Sådan kommer du ud af et dårligt forhold – gentrykt!

Dette blogindlæg er et af de mest besøgte indlæg på min gamle blogside “Coptys Blog” hvor der ligger cirka to års blogindlæg du er velkommen til at kigge på. For at gøre dette indlæg mere tilgængeligt, får du det her som en forlængelse af sidste uges “Det Destruktive Parforhold”:

Jeg er optaget af kærlighedsforhold for tiden, fordi jeg synes det fylder min verden hvor jeg end vender mig: En veninde og hendes kæreste venter barn efter mange kriser og flere års forsøg, og nu er de superlykkelige. En anden veninde har et kæresteforhold til en gift mand. En tredje nyder at være blevet skilt for ganske nylig.

Der er mange måder at være i kæresteforhold på, hvor nogle naturligvis er bedre og mere nærende end andre. Og det er netop de “andre” jeg vil tale om i dag.

Jeg har, som de trofaste læsere ved, haft en farverig kærlighedshistorie, men der er dog nogle, der står mere frem end andre. Og nogle af dem, er de svære. Dem, hvor der ikke er reel glæde at finde, men tiltrækningen alligevel var som en intens ild, der løb i årene som et narkotikum, der gjorde at jeg vendte tilbage gang på gang på gang på gang på…get the picture?! Dengang vidste jeg ikke, hvad det præcis var, der skete, men jeg havde altid en fornemmelse af, at der var noget der ikke helt spillede som det skulle. Heldigvis har jeg en mor, der er i besiddelse af en fintunet radar, som hun gerne aflæser højt uden filter, og når hun sagde “Du virker ikke som dig selv mere, Christina, din glæde mangler”, så vidste jeg at det var tid til at stoppe op og kigge mit liv efter i sømmene; men, åh, selvom jeg vidste at det ikke var godt, og at jeg ikke var glad, havde jeg et romantisk håb et eller andet sted i mit hjerte, koblet med en selvdestruktiv side, der gjorde at jeg fandt mig i meget og selv har serveret ret mange ækelheder i ren og skær desperation, frustration og håbløshed over ikke at blive værdsat, forstået, elsket og rummet.

Men det skal jo ikke handle om mig altsammen, så…

Lyder det som meget at forlange at blive værdsat, forstået, elsket og rummet? Så kan det være, at du også er i et forhold, der ikke er godt nok for dig.

Det kan være svært at acceptere at den eneste vej nogle gange er exit. Det kan være svært at tro, at der findes noget andet derude, som er bedre for dig, og tanken om at skulle igang igen, være nærværende, have intimitet, være seksuel, åben og kærlig med en anden kan virke overvældende, uoverskuelig og for nogle, helt umulig. På et tidspunkt havde jeg en klient i terapi, som var i så åbenlyst et fornedrende og psykisk nedbrydende forhold til en mand, at det skreg til himlen om at blive afsluttet. Hun græd sig igennem flere sessioner fordi hun så gerne ville ud af sit forhold til ham, men ikke var i stand til at tage det endelige skridt, fordi han manipulerede hende, og fordi hun ikke havde noget at stå imod med. Tvivlen kom altid ham til gode, ikke hende. Og det er her, det første skridt kommer ind.

“Er du i tvivl, er der ingen tvivl”

Jeg husker denne sætning fra en reklamesøjle på Vesterport Station engang i 1995. På billedet var et par, hun klædt i brudekjole og han i tuxedo, hånd i hånd; Hun havde hovedet lidt på skrå og så på ham med noget, der lignede en smule skepsis. Det var en reklame med staying power, for den sætning rammer ind i noget essentielt, når det handler om valg og værdi. Og det er den sværeste, men vigtigste del af at komme videre, der findes. Hvis du oplever at være i tvivl, så stol på din tvivl. Hvis du tror at der mangler noget, så stol på din tvivl. Hvis du ikke føler dig værdsat nok, så stol på din tvivl. Hvis du ikke er sikker på at I har et fælles grundlag at bygge på, så stol på din tvivl. Hvis du oplever, at I skændes for meget, så stol på din tvivl. Hvis I går fra hinanden en gang om ugen/hver fjortende dag/hver måned osv. så er det rigtigt at der er noget, der ikke er som det skal være. Lad din tvivl komme DIG til gode. For den er et sundhedstegn, om at der er noget, der mangler i relationen for at du kan føle dig elsket og godt behandlet.

Skammer du dig?

Hvis du er nået dertil, hvor du kan mærke at du trækker dig tilbage fra samvær med venner, fordi du både har mistet din glæde, men også føler en vis frygt for at skulle ende i en situation, hvor du endnu engang skal fortælle, at din partner ikke kunne komme, [fordi der er sygdom i omløb/meget arbejde/en anden invitation der skulle ses til] fordi I er uvenner/er gået fra hinanden igen, og du synes det er pinligt eller skamfuldt, så er det endnu et tegn på, at der er noget, der ikke er som det skal være. Det kan også være, at du er meget åben omkring jeres gåen til og fra, men hvis du kan mærke, at du begynder at have svært ved at tage det alvorligt selv, og du begynder at trække på skuldrene eller smilebåndet, når du fortæller dine venner om det, så er der noget, der ikke er som det skal være. Det er ikke meningen at et forhold skal opbygges omkring skamfølelser! Ligegyldigt hvordan du vælger at kamouflere dem.

Er du egentlig glad?

Eller går du omkring og er en skygge af dig selv? Melder du dig på banen eller holder du dig tilbage? Er der en tristhed i dit liv? Eller gør du det modsatte og fylder livet op med formålsløse sammenkomster og events, så du ikke mærker din manglende glæde? Spørgsmålet er, om du synes det er godt nok. Synes du, at du skal leve et liv, hvor du ikke længere mærker rigtig glæde. Hvor du ikke giver dig selv mulighed for at mærke glæde. Hvor du kan mærke at dit hjerte er tynget af spekulationer, tunge tanker eller følelser af værdiløshed. Det er desværre et svært mønster at bryde, men det er muligt, hvis du er opmærksom, står ved dine oplevelser og sætter stikket til dine følelser.

Kan du skelne mellem at opleve og at føle?

Jeg har en klog kollega, der for nylig sagde til mig, at det er vigtigt at vi skelner mellem at føle og opleve. Det giver god mening: At føle, er noget, der er forbundet med vores limbiske system, og at opleve er en kobling mellem vores neocortex og fortolkningen, der sker igennem vores limbiske system og vores neocortex. I lægmandstermer betyder det, at vi skal stole på vores oplevelser og skelne. Hvis nogen manipulerer med os, er det en oplevelse, og følelsen, der er koblet til oplevelsen kan variere, alt efter hvem vi er, og hvordan vi skaber mening. For nogle er manipulationer kære og nuttede, for andre er de et incitament til raseri over oplevelsen af grænseoverskridelse. Det, der er vigtigt i denne sammenhæng, er at du ikke lader sig slå ud af hans/hendes manipulationer og evne til at gøre sig til offer, så du føler dig skyldig, for det er ofte følelsen af skyld, der gør sig gældende med tanker som “Jeg burde også være mere…”, “Måske skulle jeg ikke være så…..” osv. Og ja, der er selvfølgelig nogle måder at være i forhold på, der kalder mere på vækst end andre, men hvis du konstant får at vide, at det er dig, der gør noget forkert og ham/hende, der bare “reagerer”, så skal du holde dig denne skelnen for øje, for du oplever rent faktisk at blive nedgjort – det er ikke “bare” noget du føler.

Der er en vinder og en taber

Hvis du oplever, at der skal være en vinder og en taber i jeres diskussioner, er der ofte tale om manipulation. Det er en hårfin balance, som jeg kommer mere ind på i næste uge, men i denne uge vil jeg kort nævne, at hvis du føler dig gjort til syndebuk for det, der går skævt i din relation uden at der er mulighed for at blive hørt, så må du gøre op med dig selv om du overhovedet oplever den nærhed du har behov for, især når noget er svært.

Fortjener du bedre, eller er det her det bedste du kan få?

Det er så smertefuld en erkendelse at tro at du ikke er mere værd, at jeg ikke formår at få et blogindlæg til at dække sårbarheden og sorgen i det. Hvis jeg sad overfor dig, ville jeg lytte til dig og støtte dig i den smerte det er, at gå med en indre, ofte skamfuld, tro på, at dette er det. At der ikke er mere at stile efter. At livet ikke har det, du har behov for, fordi du ikke fortjener det. At du grundlæggende er forkert. Hvis du har det sådan, er det vigtigt at du ved, at det er en overbevisning, der kan forandres, og at der ikke findes nogen, der ikke er noget værd. Men der findes forældre, kærester og venner, der ikke kan værdsætte dig. Ser du forskellen? Det håber jeg.

Læg mærke til…

Jeg nævner ikke noget om definerende karakterer i dette indlæg, for det handler ikke om en facitliste. Der er selvfølgelig nogle træk, der er åbenlyse, såsom voldelig adfærd, udtrykte trusler osv. men der kan være mange andre, meget mere underspillede måder at være manipulerende og nedladende på, der gør det umuligt at sætte specifikke og målbare variabler op. Og det er her, din egen oplevelse kommer i spil; her, hvor din tvivl og alt det ovenstående er vigtigt. Din partner forandrer sig ikke. Du må gøre op med dig, om du synes det er godt nok for resten af dit liv. Eller om det minder mere om at overleve end at leve. Valget er i sidste ende dit. Hvis du fornemmer at det ikke er godt nok, men gerne vil have hjælp, så kontakt mig på 31 662 993 eller på terapi@christinacopty.dk og hør, hvad jeg kan gøre for dig i din proces.

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 Responses to Sådan kommer du ud af et dårligt forhold – gentrykt!

  1. Du skriver fantastisk. Glæder mig til gensyn i supervisionsgruppen d. 18/04. Kg. Connie

    • Christina Copty skriver:

      Kære Connie, Tusind tak for de søde ord. Det er rart med feedback og især den positive slags:-))
      Jeg glæder mig også rigtig meget til at se dig igen.
      Knus
      Christina

  2. Anita skriver:

    Kære Christina.
    Jeg føler, at jeg har fundet hjem, når jeg læser dine indslag!
    Du skriver så ægte, og på en nærmest magisk facon, får du mig til
    at se lyset… Tusind tak for dig!
    Kærlige hilsner
    Anita

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anita
      Hvor er det en hjertevarmende og dejlig besked at få. Tusind tak, og hvor er det skønt at du ser dit lys og din vej.
      Kærlig hilsen,
      Christina

  3. Maria skriver:

    Kære Christina

    Men det er så svært at komme ud af. Det er jo ikke ligetil.
    Min mor siger at hun ikke kan forstå, at jeg ikke bare går. Men jeg kan ikke. Ikke nu.

  4. a skriver:

    Tak det havde jeg brug for at læse

  5. Mikhael skriver:

    Hej Christina

    Jeg har et spørgsmål, kan man søge for meget bekræftelse , og opmærksomhed i et forhold?

    Du skriver:

    “Lyder det som meget at forlange at blive værdsat, forstået, elsket og rummet? Så kan det være, at du også er i et forhold, der ikke er godt nok for dig.”

    Men kan man søge det så meget at det er destruktivt, altså at man måske føler at man har ikk er noget værd, har et indre tomrum, og ikke føler sig komplet hvis man ikk’ er i forhold, og deraf når man så er i forhold begynder man på en needy måde at søge bekræftelse, opmærksomhed, og at blive elsket?

    Og derefter hvis man ikk føler man får det hele tiden, fordi man får den her tomhed, og en følelse af man ikke er noget værd når man ikk får det, at man begynder at være destruktiv, og sabotere det for sig selv ved at agere – hvilket ord skal jeg bruge – moody/sur/tvær etc. så man skubber den anden væk, og deraf underbevidst kan bekræfte sig selv i at man ikke er noget værd, og så kører det i et ondt loop.

    Hvor at den ene person ikke har mulighed for at gøre den anden glad, før den anden får bearbejdet “tomrummet”, og kan føle sig komplet indeni uden en partner ?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Mikael.
      Det er et komplekst spørgsmål, der ikke lader sig besvare så enkelt, fordi et svar vil bero på en vurdering af dynamikken i forholdet. At være ‘needy’ i et forhold er ikke nødvendigvis et tegn på at vedkommende altid føler et tomrum i sig, men det kan være at vedkommende ikke føler sig set, værdsat og elsket, og at disse følelser er reelle i det pågældende forhold, hvis partneren for eksempel har svært ved at vise og være i kærlighed. Hvis den neediness du beskriver derimod kommer fra et mere konstant sted, kan der være forladthedstemaer osv i spil, som ikke i sig selv er destruktive, men svære for personen at leve med. Og så er der selvfølgelig den mere vanskelige, hvor man som narcissisten kun er optaget af sig selv og konstant vil have den andens opmærksomhed, og hvor en narcissist vil straffen ed afvisning og kulde, hvis han/hun ikke får det, opfyldt hele tiden. Jeg kan derfor med rette ikke give dig et svar, men ift mit eget indlæg, som du hentyder til, mener jeg, at hvis man er i et forhold, hvor man ikke mødes med kærlighed og omsorg, OGSÅ når man har det svært, så kan det være man skal se sig om efter et andet forhold. For ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, og ligegyldigt hvor mange fingre vi kan ønske at pege ad den anden og gøre den anden forkert eller syg, så skal vi altid forholde os til, om vi selv trives i et forhold, og hvis ikke, tage ansvaret på os istedet for at skælde og smælde på den anden for at få den anden til at ændre sig. Den eneste vi kan ændre, er jo som bekendt kun os selv.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.