Kvinder, der Hader deres Krop

Måske er der en del af jer mænd derude, der får lyst til at springe dagens indlæg over, fordi titlen lægger op til kvinders selvkritiske selvbillede. Men det skal I altså ikke! For dette indlæg kan måske give et indblik i, hvad mange kvinder kæmper med, når vægten ikke viser det, den “skal”, og dine velmenende ord “nej skat, du ser dejlig ud” ikke trænger igennem tårerne.

Der kan være mange grunde til at især kvinder er fanget af selvkritiske kropsbilleder, men selvom det kan være meget befriende at få lov til at uddelegere skyld i alle mulige retninger (modeblade, reklamer, ungdomsdyrkelse, kvindeundertrykkelse osv.) er dette indlæg rettet mod hvordan det føles at bo i en krop, man ikke synes om, og ikke hvorfor det er sådan.

Der er en del tanker og tegn på, at en kvinde har et selvkritisk selvbillede – De fem tydeligste er:

• Hun sammenligner sig med andre. Selvkritiske, og kritiske, kvinder sammenligner sig noget nær konstant med andre kvinder. De går ned ad gaden og har næsten et radarblik rettet mod kvinder, der er slankere, har større bryster, har pænere hår, hud, eller hvad det kan være. Samtidig kan de også se på kvinder, de vurderer mindre attraktive end dem selv og undres over, hvordan den mindre kønne, den tykke, den blege, den…you name it, har scoret den fyr, hun går med.
• Hun har tendens til at tale negativt om andre og sig selv. I tråd med sammenligningen har hun en øget opmærksomhed mod fejl og fiasko. Hun har svært ved at nyde sine sejre og lade dem fylde, ligesom hun også kan føle misundelse over andre kvinders succes og glæder.
• Hun har ofte dårlig samvittighed. Det handler ikke kun om at hun godt ved, hvorfor hun ikke er “slank nok”, for oftest ved disse kvinder meget mere om ernæring end de fleste andre fordi deres hverdag og liv centrerer omkring kroppen og slankekure, slanketips, sunde vaner osv. men den dårlige samvittighed gælder i forhold til mange flere aspekter af livet, og kommer ofte til udtryk i, at disse kvinder gør en masse for andre, fordi de har svært ved at sige nej uden at få dårlig samvittighed og føle sig som dårlige mennesker.
• Hun ved godt at hun ikke bliver lykkelig af at tabe sig. Det kan virke paradoksalt for andre at hun kan være så fokuseret på at ville tabe sig, når hun godt ved at hun ikke bliver lykkelig af det. Men sagen er den, at det ikke handler om at blive lykkelig. Det handler om at blive “normal” – om troen på at hun så får et almindeligt liv med de muligheder som “alle andre normale kvinder” har. Hun får nemmere ved at finde en fin kjole til sin fødselsdag, hun får nemmere ved at tiltrække en  sød fyr, hun bliver mere social og kan hygge sig når hun er ude uden at skulle tænke på, hvordan dellen ser ud under blusen når hun sætter sig.
• Hun føler sig ofte ensom. En stor del af hendes tankevirksomhed handler om at hun ikke lever op til sine ønsker og idealer, men samtidig har hun en idé om at det er en svaghed at vise sin usikkerhed og sin utilfredshed med sin krop, så hun skaber en “bufferzone” imellem sine inderste tanker og den, hun kæmper for at være. Hun ville nemlig ønske at hun bare kunne være tilfreds med den krop hun nu engang har og leve sit liv ud fra det billede, men problemet er, at det ikke virker for hende.

Som du kan se, er det ikke en lige ud ad landevejen sag at føle sig for tyk, for grim, for lav, for høj, for hvad det nu er, for de ting disse kvinder kæmper med, er ikke alle fantasifostre og urimelige tanker. Det giver god mening gerne at ville være pæn, for det er alt andet lige lettere at møde mænd, hvis man er pæn. Det er også nemmere at købe tøj, hvis man har en nogenlunde gennemsnitlig krop. Det kan godt være at man kan lære at sy selv eller hvad der nu er af løsninger, men sagen er den, at vi er flokdyr, vi påvirkes af vores omgivelser og vi vil gerne være pæne på den måde, vi og vores omgivelser synes er pænt – det giver således ikke mening at lægge en tallerken i underlæben, hvis ikke det er et skønhedsideal for os!

Med andre ord så oplever vi alle subjektivt, at der kan være nogle fordele ved at være slank, pæn, have store/små bryster, være blond/brunette osv som man ikke skal undervurdere eller forsøge at underkende ved trøstende ord som “Det er det indre der tæller”, for hvis jeg for eksempel føler mig tyk og grim, kommer sådanne ord til at bekræfte at jeg må være meget grim, hvis andre kan sige sådan til mig.

Og det er nemlig her, det bliver svært, for der er en forskel på at have et sundt selvbillede, hvor man måske tager et kilo på over julen, som man hurtigt taber igen, når man er tilbage i sin hverdag, eller om man har brug for at reducere sine øvre øjenlåg, fordi de generer synet, eller om det er den indre kritiker, der overtager og fylder så meget i livet, at der ikke er plads til meget andet. I de tilfælde er løsningerne ikke lige til.

Fejlslagne Løsninger for Kvinder, der Hader deres Krop

Slankekuren: Hvis hun går på den ene kur efter den anden og får sine midlertidige opture over kilo-tab, som kommer på igen så snart kuren er overstået, får hun, ud over opturene, også nedturene, som er værre fordi de fodrer hendes indre kritiker, der står klar med det store arsenal af nedladenheder i form af “Du er fandme for klam, se lige den dellede mave”, “Se lige de der ben, dem kan du ikke tillade dig at vise for andre, for de er godt nok grimme” osv. i en utrættelig ring, der ikke helmer. Slankekurene bekræfter hende i to ting: 1: At der til at starte med ER noget galt med hendes krop og 2: at hun er en fiasko fordi hun ikke kan finde ud af at tabe sig “ordentligt”.

Gøre sig hård: Hvis hun har oplevet for mange nedture fra de fejlslagne kure af den ene eller anden art, kan hun gøre sig hård overfor sig selv og overfor omverdenen. Problemet med denne “løsning” er, at hun bekræfter sin ensomhed fordi hendes indre og ydre kritiske stemme bliver så overdøvende, at hendes kærlige, omsorgsfulde, glade side forsvinder og hun bliver to-dimensionel i sit udtryk, hvilket skubber andre væk fra hende.

Plastikkirurgi: Der er selvfølgelig nogle kvinder der sværger til plastikkirurgi, ligesom der også er kvinder, der sværger til de andre løsninger, men problemet er, at den indre kritik ikke forstummer af plastikkirurgi. Plastikkirurgiske indgreb forstærker tværtimod bufferzonen mellem kvindens virkelige jeg og det, hun viser udadtil og på den måde bliver hun endnu mere sårbar overfor at blive “afsløret.”

Hvad Virker?

Det tager lang tid at opbygge en solid indre kritiker. Derfor skal man også være forberedt på, at det tager tid at komme af med den igen. Ofte er det en stemme hun husker helt tilbage fra barndommen eller fra teenageårene, og den føles som så integreret en del af hende, at hun tager det som en livsbetingelse, at det er sådan hun er. Denne del af hende skal “aflæres”, og det er der forskellige måder til, men ingen af dem indeholder en skridt for skridt fremgangsmåde, og det kan være med til at få nogle kvinder til at opgive ævred. Det handler nemlig om at turde møde sig selv, sin kritiske stemme, sin hårdhed og sine “fejl og mangler” med omsorg og nænsomhed, akkurat som hvis hun skulle tale med et lille barn, der har fået blandet tingene sammen.

Og det er ikke nemt at tale til sig selv med nænsomhed. Især ikke hvis man er vant til at tale hårdt og nedladende til sig selv, men ikke desto mindre er det netop denne ubarmhjertige hårdhed, der er kimen til det negative selvbillede.

I praksis betyder det at man må acceptere at man har sine negative tanker, men at man også kan møde dem med omsorg – det kan for eksempel se nogenlunde sådan ud:

Negativ tanke: Jeg er for tyk til at min kæreste synes jeg er lækker. Han er garanteret ikke interesseret i mig mere

Omsorgsfuldhed: Jeg bliver usikker, fordi jeg tror på at min kæreste vil gå fra mig fordi jeg ser sådan ud. Det er meget ubehageligt at have det sådan.

Negativ tanke: Fuck, hvor er hun bare en kælling, hvorfor skal hun rende rundt og flirte på den måde?

Omsorgsfuldhed: Nu er jeg usikker igen og jeg begynder at gøre det, jeg plejer at gøre, nemlig at tænke dårlige tanker om andre. Det handler faktisk om at jeg er bange for at jeg bliver overset.

Jo oftere man kan møde sig selv på denne måde, desto mindre et fundament får den indre kritiker at stå på, fordi man istedet tager fat i det, der er relevant og ikke sine forsvarsmekanismer, som den indre kritiker i bund og grund er – og selvom det tager lang tid, så er det min erfaring at det giver meget mere i det lange løb end alle de løsninger, der bekræfter den indre kritiker.

…og afslutningsvis vil jeg lige sige at sætningen “Det er det indre, der tæller” pludselig føles virkelig dejlig og bekræftende, for hun mærker, at hun er et smukt menneske hele vejen igennem, fordi hun ikke tænker grimme og negative tanker om sig selv og andre mere….Og det må da siges at være noget af en velkommen forandring – synes du ikke?