Gæsteblogger: Tvunget Nærhed

ADVARSEL: Dagens indlæg handler ikke om narcissisme, men om psykisk og fysisk vold i et parforhold, begået af en psykisk ustabil partner, der i sit umættelige behov for fysisk kontakt overskrider kærestens grænser og bliver personfarlig. 

_________________

Dagens gæsteblogger fortæller:

Som del af min egen helingsproces efter mødet med en narcissist eller psykopat (ved ikke præcis, hvad han er), vil jeg gerne fortælle min historie.

Vi mødte hinanden på en datingside. Vi skrev sammen og vi fandt hurtigt tråden med mange lighedstegn, og han havde en utrolig evne til meget detaljeret at besvare eller kommentere. Jeg fik fornemmelsen af at være vigtig og spændende.

Vi mødtes og sad i hans bil, snakkede og gik små ture. Han holdt min hånd og fortalte at han havde en evne til at kunne mærke et menneske igennem berøring og at det føltes rigtigt med mig. Jeg fandt en seddel i hans bil, hvor han havde noteret flere udtræk fra vores samtaler og korrespondancer. Han slog det hen med en ligegyldig bemærkning.

Vores samtaler på de første dates blev efterhånden mere og mere fokuseret på hans ekser, på, hvor uretfærdigt han igennem alle sine forhold var blevet behandlet, og hvordan de hver især havde haft psykiske eller alkoholiske udfordringer. Ingen af dem havde haft ordentlig indsigt i børneopdragelse, hvorfor børnene var særlig tæt knyttet til ham (også hans egne).

Hans første besøg hos mig var med blomster og stor charme. Udover at min bolig lige fik en gennemgang af hvor dårligt håndværk det var lavet med, og at han kunne fortælle, hvordan det burde været lavet.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle besøge en veninde, der boede i en anden by. Han var meget interesseret i alle detaljer, og ville høre, hvornår jeg kørte. Vi boede i hver sin by, han og jeg. Alligevel så jeg ham tilfældigt stå gemt ved en tankstation ved en helt 3. by, hvor han vidste, at jeg ville køre igennem. Han opdagede mig ikke, men jeg konfronterede ham med det. Igen, ligesom med sedlen i bilen, blev det afvist og latterliggjort…!

Han besøgte mig efterhånden regelmæssigt og tog hurtigt ekstra tøj og sager med, som han meget bestemt mente skulle være der, selvom jeg ikke helt kunne se behovet, når han nu stadig boede i den anden by, hvor hans søn stadig boede. Det virkede ikke vigtigt for ham at tilbringe særlig meget tid med sin søn og heller ikke sit andet barn, som boede hos sin mor i endnu en anden by.

Dagen kom, hvor han lagde det op til mig, hvorvidt han skulle finde sig en ny bolig eller flytte ind hos mig. Der var nu gået et par måneder efter første fysiske møde. Godt nok fik jeg indsigelser ift. hans boligsituation, men det lå tydeligt imellem linjerne at det ville være et godt svar, hvis jeg inviterede ham til at bo hos mig. Ellers ville afstanden i dagligdagen være for stor. Desuden havde han i mellemtiden opsagt sit job, og fået et nyt i min by. Så han flyttede ind.

Om natten når jeg vågnede for at gå på toilet, stillede han sig konsekvent op i gangen når jeg kom tilbage, for at kramme mig i lang tid inden jeg kunne gå tilbage i min seng. Hvis jeg ikke gjorde det, blev han meget fornærmet, og der blev en dårlig stemning.

Kom jeg lidt senere hjem (15 minutter) end forventet om aftenen, hvor jeg havde været afsted til en fritidsinteresse, oplevede jeg at have fået flere sms’er med opråb og bebrejdelser om, hvorfor jeg ikke kom hjem, at jeg ikke kunne være bekendt at være sådan…. Næste dag konfronterede jeg ham med beskederne. Han forsøgte på en særdeles myndig facon at retfærdiggøre dette. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville kontrolleres af hverken ham eller andre. Jeg sagde, at jeg ville have en pause. En beslutning som jeg havde det rigtig godt med. Han brød omgående ud i et orgie af tårer og sagde, jeg ved godt hvad det betyder… i det samme kom min søn, men han så ingenting. Jeg gik ud og trøstede min kæreste, som dermed blev boende med lovning om, at det ikke ville ske igen.

Alle de punkter som jeg i min datingprofil havde understreget, var vigtige for mig i et parforhold, at min partner skulle have: egne fritidsinteresser som skulle være vigtige for ham at bruge tid på, ligesom jeg havde mine. Vigtigt at vi ikke sled lårene af hinanden og at jeg havde albuerum. Alle disse punkter var fuldstændig de samme som han lagde utrolig stor vægt på. Han gik til boksetræning, styrketræning og var ude på rigtig mange vandreture med rygsæk. Sjovt nok gjorde han aldrig noget af dette, når han var hos mig inden vi flyttede sammen. Men så havde han selvfølgelig heller ikke lige sin rygsæk med. Da vi boede sammen, var han for træt pga. det fysisk krævende job han havde, samt at han stod så tideligt op… Jeg ændrede ikke mine vaner!

Når vi var ude at gå, sad i sofaen, besøgte min familie eller venner, skulle vi holde i hånd hele tiden. Hvis jeg ikke ville det, blev han tydeligt fornærmet, og kunne finde på at gå.  Hans egen familie ønskede iflg. ham ikke at se ham, eller også var de ifølge ham ikke værd at besøge. Venner havde han et enkelt hold af, som han også præciserede både drak og var psykisk ustabile… noget var der altid galt med dem. Hans eneste ven boede langt væk, og ham talte han ofte i telefon med – men aldrig i andres påhør.

Han ville holde om mig hver eneste gang jeg gik forbi ham. Jeg kunne ikke klare det mere og blev hysterisk når han ikke accepterede at lade være. Han holdt mig fast indtil jeg faldt ned igen. Det føltes fuldstændig som et overgreb og skete ofte.

Det kulminerede med, at han en aften da vi skulle sove, ikke fysisk ville lade mig være i fred. Jeg gik til sidst ind på et andet værelse for at få fred til at sove. Han gik efter mig, ville trække mig ind i sengen, bære mig derind. Han ville ikke finde sig i, at jeg skulle sove der. Jeg skubbede ham til sidst væk. Gik forbi ham, ind i soveværelset og pakkede en taske med melding om, at jeg havde fået nok. Han spurgt mig, om jeg havde tænkt mig at tage ned til mine børns far. Jeg havde ikke overvejet hvad jeg egentlig ville, men sagde ja.  Så gik han  ud af soveværelset, kom tilbage, lukkede stille døren efter sig med et fuldstændig udtryksløst udtryk i ansigt og øjne. Han lukkede vinduet.
Jeg blev nervøs, og spurgte, hvad han lavede. Med en bevægelse trak han en kniv frem fra sine underbukser, svingede mig om på sengen, ved med en hurtig bevægelse at feje benene væk under mig. Sprang ovenpå mig. Fikserede mine arme med sine ben. Holdt kniven bagved sig, mens han stortudede på samme måde som da jeg i begyndelsen af vores forhold sagde, at jeg ville have en pause.

Han sagde:
“Du skal ikke være bange, du kommer ikke til skade.” Mit hjerte hamrede, jeg var rædselsslagen og forestillede mig hvert minut, at jeg fik kniven i min brystkasse. Jeg turde ikke tage blikket fra ham. Han sagde, at det var ham selv som ville komme til skade. Jeg skulle ikke følge efter ham og ikke kontakte politiet. Jeg skulle love at give hans sønner de og de ting, som han remsede op.
Efter en times tid, ud af omtrent to timer i alt, skiftede han igen til det udtryksløse ansigt og nu skulle jeg fortælle, hvorfor jeg havde drevet ham derud. Han kunne nævne adskillige episoder og datoer, hvor jeg havde sagt eller gjort noget, som han altså nu ville have en forklaring på. Jeg kunne sket ikke huske noget af det han spurgte om, og kan det stadig ikke. Han fortalte mig, at han aldrig havde åbnet sig for nogen på samme måde som overfor mig.

Jeg husker ikke så meget mere af det han talte om, udover at jeg løj og sagde, at jeg troede at jeg var gravid, hvilket jeg vidste at jeg ikke var. Han havde imellemtiden fået krampe i benet, og lå nu ved siden af mig, stadig med benet over mig. Han regnede roligt ud, hvornår jeg sidst havde haft menstruation, hvilket han havde meget bedre styr på end jeg, og konkluderede stille, roligt og bestemt at det var jeg ikke.
Han mærkede på mit bryst for at mærke mit hjerteslag, og bad mig om at slappe af, da der ikke ville ske mig noget. Det føltes som om han mærkede efter, for at finde præcist det sted hvor kniven skulle ind.
Han lugtede til min mund og sagde, at han kunne lugte Metallugt, som han selv havde da han som barn var rædselsslagen for sin far, som mishandlede ham fysisk og psykisk.

Endelig slap han sit tag. Ville gå, for han havde jo en plan om at gøre noget ved sig selv. Han gav mig et tidspunkt for, hvornår jeg måtte ringe efter politiet.
Jeg fik ham overbevist om at blive, mest af alt for at jeg vidste, hvor han var. Det værste jeg lige i situationen kunne forestille mig, var at han skulle komme tilbage mens jeg sov…. Under normale omstændigheder ville jeg have ladet ham gå, ringe til politiet og få nogle til at få os væk.
Men jeg gik i en anden overlevelsestilstand.

Næste dag var det som om intet var hændt. Han nåede lige at fortælle, hvad han ville købe til aftensmad inden vi skiltes. På arbejdet brød jeg sammen. Min chef sørgede for en krisepsykolog, jeg ringede til min kæreste for at fortælle ham det. Han startede med at fortælle, hvad vi skulle have at spise, og hvor lækkert det ville blive. Jeg afbrød ham og fortalte, at jeg skulle til krisepsykolog. I selv samme sekund, brød han sammen i gråd og sagde, “åh nej, åh nej ikke det.” Og så blev røret lagt på.

Han ringede efterfølgende flere gange for at fortælle, at han havde skåret i sig selv, at det var for sent, at han var et sted, hvor ingen kunne finde ham, at han havde ringet til sin familie og taget afsked.

Jeg fik en kollega med og kørte ned til vores bolig. Døren var låst.
Han kom ud til vinduet på 1. sal, græd voldsomt, havde vidskestykke om armen og kiggede kun på mig. Når min kollega talte til ham, blev han hård, ændrede stemmeleje til dyb stemme og svarede hende. Vi ringede til politiet.
Politiet kom, sparkede døren ind og fik ham med ud. Ambulancen stod klar, men han nægtede at tage med uden mig. Jeg var virkelig bange, ikke mindst for at han skulle overfalde mig eller gemme en kniv i vidskestykket.
Jeg tog med, kørende i min egen bil mens han var med ambulancen.

Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i 2 dage. Sidste dag skulle jeg hente ham. Han stod og kiggede ud af vinduet da jeg kom. “Er du klar?” spurgte jeg ham. Han vendte sig med det samme om med et kæmpe smil og sagde ja.

Jeg flyttede ned til mine børns far, og han blev boende med alle mine møbler, da han ingen steder havde at tage hen, sagde han. Da dagen kom, hvor han skulle flytte, havde han arrangeret en flyttebil en time tidligere end vi havde aftalt, da jeg også skulle have mine møbler og ting ud. Han var igang med også at flytte mine ting med sig, men forklarede straks at det var en fejltagelse.

Der gik 1,5 år mere inden kontakten imellem os var afsluttet. Hele vejen igennem var jeg i mine følelsers vold, både ikke at kunne undvære ham og ikke at ville ham. Jeg så mig hele tiden over skulderen og sov meget let. Han måtte ikke være sammen med mine børn og jeg ville ikke ses med ham, men jeg kunne ikke undvære ham. Han var jo det mest nærværende, kærlige, charmerende, lydhøre som jeg nogensinde havde mødt.
Men jeg var/er samtidig så bange for ham, bange for hvornår det slår klik næste gang, bange for, hvor han er, når jeg ikke har kontakt til ham.

Og lige præcis det med at blive ekstra utryg, når vi ikke havde kontakt, eller når jeg ikke vidste, hvor er han, eller hvad han nu kunne finde på… Det holdt mig tilbage fra at slippe ham helt.

Jeg fandt også ud af, at han løbende havde kontakt til andre kvinder undervejs og endelig brød al kommunikation imellem os, da han havde fundet sig en ny kæreste. Vi havde ikke været kærester i et års tid på det tidspunkt, men havde haft lidt usund kommunikation indtil 2 måneder forud for hans nye kærestestatus.

Det, som er meget mærkeligt for mig: Hvorfor skyller alle følelserne ind over mig nu… hvorfor NU ???
Jeg gider dem ikke, de driver mig over mod at have lyst til at kontakte ham, hvilket jeg ikke gør!!! Men hvorfor har jeg det sådan. Det er som depression, sorg, ensomhed. Øv

-Anonym

Dette indlæg blev udgivet i Gæsteblogger og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Gæsteblogger: Tvunget Nærhed

  1. Maria skriver:

    Skrækkelig skrækkelig oplevelse, som sætter dybe spor..
    Og ja, det giver ingen mening, at det er dem der kommer hurtigst videre, og vi sidder tilbage og føler os forladt.
    Men de har ødelagt meget i én, så man slet ikke har lyst til at være i et forhold igen…
    De ødelægger der/os, men de kommer videre med deres nye liv og kæreste.
    Det har de ikke fortjent, og det burde være omvendt.. VI har fortjent at komme videre og få det godt igen.
    Det andet er ikke spor fair 🙁

    Håber du er ok ❤❤❤

    Kram fra mig.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.