Jeg har i en længere periode haft en klient i terapi, der keder sig i sit parforhold. Hun synes ikke, at hendes mand viser interesse for deres fælles liv, og hun har svært ved at sætte skub i ham, for han vil helst bare være hjemme og se TV, når de har fri.
Hun har tidligere været vant til at have et rigt socialt liv, og kan lide at gå på museum, på udstillinger og i det hele taget være ude og bruge byen, men hun har været single det meste af sit liv indtil hun mødte sin mand, og hun længtes efter at have en kæreste.
Og det er her, hun kommer i klemme, for hun elsker sin mand, men føler sig ikke stimuleret i deres samvær – og kan derfor ikke finde ud af, om hun skal gå fra kærligheden og få sit liv tilbage, eller om hun skal afskrive sine behov og værdier for at være i parforhold med ham.
Hun har igennem årene med ham forsøgt at skabe en balance ved at gå alene ud med sine veninder og gøre det, hun kan lide, men hun savner at gøre nogle af de ting, der betyder noget for hende, med sin mand. Han har sine egne interesser, som enten ikke siger hende så meget, eller som han foretrækker at gøre for sig selv, fordi han har brug for plads omkring sig. Og nu er hun nået til en skillevej, og føler sig fastlåst i valget mellem det ene og det andet: At gå og få sit liv tilbage, eller blive og være i et parforhold, hvor hun ikke føler, at hun rigtigt lever.
What to do, what to do?
Det er ikke nemt at stå lige der, og mærke to modstridende behov trække i hver sin retning. Det ene behov er ikke mere rigtigt for hende end det andet, fordi hun i ham også har fundet noget ro, som hun har manglet og savnet, og samtidig er der så meget ro, at hun er ved at gå til i kedsomhed, og følelsen af ikke at leve sit liv fuldt ud og miste værdifuld tid.
Hun kan veksle fra den ene uge til den anden og har svært ved at finde ro med sine ambivalente følelser, hvilket er forståeligt. Hun har været frustreret og vred på ham over at hun føler sig taget for givet og ikke værdsat som den hun er af ham, og hun har været forvirret over om hun overhovedet er berettigelse til at have sine behov (“Måske er det bare mig, der både vil blæse og have mel i munden?“).
Forvirringen bliver ikke mindre af at hendes omgangskreds også veksler mellem at støtte hende i, at hun skal leve sit liv og gå fra ham, og at tale med hende om, at man er nødt til at gå på kompromis i et parforhold. Men hvornår hun skal hvad, og hvor går grænsen?
Jeg kan naturligvis ikke give hende min løsning for, hvad hun skal gøre, men noget af det, vi arbejder med, er at hendes behov er legitime. Det vil sige, at det ikke giver mening at gøre dem hverken rigtige eller forkerte. Vi har de behov vi har, og så længe vi ikke skader andre mennesker, er det okay at have vores behov. Hvis jeg for eksempel godt kan lide at drikke rødvin når jeg er ude, er det ikke forkert, bare fordi min kæreste foretrækker at drikke cola. Hvis jeg gerne vil mærke romantik og min kæreste er som en elefant i Illums Bolighus, er det ikke forkert. Men det kan hurtigt blive “farligt”, hvis jeg for eksempel udtrykker mig ved at gøre mine behov rigtige og min kærestes forkerte, som ved at sige til ham, at jeg synes det er irriterende og uromantisk at han drikker cola når vi er ude. Så bliver han ramt på følelsen af at være forkert, og så kan den endeløse diskussion om hønen og ægget starte, og som oftest fører den kun en vej, nemlig væk fra kærligheden. Derimod er det okay at gøre op med sig selv, hvad man vil med sit liv og forholde sig aktivt til det – hele tiden – så man skaber sit liv dag for dag på en ansvarlig måde.
Hvad Gør DU med Dine Behov?
- Dine behov er del af dit personlige “stempel” på verden. Det, du har behov for, er en del af det, der udgør dig som menneske, noget af det, der gør dig unik. Har du behov for at springe i faldskærm, behov for at blive hørt, behov for at spise på bestemte klokkeslet, behov for at skabe familie, behov for at blive stimuleret visuelt osv.? Så er det en del af dig. Og du er skøn, som du er. Punktum.
- Du skal gøre op med dig selv, hvad du vil med dit liv, ikke hvad du kan. Vi kan overleve i fængsler, i tortur, i dårlige ægteskaber og under andre begrænsninger, men er det, hvad du vil? Vil du se tilbage på dit liv og fortryde det, du ikke gjorde, fordi du godt kunne nøjes med mindre? Eller vil du leve dit fulde potentiale ud?
- Alle valg har konsekvenser. For mange mennesker, der sidder fast i ambivalens, handler det om, at de ikke tør træffe det valg, der ligger og venter, fordi de er bange for konsekvenserne. De vælger på den måde at stå stille udadtil, og konsekvensen er at de ædes op indvendig af frustration, depression, afmagt, håbløshed, vrede og apati. Så alting har konsekvenser: både de aktive og de passive valg, for ingenting står stille, og alting forandrer sig hele tiden.
Og som afsluttende kommentar: Jeg er stor fortaler for, at man tager ansvar for sit eget liv, og det betyder at vi nogle gange skal træde ud af vores sikkerhedszone og gøre noget, der ryster grunden under os. Når vi er tro overfor os selv og har tillid til at vi kan skabe det liv vi gerne vil have, bliver spørgsmål som “Jamen finder jeg nogensinde en anden mand, hvis jeg går fra ham her?” overflødige, for når du skaber dit eget liv, er fokus på et helt andet plan, hvor du istedet kigger på, hvad det er for mænd, du vil tiltrække, ikke hvem du får.
Med ønsket om en dejlig maj uge,
Christina Copty
