Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke er interesseret i at kommentere på DanAdopts håndtering af adoptionen, der allerede er kommet under heftig og berettiget kritik.
Det, jeg vil fokusere på, er min vurdering og oplevelse af den barndom Masho træder sine barneben i, samt adoptivforældrenes vej til at spille fallit for åben skærm som kærlige adoptivforældre.
Adoptivforældrene
Gert og Henriette, parret, der adopterer Masho og hendes lillebror, er ikke nok forberedte på, eller klar til at tage ansvar for to børn, der reagerer vidt forskelligt på det kolossale tab og de påtvungne nye livsomstændigheder, de pludselig er i. Ikke engang deres hjem er forberedt på en tre-årigs pilfingre og parret har åbenbart ikke fået hjælp, hverken før eller under forløbet, til at bearbejde deres egne svære følelser i det, og det kommer desværre til udtryk i form af et gevaldigt omsorgssvigt for åben skærm, som de færreste af os har været i stand til at se på uden at have en stærk reaktion på det.
For mig var noget af sværeste at se, hvordan adoptivmoderen reagerede fra første færd, da det gik op for hende, allerede på hotellet i Etiopien, at hun ikke fik to medgørlige børn med hjem, men to børn, der havde lidt det største og sværeste tab af alle: at blive forladt af begge deres forældre. Jeg tænkte mange gange i løbet af udsendelsen på, hvordan det kunne lade sig gøre, at ingen opdagede, at denne kvinde har brug for psykologisk hjælp og støtte til at udvikle basale moderegenskaber og empati, og at de begge, som forældre, havde brug for hjælp til at finde ud af, hvordan de skulle gå fra at være barnløst par til familie på fire med et knips.
Mashos Reaktion
Der er efterhånden en del, der har kommenteret på Mashos reaktion, og det, som jeg lægger mærke til, er at hun reagerer og agerer på den mest naturlige og sunde måde i et miljø hun ikke trives i. Hun er ikke glad, og hun viser at hun ikke er glad. Hun er bange, så hun viser at hun er bange. Hun bliver rasende, og hun viser hun er rasende. Hun savner sin mor, og hun viser at hun savner sin mor. Det kan vist ikke blive mere tydeligt, at der er en lille pige, der reagerer fuldstændigt i overensstemmelse med, hvordan hun har det, og det giver mig et håb om, at hun har formået at bevare sig selv, selv overfor det pres hun har været udsat for, hvor det udtalte ønske var at “hun for helvede bare skal kapitulere.”
Hjælp til Adoptivforældrene
Og jeg kan undre mig igen og igen over at ingen virkelig ser denne her adoptiv mor og giver hende noget hjælp i stedet for at være bange for hende, som manden virker til at være. Det er som om folk omkring hende ikke tør fortælle, hvad de ser og synes, men i stedet stryger hende med hårene, og det er da også tydeligt at hun har et tikkende raseri i sig og et temperament, der sikkert kan stige ret hurtigt, hvis man giver hende modstand, men ikke desto mindre synes jeg, det er synd for hende, og for børnene, at hun ikke bliver mødt med den hjælp, hun så tydeligt har brug for og nærmest skriger efter i sine grimme ytringer som “Hun skal simpelthen bare holde op med det pis der” og “Det er ikke sjovt at få en, lad os være ærlige, en nitte” osv. i den dur, der viser at hun ikke selv har det godt – et menneske der hviler i sig selv og har det godt i livet, udtrykker sig sjældent så krænkende.
Desværre bliver de mødt af både en psykolog og en praktiserende læge, der begge har deres fordomme om nærhed og svigt fra børnehjemmene i østeuropa, hvilket får dem til at gå udenom det virkelige problem, og være med til at gøre barnet til problemet i stedet for at se barnet som symptom på, at noget er galt omkring barnet. Psykologen går med på præmissen om, at aflastningsfamilien, som adoptivforældrene ønsker, skal være en form for straf, sådan at Masho kommer hjem og er taknemlig for det hun har dér. Det bliver ikke sagt så grelt, men psykologen siger ordret: “Hvis hun tror hun kan smutte udenom, skal hun have mere læring“, og “Der skal noget aflastning til, så I kan gennemføre det her maratonløb” samt “Det skal ikke være en slaraffenlandsfamilie, så hun ikke tænker “øv, jeg skal hjem til dem igen“, og til sidst siger han at hvis ikke det hjælper, så kan der være tale om en tilknytningsforstyrrelse, der skal udredes. Altså på intet tidspunkt italesætter han problemets kerne, men går med på at pege på Masho som problemet, der skal rettes ind, og som til sidst sendes væk, fordi adoptiv forældrene giver op.
Det ender som en sørgelig situation for alle involverede parter, men mest for børnene, der først bliver skilt fra forældrene og derefter bliver skilt fra hinanden. Det er nogle store og svære tab og traumer, og mit håb er, at udsendelsen har vakt så meget røre, at der ikke kun bliver debat ud af det, men at der bliver gjort noget konkret for at hjælpe disse børn, der kommer i klemme i familier, der ikke har den nødvendige ballast, empati, kærlighed og rummelighed til at byde børn velkomne, der har nogle traumer med sig i baggagen, og som oplever selve adoptionsforløbet som et traume.
Og så kan jeg ønske mig, at adoptivforældre vil søge professionel hjælp, hvis de, som det også kan ske for biologiske forældre, står i l… til halsen og ikke kan finde andet end irritation, afmagt og foragt frem overfor deres børn, både for børnenes skyld, men i virkeligheden også for deres egen, for irritation, afmagt og foragt æder glæden ved forældreskabet op indefra.
(Og hvis kommunen ikke hjælper med det samme, så mener jeg at vi har et ansvar overfor vores børn til at søge den hjælp vi har brug for i privat regi, hvis vi har mulighed for det).
Så du udsendelsen? Hvad tænker du om hele denne problematik? Læg gerne en kommentar herunder.
