme til med alle de problemer, han oplever med sin nye flamme, men udover at det er en smule søgt, så oplever hun sjældent andet end at blive endnu mere såret, når nu han ikke lytter til hendes råd, eller ikke labber i sig at lige præcis hun synes at han fortjener meget bedre, og at den nye slet ikke forstår at værdsætte ham.
Denne type ‘venskaber’ består af en løgn, som begge parter er med til at bevare: Hun lyver, fordi hun gør som om hun ikke stadig har følelser i klemme, og han lyver fordi han ikke orker at tage konsekvensen og dramaet ved at sige helt fra, og samtidig sikkert også får strøget sit ego, uden at han af den grund behøver at give noget tilbage.
I stedet ville det være fantastisk at se, at vi kvinder siger nej tak til pseudovenskaber, til at være booty calls, til at være afventende på sidelinien-piger, og sætter barren helt derop, hvor det kun er dem, der behandler os ordentligt, der får lov til at være i vores liv. For vi bestemmer (heldigvis) selv, hvad og hvem vi omgiver os med, så hvorfor ikke vælge nogen, der rent faktisk gerne vil være sammen med os? Jeg synes vi fortjener det.
Kærlig hilsen,
