Er du følelsesmæssigt utilgængelig?

Du har mødt en person, du drages af. Vedkommende er spændende og karismatisk, og du elsker at tilbringe tid med ham eller hende. Men fra starten lægger du også mærke til at der er nogle røde flag, der får dig til at stoppe op et kort øjeblik, men du skubber det i baggrunden, for måske er det bare dig, der er for sart, for personen er jo fantastisk på så mange andre måder.

De røde flag kan være alt fra, at han eller hun tager meget taletid og ikke spørger ret meget ind til dig, men soler sig i din opmærksomhed. Det kan være du begynder at bemærke, at du gør dig umage for ikke at fylde for meget, eller stille krav, for så bliver vedkommende lidt irriteret, eller kontakten kølner i en periode. Det kan også være, at du har mødt en person, der allerede er i et forhold, 0g derfor ikke kan ses med dig andre steder end i sengen, hos dig, når vedkommende har tid til det.

Men du lader alligevel dine følelser løbe af med dig, for det gode er jo godt, og måske kan det udvikle sig og blive bedre på de parametre, hvor det ikke er så godt. Men tiden går og du begynder måske at kæmpe for at få en større plads, for mere accept, kærlighed, omsorg og forståelse, men jo mere du kæmper, des flere konflikter opstår der, og i stedet for at erkende, at det er tegn på, at relationen ikke kan udvikle sig, tænker du, at I begge kæmper på hver jeres måde for forholdet, 0g på en måde er det rigtigt, for ham eller hende, du kæmper med, kæmper for status quo og du tror, at du kæmper for forandring.

Når du ender der, kan være svært at erkende, at du måske selv er følelsesmæssigt utilgængelig, for din kamp bliver dit bevis på, at du jo gerne vil have mere end det, du får, men hvis du læner dig lidt tilbage og ser dynamikken, bliver det tydeligt, at du, lige så vel som din udkårne, kæmper i noget, der bliver ved med at være det samme. Du får ikke dine følelsemæssige behov opfyldt, og det er nemt at pege på den anden, og sige til dig selv, at det er hans eller hendes skyld. Men sandheden er, at du også selv slipper for at være helt sårbar, sådan som man kun kan være i et gensidigt trygt og følelsesmæssigt åbent forhold.

Følelsesmæssig utilgængelighed er nemlig ikke forbeholdt den, der trækker i håndbremsen, for det kan lige så vel være den, der spilder sin tid sammen med en, der trækker i håndbremsen. Begge parter risikerer ikke noget, så længe de kan holde fast i konflikt og kamp, for tiden går med at forklare og forsvare sig, og med at forsøge at få den anden til at ændre sig, ikke med at åbne og folde relationen ud på en kærlig og sårbar måde. Det sårbare og kærlige rum kan ikke eksistere, hvis der er en følelsesmæssig bremseklods, men det kan være nemmere at se sig selv som den, der gerne vil kærligheden end den, der åbenlyst blokerer for den.

Men at ville kærligheden er ikke det samme som at turde kærligheden, og mange har lært at kærlighed er farlig, og derfor nøjes de med at længes efter den og kæmpe for at mærke den, dog uden at løbe en reel risiko for at træde ind i det fine, blide rum, hvor man skal have tillid til at man er elsket for lige præcis den, man er. I stedet binder man sig til en, der kan genskabe længslen, og på den måde slipper man både for at være sårbar og for at arbejde med sit selvværd, som oftest er årsagen til at man er følelsesmæssigt utilgængelig for ægte kærlighed.

Hvis det er genkendeligt kan det være brugbart at holde op med at kæmpe for forholdet, og i stedet bruge den energi på at øve dig i at vække din egen sårbarhed og få bearbejdet den frygt, der ligger nedenunder, der ofte handler om frygten for at blive afvist, og frygten for ikke at fortjene kærligheden. Først når du kan stå stille i dit eget selvværd og mærke, at du er et fantastisk, værdifuldt, dejligt og berigende menneske kan du åbne dig og være tilgængelig for at en anden kan se og opleve det samme ved dig.

Husk, du fortjener bedre.

(læs også dette indlæg om den følelsesmæssigt utilgængelige partner, hvor du finder en række spørgsmål, der kan hjælpe dig med at afdække, om du er følelsesmæssigt utilgængelig – bemærk dog at indlægget, og derfor også gruppen, kørte af staben i 2014)

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Er du følelsesmæssigt utilgængelig?

  1. Rie skriver:

    Lige hvad jeg havde brug for at læse i dag…❤️☀️

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.