Gæsteblogger: To år i en Boble

Jeg har styr på mit liv, min selvtillid er i top og jeg ved hvad jeg vil. Alligevel blev jeg revet med ind i en boble af vanvid. Det kommer jeg aldrig helt til at forstå.

Min kæreste gennem 9 år og jeg var netop flyttet fra hinanden. 9 stabile og gode år, hvor vi nu var nået til erkendelsen af, at vores forhold i højere grad var et venskab.

Jeg flyttede i en lejet bolig, mens jeg stadig ejede halvdelen af ejendommen min exkæreste og jeg havde købt. Han havde ikke råd til at købe mig ud, så den praktiske del måtte vente lidt.

Nu skulle jeg nyde singlelivet, at være alene, ikke tage hensyn til andre behov end mine egne. Verden var åben. Jeg kunne flytte hvorhen jeg ville. Nærmest skræmmende, at mulighederne var uendelige, men det var også en fantastisk følelse.

Men inden der var gået en måned var jeg forelsket på ny. Min hjerne fortalte mig, at det her ikke var verdens bedste ide, men jeg lod mig rive med.

Vi mødtes i forbindelse med vores fælles passion for frivilligt arbejde.

Fra begyndelsen var der alarmklokker der ringede. Jeg oplevede forelskelsen fuldt ud når vi ringede sammen og særligt når vi skrev sammen på sms eller messenger. Men når vi mødtes manglede der noget. Han var ikke fuldt nærværende og jeg oplevede ikke at hans begejstring på skrift kom til udtryk når vi mødtes. Det var som om der var noget galt med mig. Jeg kunne ikke se, at han allerede her manipulerede med mig.

Han fik andet job og skulle flytte. Det gav sig selv at han skulle flytte hjem til mig. Jeg havde jo et helt hus. Jeg husker det sådan, at jeg ikke havde et valg. Senere har han fastholdt, at det var mig, der insisterede. Det blev et kerneområde i mange af vores diskussioner, at jeg havde så dårlig en hukommelse.

Hans 2 børn mødte jeg hurtigt. De kom til at spille en vigtig rolle i vores forhold.

Når man flytter sammen er der kompromiser der skal indgås. Jeg oplevede at alle de punkter hvor man normalt vil indgå kompromis, blev til kampzoner. Jeg bryder mig ikke om at have døren til soveværelset lukket, når jeg sover. Han lukkede konsekvent døren. Jeg oplevede at mine behov blev fuldstændig ignoreret. Det var små ting, men der var rigtig mange af dem.

Han havde ikke ret mange penge. Det var derfor ofte mig, der betalte. Til sidst var det altid mig der betalte. Han kunne sågar foreslå at vi gik ud og spiste eller i biografen uden han selv havde penge til det. Var det begyndt sådan, så jeg tror jeg bestemt jeg havde reageret. Men det kom langsomt. I starten var han ydmyg overfor det at han ingen penge havde. Alligevel skulle vi have høns, grave køkkenhave, have drivhus. Alt sammen på min regning og samtidig med en følelse af, at det ikke var helt i orden på den lejede matrikel.

På en eller anden måde blev det min opgave at holde ham glad. Det blev vigtigt at han fik det han ville have.

Når børnene kom var det mig, der sørgede for mad og det blev vigtigt for mig, at de fik de bedste oplevelser når de var hos os. Han havde som regel ikke flere penge. Hverken til mad eller til oplevelser og nogen gange heller ikke til benzin. Det var fantastisk når vi spillede spil. Så var vi en lykkelig familie. Men ind i mellem blev det for meget for ham. Så måtte børnene pludselig ingenting. Det blev min opgave at passe på dem og derfor blev det endnu sværere at gå fra ham.

Allerede indenfor det første halve år kom parterapeut på tale. Der var mange situationer hvor vi oplevede at vi overhovedet ikke forstod hinanden. Ikke talte samme sprog. Under diskussionerne holdt jeg godt fast i mig selv og min egen kerne. Jeg vidste hvad der var rigtigt og forkert for mig. Derfor endte det ofte med at han kom undskyldende til mig og at han nok skulle blive bedre til det ene og det andet. Samtidig beskyldte han mig for altid at angribe ham for at det var hans skyld det hele. Det eneste jeg gjorde var at fortælle om mine behov og hvad jeg havde brug for.

Så det at jeg havde brug for noget, vendte han om til at være et angreb på ham. En helt igennem umulig situation.

Mine venner holdt jeg op med at invitere hjem. Det blev for besværligt. Jeg kunne ikke overskue at tilgodese hans behov samtidig med at jeg skulle være sammen med venner. For han gav tydeligt udtryk for i hans kropssprog, at han var utilpas når de var der. Når jeg konfronterede ham med det, insisterede han på, at der ikke var noget i vejen. Ergo måtte det jo være mig, der var noget i vejen med.

Vi fik dog et vennepar, som vi kunne ses med. Et par han kendte. Kvinden inviterede mig til en event for kvinder, som var en tradition og som holdes en gang om året. Jeg var smigret over at blive inviteret og så muligheden for at udbygge mit netværk. Fantastisk. Han skulle også nok køre mig derhen, så jeg kunne drikke uden at skulle tænke på at køre. Kort før eventen blev han udsendt med jobbet omkring 10 dage – han hadede at være udsendt. Han kom hjem dagen før eventen. Han insisterede på at jeg da ikke kunne tage af sted, når han lige havde været væk. Jeg måtte da kunne forstå, at den prioritering var helt gal. Jeg holdt fast og det blev en helt forfærdelig aften. Jeg kunne ikke tænke på andet end at han var rasende derhjemme. Når nu det var min opgave at holde ham glad, så var situationen forfærdelig. Også selvom jeg vidste, at jeg gjorde det som var bedst for mig.

Børnene kom hver anden weekend, men der blev også byttet meget rundt. Jeg blev aldrig spurgt hvad der passede mig og det blev forventet at jeg var hjemme. Fra starten af forholdet gjorde jeg det klart, at han ikke kunne forvente at jeg var hjemme altid, når børnene var der. At det var hans børn og hans ansvar. Alligevel blev det sådan, at jeg skulle sørge for mad og deltage i de aktiviteter han og børnene havde. Han var tydeligt utilfreds, når jeg skulle noget andet.

Det frivillige arbejde, som jo var vores fælles passion begyndte at blive et problem. Vi vidste fra starten at der kunne blive udfordringer, fordi vi repræsenterede modsætninger i det frivillige arbejde. Men problemerne opstod i takt med, at jeg ikke valgte mit frivillige arbejde fra for at være mere sammen med ham og børnene. Jeg fortsatte mig liv som før. Han begrænsede sit arbejde og var til langt færre møder. Han insisterede på, at han ikke havde ændret noget.

Få måneder efter vi havde mødt hinanden, blev jeg pludselig fyret. Det er en voldsom oplevelse at blive fyret og man har virkelige brug for at blive mødt med forståelse og for at få talt om det. Det var rigtig svært at finde plads i vores forhold til de følelser, der følger med en fyring. Jeg kunne ikke blive fritstillet, så jeg mødte dagligt op til en arbejdsplads, som jeg var blevet vraget fra og som jeg ikke skulle være en del af fremadrettet. Det var rædselsfuldt.

Heldigvis fandt jeg mig hurtigt et rigtig godt job. Et job som landsdækkende rådgiver, som gav mig endnu mere tid væk hjemmefra. Det passede ham ikke, men det passede ham fint, at jeg kom til at tjene mere.

Han interesserede sig ikke meget for mit arbejde. Min illusion om at drøfte fælles interesser og oplevelser fra dagens arbejde over et glas vin, kom ikke til at ske.

Da vi skrev sammen i starten, fangede jeg hurtigt en bemærkning om at han gerne ville drikke et glas vin med mig. Det gjorde jeg fordi det at kunne dele en flaske vin er indbegrebet af hygge for mig. Det viste sig, at han ikke drikker vin. Han kan ikke styre det, så han kan ikke nyde et glas vin. Han drikker for hurtigt og bliver meget fuld. Det er der ikke meget hyggeligt i.

Selv drikker jeg gerne et glas vin – også en hverdagsaften. Det så han meget skævt til. Jeg har tidligere boet med kærester, som ikke drak vin, så jeg har lært mig, at jeg sagtens kan tage et glas vin alene. Det holdt jeg op med, for alene måden han så mig på, når jeg hældte vinen op, gjorde mig ubehageligt til mode.

Til gengæld drak han gerne øl. Og senere viste det sig, at han også drak mere og oftere end jeg var klar over. Det var ikke mig han drak med. Det var typisk vennerne. Altså nye venner fra lokalområdet, som han hurtigt faldt i tråd med. I hvert fald de af dem, der godt ville drikke øl med ham. Han blev også rigtig gode venner med min ex kæreste. Vennerne mødtes typisk når jeg ikke var hjemme. Så der kom og gik mange i mit hjem, når jeg ikke var der. Det vidste jeg ikke.

Senere har jeg fået fortalt hvem der kom der. Det forekommer mig stadig besynderligt, at det ikke faldt ham naturligt at fortælle, at der havde været gæster, når jeg kom hjem.

Ind i mellem blev det svært for mig at trække vejret der hjemme. Der var ligesom ikke rigtig plads til mig. Et fristed blev hos min far på plejehjemmet. Her kunne jeg være mig og have følelser og drøfte alverdens ting. Og her blev jeg mødt af kærlighed og forståelse.

Min far døde pludseligt. Det var en meget stor sorg. Også disse store følelser kunne heller ikke rummes i vores fælles hjem. Børnene kom og jeg kunne ikke komme til at være ked af det. Han tog ikke hånd om mig eller om noget.

På dette tidspunkt havde jeg flere gange tilkendegivet, at jeg ønskede at vores forhold skulle stoppe. Jeg havde bedt ham flytte. Når jeg spurgte ham om han ikke kunne høre hvad jeg sagde, svarede han; jo, men du hører jo ikke hvad jeg siger. Og så kom vi ikke videre.

På et tidspunkt fik jeg nok. Situationen var absurd. Jeg kørte rundt med min fars gravsten bag i bilen, som jeg havde hentet hos bedemanden og var hos flere veninder og græd og græd, for nu skulle det slutte.

Da jeg kom hjem fik han vendt alting på hovedet og jeg anede ikke hvorfor jeg ikke holdt fast. Så vi fortsatte. Veninderne begyndte at blive trætte af at høre på mig, for jeg gjorde jo ikke alvor af det alligevel.

Derfor holdt jeg op med at fortælle om hvad der foregik og herfra gik det kun ned af bakke.

Alligevel besluttede jeg kort tid efter at jeg skulle købe min ex ud af gården, så vi kunne flytte ind. Jeg havde ikke tidligere overvejet den mulighed, da jeg ikke kunne overskue alt det der skal gøres. Men når vi var to var det fint og min ex var lettet over at kunne komme videre med sit liv.

Samtidig var gården stedet med historien – også om min far, som havde boet i aftægtsboligen. Min far elskede stedet og solcellerne var en gave fra ham. Det gav på mange måder god mening.

Da vi flyttede ind på gården ændrede han sig. Nu skulle vi have endnu flere dyr. Vi skulle have ænder, gæs, flere høns og får. Og også nogle kalve. På min regning naturligvis.

Selvom jeg fra starten havde sagt, at det var ok med dyr, bare jeg ikke skulle passe dem, så endte jeg alligevel med at skulle tage mig af det hele, når han var udsendt med jobbet.

Det blev meget konfliktfyldt, når jeg sagde fra.

Han opførte sig om alt var hans eget.

Han blev uvenner med min ex kæreste. Det var en mærkelig situation. Jeg fik at vide, at det også bare var min ex der var mærkelig og det var svært for mig at gennemskue, hvad der foregik. Efterfølgende kan jeg se, at han beskyldte andre for ting han selv gjorde. Når han f.eks. havde travlt med at en af vennerne lagde an på en nabokone, så har det efterfølgende vist sig, at det var ham selv. Når han fortalte hvor meget en af vennerne drak, så var det ham selv og der er mange flere eksempler som dem. Det betyder at jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at min opfattelse af virkeligheden skal revurderes komplet og at jeg aldrig finder ud af, hvad den sande historie er.

Da jeg igen forsøger at få ham til at flytte, angriber han mig med, at jeg smider alle på porten. Nu har jeg smidt naboen ud (aftægtsboligen var udlejet til mine tidligere svigerforældre), jeg var i mellemtiden blevet direktør i den virksomhed jeg blev ansat i og talte om at afskedige en medarbejder, og nu ville jeg så også have ham ud. Det ramte mig, fordi jeg ikke tænker jeg er sådan en person, som han skitserer. Samtidig begyndte han i høj grad at bruge børnene som våben. At jeg ville gøre det imod dem. Og overbeviste mig om, hvor meget jeg betyder for særligt den store af drengene.

Børnenes mødre havde han ofte konflikter med og han var i statsforvaltningen til møder med begge mødre. Da jeg selv er opvokset med massive omsorgssvigt, blødte mit hjerte for børnene. Dem ville jeg gå langt for.

Det var derfor først da jeg en weekend hvor børnene var der, blev udsat for at få hældt mad og drikke ud over mig i soveværelset, at jeg får sagt fra. Vi diskuterede intenst og bølgerne gik højt. Jeg låste soveværelsesdøren for at være i fred, men han brød den ind. Kort efter en sådan voldsom epsiode, gik han ned i køkkenet og spillede spil med drengene. Han postede den glade familieidyl på facebook, mens jeg var oven på i soveværelset og oplevede det hele som et massivt overgreb.

Jeg holdt fast og bad ham flytte. Først var jeg hensynsfuld og lod ham blive halvanden måned, da den store af drengene skulle konfirmeres. Jeg var ikke meget hjemme den følgende uge og weekenden efter var jeg i Kbh, hvor jeg overnattede hos min søster og svoger. Jeg fortalte hvad der var foregået og de var dybt rystede. De var klar over, at han var speciel, men at det var så galt, det havde de ikke kunnet se.

Vi så en del til hans familie. Vi havde flere konflikter om hvorvidt jeg var forpligtet til at deltage i familiearrangementer. Jeg endte flere gange med at blive syg, når vi skulle afsted. Min familie som nu kun bestod af min søster og svoger og deres børn, dem syntes han var for meget, for larmende. Så det begrænsede mig i at se dem.

Min søster og svoger anbefalede mig at flytte væk indtil han var flyttet. Det tog mig en time at finde et sted at være, hvor jeg kunne have begge mine hunde med. Det gik op for mig, at det ville han jo også kunne, så hvorfor var det lige jeg havde givet ham halvanden måned til at flytte, mens jeg skulle flytte fra mit eget hjem?

Den næste uge blev voldsom. Jeg blev bange for ham, men fik ham til at flytte. I dag fortæller han alle, at han fik 24 timer til at flytte. Han havde allerede fået noget at bo i samme weekend som jeg flyttede, har jeg siden fået at vide.

I processen havde jeg venner og familie, som løbende fortalte hvilke forholdsregler jeg skulle tage. Som f.eks. at skifte låse. Hver gang de nævnte sådanne forholdsregler, kunne jeg slet ikke se det var nødvendigt. Men det var der jeg endte hver gang alligevel. Jeg havde sågar kontakt til politiet fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg ellers skulle få ham til at flytte. Det var som at være med i en film, alt føltes meget uvirkeligt og meget, meget fjernt fra hvad jeg nogensinde kunne forestille mig skulle ske for mig.

Han har valgt at flytte til en ejendom mindre en to km væk og er derfor en del af det lokale naboskab. Det er meget grænseoverskridende, så jeg håber at rygtet om at han ikke betaler sin husleje og snart bliver smidt ud er rigtige. Først da kan jeg helt få ro og komme videre i mit liv.

__________________________

Skriv gerne en kommentar til gæstebloggeren herunder:

Dette indlæg blev udgivet i Gæsteblogger og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.