Ferie, ferie, ferie… er ikke rart med en narcissist

De fleste glæder sig til at holde ferie, især sommerferie. Der er noget magisk over de lange dage, hvor solen er hovedgæsten, og det eneste man skal, er nydelsesfuldt.

Sådan er det bare ikke, hvis du lever sammen med et menneske med narcissistiske træk. Istedet bliver ferietiden en tid, du ser henimod med ondt i maven og bekymringer over, hvordan det mon bliver denne gang.

Ofte er det de samme dynamikker du oplever om og om igen, selvom du gør alt, hvad du kan for at få det til at gå i en bedre retning og blive en god ferie. Men enten er du ene om at skulle planlægge hele ferien, fordi narcissisten ‘er ligeglad,’ eller også får du ikke lov til at give dit besyv med, fordi narcissisten vil bestemme det hele.

Umiddelbart lyder det måske modsætningsfyldt, at man med en narcissist på den ene hånd kan risikere at have en partner, der virker fuldstændig uengageret og passiv, og på den anden, enerådende bestemmer alt. Men begge dele kommer fra det samme sted – nemlig fra narcissistens konstante behov for at have magten i forholdet, og magt kan ikke deles, derfor står man som partner alene enten som planlægger eller som den, der skal lade sig diktere.

De to magtmetoder

Den sidstnævnte metode til magt ved bare at tage den, og bestemme alt, uden at du må have en mening, er selvfølgelig ikke svær at få øje på fordi den er åbenlys kontrollerende og har en synlig aggressivitet over sig. Det er ham eller hende, der nedlægger veto mod alt, hvad du foreslår, oftest med begrundelsen at han/hun ikke vil bruge sin kostbare ferie på at lave noget, der ikke interesserer vedkommende. Der er ingen forståelse for eller imødekommenhed omkring dine interesser eller drømme. Hvis narcissisten vil ligge på en strand i tre uger, og du drømmer om at komme til Rom, vil narcissisten tale dårligt om Rom, nægte at betale for rejsen til Rom, og oftest ‘foreslå,’ at du bare selv tager til Rom, imens han/hun tager på sin egen rejse (En lille note herom: Narcissister er mere optagede af at opfylde egne behov og lyster end af tosomhed, og det er nytteløst at forsøge at ændre denne indre prioritering). Denne type magt vil føles truende på dig som partner, og du vil være bange for at sige eller gøre noget forkert, fordi det kan afføde en kaskade af ydmygelser og nedladenheder.

Den første magtmetode kan derimod være sværere at gennemskue som magtmiddel, men ikke desto mindre er det stadig et sådant, selvom det virker passivt. Her er det typisk den subtile narcissist, der bruger offerrollen til at tage al magten (‘man skal altid tage hensyn til et offer, og hvis ikke man gør det, er man krænker’ – er devisen her). Han eller hun tager magten ved at overlade alle beslutninger til dig, og når du så har gjort dig umage, booket og betalt, og I i nogle tilfælde er draget afsted på ferie sammen, så kommer brokkeriet. Så er hotellet ikke godt nok. Maden er dårlig. Vejret er træls. Seværdighederne kedelige. Du er for glad (underforstået: du er egoistisk) og så videre i den dur. Hvis du forsøger at inddrage denne subtile passivt aggressive narcissist, vil vedkommende gøre alt for at undgå at blive inddraget, for hvis man er inddraget i beslutningerne, er man med til at bære ansvaret, og så kan man jo ikke bruge sin position som stakkels sagesløst offer til at spille dig skakmat. Hvis du har at gøre med sådan en partner vil du ikke føle dig direkte truet i samme grad som med den åbenlyst kontrollerende type, men du vil i stedet føle dig usikker på dig selv, og på om du nu har gjort det godt nok, og du vil have udviklet en tendens til at lægge følere ud hele tiden, fordi din partner straffer dig med tavshed, kulde, afvisning og helt sikkert surmuleri.

Hvis du er udsat for denne manipulationsmetode, kan det måske føles forjættende at gøre dig endnu mere umage. Du tænker måske, “hvis nu jeg planlægger noget, han/hun HELT SIKKERT elsker, så bliver det en god ferie.” Det kan også være du tror, at hvis du bare venter og trækker den ud til sidste øjeblik, så bliver din partner tvunget til at træffe en beslutning og være med til at give udtryk for, hvad vedkommende vil, men hvis der er noget en narcissist med offertendenser er god til, så er det at lade være med at tage ansvar, og det betyder at du kan risikere at vente på noget, der ikke sker – og oftest vil du ende med at være den, der blinker først, og højst sandsynligt i en frustreret magtesløshed, som narcissisten så kan bruge som bevis for, at han/hun jo ikke tør planlægge noget med dig, fordi ‘der ikke skal noget til før du flegner.’ Hvis du derimod forsøger at planlægge noget, du ved han/hun elsker, vil du stadig ikke få den anerkendelse og taknemmelighed, som du sikkert håber på og angler efter, for hvis han/hun skal give dig det, mister han/hun også sin position som den vigtigste i forholdet. Så…du er damned if you do, and damned if you don’t.

Løsningen 

Hvis du gerne vil have en bedre sommerferie end du har haft med din partner tidligere, kræver det, at du gør noget andet end det, du har gjort før. Ellers får du bare mere af det samme, netop som den kloge Einstein sagde: Der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente at resultatet hver gang bliver anderledes.”

Det betyder, at du må gøre noget, der er meget anderledes end det du plejer, for du skal ikke overbevise din narcissist om, at han eller hun skal være deltagende og tage medansvar, for det virker ikke. Nej, du skal gøre op med dig selv, om du vil lade et andet menneske have den slags magt over dig, der giver dig dårligt selvværd, og som ikke opbygger eller støtter jer som par. For når du holder op med at prøve at lappe alle de steder, hvor du bliver såret, og i stedet ser på årsagen til dine sår, så kan du hjemtage din kraft og handle ud fra, hvad der er rigtigt og vigtigt for dig, for hvis du er sammen med en narcissist eller andre personer, der bruger psykisk vold overfor dig, så hjælper det ikke at forsvare og forklare dig, for sådan et menneske er ikke interesseret i at afgive magten.

Hvad betyder det i praksis? Jo, det betyder at der ikke er et one-size fits all svar, men at du netop skal finde ud af, hvad der vil gøre DIN sommer god: Er det at få læst en masse bøger (en af dem kunne måske være ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold‘ hvis du ikke allerede har læst den), måske er det at tage på højskole og lære noget nyt, måske har du mere lyst til at undersøge nye steder i Danmark og måske har du lyst til at besøge venner og familie. Hvad du end har lyst til, så fokusér udelukkende på dig selv som om du var single og mærk efter, hvad du gerne vil have at se tilbage på, når du er tilbage fra ferie. Skal det være det samme som sidste år eller året før, hvor du bare gik og ventede på at ferien var slut, så du ikke skulle gå på æggeskaller mere, eller skal denne sommer indeholde noget, der faktisk ER godt og nærende og afslappende for dig?

Valget, min kære, er dit – jeg synes bare du fortjener det bedste, og ind imellem er det at have tid alene til at tænke de store tanker, og få fred til at være det skønne menneske, jeg ved, du er.

Rigtig god sommer.

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 Responses to Ferie, ferie, ferie… er ikke rart med en narcissist

  1. Gerly Andersen skriver:

    Fantastisk god artikel. Godt sprog og stor saglighed. Tak for det

  2. Kristine skriver:

    Rigtig godt skrevet tak
    Jeg har haft at gøre med den subtile narcissist som netop ikke sagde sin mening eller tog ansvar for noget. Det er så svært at forstå, hvor hårdt det er at leve med et offer hele tiden. Især det her med den manglende planlægning af ferier og det manglende engagement når vi var afsted kan jeg genkende. Det var også på sådan en ferie – et sted som han ovenikøbet havde drømt om at besøge – at han lige lukkede op for posen i forhold til mine magler i parforholdet og hans manglende følelser for mig. Så kunne man da bruge resten af ferien på at spekulere på det.
    Tusind tak for din artikel. Det giver så meget mening.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Kristine,
      Tak for dine søde ord. Det, du har oplevet, lyder forfærdeligt, men desværre genkendeligt.
      Kærlige tanker,
      Christina Copty

  3. T.H. skriver:

    Kan så meget genkende det du skriverværeste år i mit liv som stadig plager mig selvom jeg ikke er i det mere

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.