Det Provokerende Offer

En af de mest manipulerende måder at krænke på i et forhold, er at tage offerrollen og provokere den anden part til at miste besindelsen.

Som manden, der bliver ved med at prikke til konen med små spydige stikpiller indtil hun får nok og flipper ud på ham, hvortil han så svarer “Hvorfor behandler du mig så dårligt? Jeg har ikke gjort dig noget!”

Denne form for manipulation er for langt de fleste meget svær at stå fast overfor, fordi krænkeren, der tager offerrollen, ikke er villig til at se på sin egen opførsel overhovedet, men i stedet har travlt med at pege fingre ad den anden med bortforklaringer, der fjerner fokus fra hans modbydelige opførsel.

Hvis du er involveret med et menneske, der synes at din opførsel er uacceptabel og det er synd for ham/hende, kender du givetvis også til følelsen af frustration og irritation over, at du ikke kan komme på banen med nogen form for kritik af din partner uden at det ender i et personligt angreb på dig – også selv om det du giver udtryk for, kan være et reelt afsavn, der i et sundt parforhold ville blive set som et oplæg, man kunne tale om og måske indgå kompromis omkring. Et eksempel på hvordan det går galt er kvinden, der er træt af, at forholdet folder sig mest ud i sengen og som savner at blive behandlet som andet end dynepartner. Det øjeblik hun antyder at hun savner en anderledes opmærksomhed fra ham, går han i forsvar og angriber hende med et “Du skal ikke lægge den over på mig, for du kan bare bede om det du gerne vil have” og så lukker han af i fornærmet sårethed, selvom hun jo netop forsøger at fortælle ham, hvad hun gerne vil have, og der er ingen veje ind til ham, han er lukket land, indtil hun stryger ham med hårene og censurerer sine behov.

Test dig selv

Hvis du er usikker på, om du er i et parforhold med en krænker, der tager offerrollen og manipulerer med dig, kan du teste dig selv her – siger du ja til bare en, er der sandsynlighed for, at du er den type forhold:

  • Har du nogensinde haft en svag fornemmelse af at han skjuler et hånligt smil, når han har fået dig ud over kanten?
  • Holder han følelsesmæssig afstand fra dig, når du selv spinner ud af kontrol?
  • Afholder han sig fra at hjælpe dig/jer tilbage til et fælles trygt standpunkt?
  • Er han overfølsom overfor alt, hvad han tolker som kritik?
  • Er han mere optaget af at virke som den fornuftige end af at indgå kompromiser?
  • Er dit parforhold defineret af ham og hans behov?
  • Er der en klar ubalance i jeres forhold, hvor du defineres som den onde/dumme/hysteriske/lede og han som den gode/tålmodige/rare/kærlige? Og føles det som om du ikke har været med til at definere den fordeling?
  • Føler du dig ofte forvirret når I skændes, fordi du ikke helt kan forstå hvordan det, du gerne ville tale om kan afstedkomme så voldsom et skænderi?
  • Føler du dig misforstået og får du ikke lov til at forklare dig?
  • Begynder han at tale om din måde at sige tingene på i stedet for indholdet, når du har fat i noget, han ikke kan snakke sig udenom?

Ser du, at han krænker dig, men gemmer det bag et forsøg på at definere dig som krænkeren, har du at gøre med en af de sværeste krænkertyper, fordi de mangler en basal selvindsigt og refleksionsevne, og derfor ikke erkender, at de krænker.  I stedet fastholder de deres egen sort-hvide version af virkeligheden, hvor de er uskyldige ofre for andres ondskab.

Et forhold til sådan et menneske er ofte dødsdømt på forhånd, fordi du ikke kan “vinde” dem over, du kan ikke få opfyldt dine behov, og de ønsker ikke at udvikle forholdet ud over deres egen behovstilfredsstillelse. De møder dig med et “Du vidste hvem jeg var, da du mødte mig, så du skal ikke lave mig om” som tydeligt afspejler deres stivnede og egoistiske måde at være i forhold på, hvor der ikke er plads til fælles udvikling af drømme og mål, der giver plads til begge parter.

…Og er du i sådan et forhold, skal du passe godt på dig selv. Rigtig godt.

Kærlig hilsen, Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 Responses to Det Provokerende Offer

  1. Karina Hamann skriver:

    Dette indlæg har været en stor hjælp for min indsigt og værdien af denne øjenåbner er større end min pengepung rækker… Jeg takker ydmygt.

  2. Maria skriver:

    Et enkelt og meget klart indlæg, der med få, men præcise ord beskriver den person, der vender virkeligheden på hovedet med sine ord og med sin adfærd. Et indlæg, der kan læses igen og igen – tak for det.

  3. Anne skriver:

    Tak for dette indlæg. Det er en redningsplanke i form af gennemborende fakta, som kan hjælpe til at gennemskue en relation, hvor man kan diskutere sig til hudløshed med en partner, som ikke vil tage ansvar for sig selv og egne handlinger og udsagn, men hellere forskyde fokus og argumentation, så du fremstår som den urimelige (og hvor man måske ligefrem skal lægge øre til at blive kaldt manipulerende og krænkende). Av, av, av. Tak for den. Jeg forsøger at holde tungen lige i munden, huske min egen sandhed og finde en smutvej ud og væk!

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.