Til alle mødre på mors dag

I dag er det at være mor, en livsrolle, der kræver evnen til at stå fast i sig selv og i sine valg, for samtidig med, at det er den mest almindelige rolle, vi som kvinder har, er det også en rolle, der ofte er udskældt. Ikke fordi man er mor, men på grund af måden, man er mor på.

Der går næsten ikke en dag, uden at man kan læse, hvordan mors valg om dit eller dat er skadeligt for afkommet på den ene eller den anden måde. I denne uge var det således en mors valg om at bruge en gå-sele til sit barn, der vakte røre i vandene.

(http://www.information.dk/496538 – se især kommentarerne)

For noget tid siden var det kvinders valg om at blive mødre alene, eller blive mødre i en sen alder, eller i en tidlig alder, der var under kritisk lup.

Når vi så har fået børnene, får vi at vide, at de ikke må være i institution, imens vi ordner indkøb, og måske får os et pusterum fra de krav vores børn stiller (og som vi gerne vil opfylde, for det er okay, at de stiller krav, men vi skal også lige kunne følge med selv), for det svarer jo til, at vi slapper af og drikker latte med veninderne, imens børnene går glip af den vigtige moderbinding.

Vi skal også være klar til at tage imod kritik, når vi er fuldstændig segnefærdige efter en hård uge, der kører på milimeterlogistisk planlægning, for vi kan jo ikke blæse og have mel i munden. Men hvordan er det lige, at vi skal forsørge vores børn, hvis ikke vi arbejder ved siden af? Ikke alle har den luksus at have en partner med en indtægt, der kan forsørge en hel familie. Nogle af os har faktisk ikke en partner.

Samtidig hører vi, at der skal fødes flere børn, hvis ikke Danmark skal gå nedenom og hjem om et par årtier, fordi der kommer til at mangle folk til at bære velfærdssamfundet.

Oveni det, er der hele den psykologiske udskælning:

Hvis du er for meget sammen med dit barn, hæmmer du barnets udvikling.

Hvis du ikke er nok sammen med dit barn, hæmmer du barnets udvikling.

Hvis du ind i mellem bliver vred, skal du huske at du kun må sige at du er vred, for Gud forbyde, at dit barn skulle opleve følelsen vrede – nej, vi skal tale om de negative følelser og vise de positive.

Du skal også huske, at du ikke må rose, men kun anerkende og spejle barnets tilstand.

Og Gud forbyde at du skulle komme til at vække dit barns skamfølelse, for det er nærmest det aller aller værste du kan gøre ved barnet. Hør lige: Skam er en medfødt følelse, der har til hensigt at lære os at tilpasse os flokken, så medmindre du konstant fortæller dit barn at det skal skamme sig over sin eksistens, er det altså okay at sige, at han ikke skal rende rundt med bar numse når der er gæster, også selv om han føler sig forkert. For der er nogle ting, der i vores samfund er forkerte, sådan er det at leve i flok. (Hvis han levede i en stamme et sted, hvor bare numser er normen, er det selvfølgelig skudt ved siden af at bede ham dække rumpetten!)

Anyway. Ikke mere om numser.

Det er med andre ord blevet en forvirrende rodebunke af skyldfølelser at være mor. For selvfølgelig vokser mors tvivl på egen formåen, når vi nu igen kom til at gøre det der, som vi har fået at vide kan ødelægge det lille menneske, vi har ansvaret for. Så vi siger ikke noget. Holder det hemmeligt. Skammer os over at være dårlige mødre, og isolerer os.

Det er da helt hen i vejret. Og synd for både børn og mødre, for det her skulle være den gode tid. Sagde de. Altså inden vi fik børnene, og vi så åbenbart får at vide, at vi ikke kan finde ud af det alligevel.

En afstikker til de varme lande

Som nogen af jer ved, har jeg et ben i den arabiske verden, og imens der også er en masse ting, der ikke fungerer der, så er der noget vigtigt at hente i måden at være mor på.

For her har mor et netværk af andre kvinder omkring sig, der både kan komme med (ind imellem dårlige, men ikke desto mindre) råd, der er afsendt i kærlighed, fordi de kommer fra familiemedlemmer, og ikke fra en bog. Her har hun mulighed for at være sammen med sit barn, uden at barnet gøres til “projekt,” fordi barnet er en del af familien, istedet for at være fokus for familien. Hun hviler mere i sin rolle som mor, fordi hun erkender, at hun nogle gange begår fejl, men samtidig er hun omgivet af andre, der også begår fejl, og børnene, ja, de klarer sig på en eller anden måde alligevel, og bliver til voksne, der ikke er skadede af deres barndom, der er foregået uden at mor har læst en eneste bog om børneopdragelse.

Samtidig er arabere (i hvert fald der, hvor jeg kommer fra) meget kærlige. De føler en helvedes masse og man er ikke i tvivl om, at man er elsket af mor og resten af familien, selvom man bliver irettesat eller direkte skældt ud ind imellem.

Den arabiske metode er selvfølgelig ikke den optimale opskrift på moderskab, fordi der også er mange ting, der ikke fungerer, men måske skal vi lade være med at lede efter den optimale opskrift, for den findes ikke og bare tage essensen ud af det, vi kan mærke virker, og lade det vi tror og får at vide er det rigtige, fare.

Tilbage i det danske

Jeg kan huske, at jeg selv, da min datter var cirka 6, anerkendte og spejlede i et væk med “nåhh, du er ked af det” eller “ihh, hvor ser det ud til, at du har det sjovt med at tegne den tegning” indtil hun en dag kiggede på mig, og med slet skjult overbærenhed sagde:”Mor, hvorfor kan du ikke bare fortælle, hvad du synes?”

Hun satte altså præcise ord på, at hun havde brug for at mærke mig, ikke at få at vide, hvordan hun havde det, for det vidste hun udmærket godt selv, og det satte en masse velmenthed i perspektiv for mig, for ja, jeg læste også alle bøgerne, lyttede til al kritikken og alle eksperternes råd, men i sidste ende handler det om, hvad der foregår i relationen imellem hende og mig, og hvordan jeg viser hende mine følelser, samtidig med at jeg tager ansvar for dem, og for relationens kvalitet.

Det gav mig en fuldstændig uventet lettelse at få at vide, at det hun allerhelst ville have ikke var en “morekspert” men en mor, for jeg kunne ikke leve op til samfundets meget modsatrettede og forvirrende krav om, hvordan man bedst er sammen med sine børn, og det amputerede den del af mig, der spontant i dag udbryder “AHHH, hvor er du bare sjov” eller “Jeg synes, du skriver sjusket, det skal du skrive om” uden at være bange for, at jeg har defineret og skadet hende med mit “du” og min mening.

Og det, kære mor og datter, er det, som jeg håber du tager med fra dagens indlæg: At det er samværet og kærligheden, der skal blomstre imellem jer, for alt det andet skaber stress, unødige konflikter, samt en følelse af aldrig at slå til, og det fjerner fokus fra de kærlige følelser, for med stress i blodet kan ingen af os være fuldt ud tilstede i vores kærlighed til de der små fantastiske mennesker, vi har sat i verden.

Så i dag, mor, håber jeg du gi’r fløjten i råd og regler, og i stedet læner dig tilbage og giver dig selv et skulderklap for, hvor fantastisk du klarer den. Og hvis du mangler bevis, skal du såmænd bare lige tage fat i dit barn, og give det et kram, så mærker du med garanti, at det du gør, er mere end okay.

Glædelig mors dag.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Forældre og Børn og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.