Når mit behov bliver din kritik

 

Hun: “Jeg savner mere romantik i hverdagen, for jeg føler mig ikke skattet af dig”

Han: “Jeg er træt af at blive kritiseret for, at det jeg gør for dig, ikke er godt nok!”

Hun: “Jamen det er jo ikke det, jeg mener. Jeg kritiserer dig ikke, jeg ville bare ønske at du var mere romantisk overfor mig!”

Han: “Det er da kritik. Du fortæller mig jo, at jeg ikke er den mand, du gerne vil have, fordi jeg ikke kan give dig den romantik du vil have”

Hun: “Det er ikke det, jeg siger” Hun bliver mere og mere frustreret over, at hun ikke bliver hørt, og over, at han virker næsten trodsig i sin modstand mod at give hende det, hun har brug for. Han synes at hun stikker af fra at tage ansvar for sin kritik af ham. Han føler sig ikke god nok for hende, og ude af stand til at stille hende tilfreds. Det slider på hans selvværd, og hans selvtillid som partner.

Hvis man er endt i den form for udvekslinger, føles forholdet giftigt, ufrit og svært at være i, fordi den, der har uopfyldte behov bliver mere og mere utilfreds og ked af det, og veksler mellem at forsøge at udtrykke sine behov og tie stille med dem. Den anden, den, der tager det som kritik, føler sig dårligt behandlet, ikke værdsat for sin indsats og ufri, fordi man hele tiden føler, at man ikke lever op til det, man opfatter som den andens krav, og ikke behov.

Så kommer skænderierne. Oftest bliver det voldsomme skænderier, der mister konstruktiv retning, fordi begge parter misforstår hinanden, og fordi man allerede er i sine følelsers vold, kan man ikke lægge sin egen opfattelse og sårede følelser fra sig, så istedet eskalerer det – og for nogles vedkommende; dem, der ikke hjemmefra har lært hvordan man konfliktløser, bliver løsningen på konflikten, at man også lige så godt kan opgive forholdet. Man ved ikke hvilke ord, hvilke forklaringer man skal bruge for at blive forstået. Og man kan ikke holde vreden ud mere. Kærligheden forsvinder i de desperate tåger. Der er kun bebrejdelser og hårde ord tilbage.

Når den ene så har sagt ”Nu er det nok, jeg kan ikke være i det her forhold mere” ryger luften ud af ballonen, og begge parter falder ned. Bum.

Så kommer fortrydelsen og angeren for den, der sagde de ellers så forløsende ord, for det var jo ikke det, der var meningen. Det var jo ikke fordi man egentlig ønskede at afslutte forholdet, eller sige de hårde ord, man sagde. Man ville jo bare så gerne høres og forstås, og mærke den andens omsorg og vilje til at se det lidt fra sin side. Imens man selv ikke kan se det fra den andens.

Så er der en slags afventende ’Hvad skal der nu ske’-stemning, hvor begge kredser om den varme grød, hvor begge parter er bange for at en samtale skal ende i endnu en eskalering. Det er smertefuldt, men nemmere at lade være med at forsøge at reparere.

Hvis begge parter er forholdsvis passive, falder parforholdet fra hinanden her. Men den mest typiske er, at den ene i forholdet er aktiv. Forfølgeren. Og den anden mere afventende. Den Passive. Forfølgeren er i heteroseksuelle forhold ofte kvinden: Hun savner noget mere fra sin mand. Hun mangler nærhed. Intimitet. Passion. Romantik, og det er oftest hende, der rykker og rokker ved status quo; hende, der beder om nærhed, og hende, der rækker ud, når de er gået i hårdknude. Manden er typisk den passive. Den, der gerne vil have at det, der er imellem dem, er nok. Den, der gerne vil have mere ro. Mere tilfredshed med hverdagen. Den, der trives i et forhold uden at det behøver være ’så tæt,’ som den anden ønsker.

Det skaber en oplevelse af ulighed imellem dem, hvor begge på forunderlig vis føler sig som underhunden: Forfølgeren fordi vedkommende forsøger at reparere og udglatte, og er den, der skal række ud for at der sker nogen tilnærmelse. Hun undertrykker igen sine behov, for det er den eneste måde at beholde relationen på. For den passive går følelsen af underhund på aldrig at føle sig god nok, og med bruddet også kasseret. Tanken her er: “Jeg bliver aldrig god nok for min partner, ligegyldigt hvad jeg gør! Der må være noget galt med mig.”

Og i alt det virak forsvinder kærlighed, omsorgen, empatien og forståelsen.

Av.

Kan man gøre noget ved det?

Hvis du genkender det fra dit forhold, ved du også, at der imellem stormene er ro, men kun så længe I ikke taler om noget, der har substans eller som kan handle om behov/kritik, for det kræver blot et forkert ord, en forkert mine, et forkert tryk på et ord før man er tilbage i konflikten. Forholdet bliver en ‘gå på æggeskaller’ konkurrence om at holde freden længst muligt, men fordi I begge ikke føler jer hørt/forstået/elsket/værdsat, ligger det som underlægningsmusik i hverdagen. Også når den øjensynligt er harmonisk. Det tager nemlig ikke mere end to sekunder at ryge ned i mønsteret igen.

Det er vigtigt at huske på, at ingen af parterne er mere rigtig eller forkert end den anden. Det er opfattelser, der måske er skæve og forvrængede, men hvis forholdet er baseret på kærlighed, må det antages at det, der sker, ikke sker med onde hensigter.

I stedet må vi se og forstå at det er mønstre, der ligger dybt begravede i os, og som aktiveres, når vi frygter at kærligheden forsvinder. For den, der føler sig kritiseret, er oplevelsen ikke at være god nok til, at den anden kan være tilfreds og nyde tilværelsen sammen. For den, der har behov, der ikke opfyldes, er oplevelsen at partneren ikke er villig til at være generøs med sin kærlighed, og måske derfor i virkeligheden slet ikke er optaget af at glæde sin partner.

Og her hjælper det ikke at blive vred – for når den, der føler sig kritiseret bliver vred, føler Forfølgeren sig afvist og u-elsket. Det diametralt modsatte af, hvad hensigten med at udtrykke behovet var. Men det kan være svært at høre, når man kun hører kritik.

Modsat er det svært for den, der føler sig kritiseret af Forfølgeren, at høre behovet, når det udtrykkes med irritation, vrede eller afmagt. Så føler den Passive sig angrebet og kan ikke høre andet end tonen.

Så her er det parterapi kommer i spil som en mulighed for at komme ud af mønsteret og lade kærligheden skinne.

I parterapi vil der nemlig sidde en uvildig tredjepart, der kan hjælpe med at sortere tingene fra hinanden, og hjælpe med kommunikationen, så behovene bliver tydelige og kritikken og brodden kan fjernes. En parterapeut kan hjælpe og støtte parterne med at få kærlighedssproget gjort tydeligere, så man ikke antager det værst mulige om den anden.

Der er trods alt en grund til, at man stadig kæmper.

Og måske er det på tide at få en tredjeperson med ind i kampen, der kan vise, ikke kun hvordan man udtrykker sig ordentligt, men også hvordan man slutter fred, og bliver en god kæreste for sin partner.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Gæsteblogger: Fanget i Narcissistens Spind

Det jeg husker bedst er nok de gange hvor jeg lå på gulvet – opløst i gråd – med et ønske om ikke at leve mere, fordi alt ved mig var forkert… og stemmen indeni der sagde – “Hvor blev din stolthed af? Rejs dig! Kom væk!!”

Som et sus – når kærligheden fra ham ramte mig – et sus af næsten uvirkelige dimensioner… en følelse af at blive set og genkendt – ikke mindst forstået. Tænk at nogen havde så stor kærlighed til mig – tænk at være så elsket for den, jeg var.

Men – der var altid et men – efter kortere og kortere tid kom Men`et – det der skulle laves om – arbejdes på – hvis kærligheden skulle bestå – hvis jeg skulle blive ved med at være elsket. Jeg gjorde det – utallige, mærkelige besøg hos hypnoterapeut, psykolog… for at få en indsigt der fortalte mig at jeg ikke var forkert – men noget kan der jo altid arbejdes med – og det blev så blæst op til kæmpe-problemer når jeg kom hjem…  han roste mig når jeg troskyldigt fortalte hvad der var galt med mig… Han skulle nok blive ved mig – sammen med mig – selvom jeg var så ødelagt… Som om han forstod alt – og jeg ingenting

Vi havde aldrig gæster når vi var sammen – jeg fik først at vide få dage før en fest at vi faktisk var inviterede – og han lod mig forstå at han ikke var sikker på at han ville udstille min manglende evne til at omgåes folk på – og vores dårlige forhold.. “jeg gør det jo kun for at passe på dig” – ordene lød hule og mærkelige i mine ører – men jeg var nu så langt så jeg tænkte “han har ret – jeg duer ikke til mennesker”. Tit tog vi var afsted inden desserten – lige der hvor samtalen mellem mig og gæsterne gik godt – så blev han stille, mærkelig urolig – men gjorde det altid til at jeg så træt ud – og med en mærkelig skæv omsorg, spurgte han om det ikke ville være bedre for mig hvis vi kørte hjem… Hvis det trak ud, og jeg gerne ville blive – så gik han lange ture alene – forsøgte at få mig med væk fra festen, fra dem jeg talte med.. jeg forstod ingenting… Mine venner, min familie talte han godt om – i den første del af samtalen – men så kom der altid det forhadte Men…. de var ikke gode for mig – de havde fejl – de ville slide mig op – sled de mig ikke op?? Jeg ville bare suset af kærlighed og forståelse igen – og meldte mere og mere fra i min omgangskreds..

Jeg pakkede min hjemmeboende søn, få af mine ejendele og rejste 300 km for at starte nyt liv op med ham. Nøgle til huset fik jeg først efter flere dage, og en lang kamp – jeg kunne ikke køre nogle steder uden at han var med – for jeg kunne ikke låse huset af – eller op – hvis han nu ikke var der når jeg kom tilbage. Mit tøj stod i bryggerset, for der var ikke plads i hans skabe til mit. Jeg købte en stor kommode til mit tøj – og han bad om 2 skuffer i den til hans sokker og underbukser…. Jeg forstod ingenting – alt hvad der var almindelig sund fornuft var aflyst. Mit navn kom først på postkassen efter en lang diskussion – hvad var det her for noget? Var han da slet ikke glad fordi vi nu skulle være sammen? Nu havde han så længe forbandet vores afstandsforhold langt væk… Hvorfor skulle vi så pludselig have ring på og flytte sammen?

Min søn flyttede ind efter 3 ugers sommerferie med min ex-mand. Jeg havde kæmpet kampen for at få hans værelse ryddet, malet og klar. Første aften bad han mig flytte igen – fuld (igen) konfronterede han mig – jeg var en dårlig mor – og han kunne ikke ånde i at vi var der..

Aftalen var at vi skulle holde sommerferie sammen, uden børn de første 3 uger – bruge tid på at flytte ind og sammen… men snart lød det anderledes…skulle jeg ikke snart finde noget arbejde? Selv om jeg betalte godt og vel halvdelen var det ikke godt nok – jeg fik hurtigt arbejde – et godt et – men kun for at blive mødt med beskeden “Jeg kan faktisk ikke holde ud at du kommer træt hjem fra arbejde”  Jeg så at han i en fb gruppe, han havde “glemt” jeg var medlem af, havde opslået om det var normalt at være træt, nærmest barnligt klynkende efter en arbejdsdag?… Men da jeg kontronterede ham med det var svaret at det ikke havde med mig at gøre – det var bare en generel forespørgsel.

Han meddelte pludseligt at han skulle trække vejret – og tog afsted 1 uge i sommerhus alene – han postede billeder af solnedgang og havbad, kaffe og lagkage med andre kvinder… livet for ham var supergodt – jeg gik hjemme i mit nye hjem og havde ondt i maven. Han svarede ikke på mine opkald eller mine sms`er. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt – og hvad der var galt.

Det var de værste 3 måneder i mit liv – min søn og jeg endte på gaden en regnvåd mandag.. for nu ville han gerne ha huset for sig selv – jeg havde heldigvis opbygget et netværk – uden om ham – havde fortalt dem hvor svingende han var, hvor meget alkohol fyldte om aftenen, så jeg havde et sted hvor jeg kunne tage hen med min søn.. jeg fik bestilt flyttebil – og vi rejste tilbage – ødelagte – forvirrede..

og alligevel gav jeg ham en chance til… for han forstod at han havde handlet forkert – at hans liv ikke var værd at leve uden mig – at han ville gå i behandling for sit alkoholmisbrug…

Jeg endte forslået og blødende efter den chance… det er nu 5 måneder siden at han smadrede mit køkken og tævede mig til blods.

Langsomt – meget langsomt – heler jeg… langsomt får jeg mine egne tanker – mærker at jeg, selvfølgelig, kan omgåes mennesker – min familie, som jeg elsker så højt – at jeg ikke dør af at være alene.

Men jeg tager mig stadig i at savne… suset… selvom prisen var alt for høj

  • C*

*Gæstebloggeren ønsker at være anonym. Hvis du også gerne vil dele din historie om narcissisme, og være gæsteblogger, kan du sende mig din historie på mail@christinacopty.dk og så vender jeg tilbage til dig. Husk at deling er heling og jo flere historier vi får delt, des mere bryder vi tabuer og skam, og baner vejen for bedre relationer.   Din historie må handle om partnere, eks-partnere og forældre, men husk at anonymisere dit indlæg.

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Sådan overlever du sommerferien med en narcissist!

Sommerferie

Hvis din partner har så mange narcissistiske træk, at du føler dig anspændt, nervøs og ambivalent omkring din sommerferie, så kan jeg godt forstå dig.

Da jeg i sin tid var i et parforhold med min narcissistiske partner, var der så mange regler for, hvordan og hvornår vi kunne se hinanden, at jeg meget ofte endte med at være ked af det, istedet for glad for, at jeg endelig havde tid til at smide benene op og nyde de lange, fine sommeraftener.

Min eks-narcissist var af den type, der aldrig ville flytte sammen. Han ville heller ikke lave planer for fremtiden, for han var spirituel og ‘levede i nu-‘et’ og kunne ikke garantere, eller love at være der for mig eller med mig, hvis jeg havde brug for det – “Vi skal ikke begrænse hinanden” sagde han, og lovede at det ikke betød at han elskede mig mindre af den grund.

Jeg tilskrev det i mange år egenrådighed, manglende erfaring med rigtig tosomhed, ting, jeg nok skulle få lært ham, når blot han indså, hvor fantastisk tosomhed kunne være… men jeg måtte jo mere og mere indse, at det handlede om, at han ville have sin frihed til i sidste øjeblik at melde fra, hvis der var noget, han hellere ville.

Da vi endelig sluttede forholdet gik det op for mig, at det nok i virkeligheden handlede mere om, at han ville lade alle sine muligheder stå åbne (læs: andre kvinder) for vi havde så meget knas i forholdet (hvorfor mon?) at han gerne ville kunne vælge noget, der var sjovere, mere forsynende og mindre forpligtende end det, han skulle præstere med mig, der efter noget tid altid var enten ked af det, utilfreds, sur og hidsig eller opgivende.

Efter seks år sammen, havde vi da også kun været på en rejse sammen, der kun kom i stand fordi det var starten af forholdet og han skulle bevise for mig, at det var mig han ville – også selvom han lige havde været i sommerhus med en anden et par dage forinden. Men det var selvfølgelig ikke noget, vi skulle tale om. Også selvom jeg insisterede og var vred og såret. Men det kunne han tale mig fra med et par studse “Hvis du skal være sådan her, gider jeg ikke være sammen.”

Men.

Det skal ikke alt sammen handle om mig 😉

Rigtig mange mennesker er i den situation, at de enten har børn med deres narcissistiske partner, og stadig er sammen med vedkommende, så håbet om, at det stadig kan fungere, fylder og står forrest på ønskelisten. Og så kommer sommerferien.

Om det gælder 3 eller 6 uger, så er fritiden med en narcissist noget af en prøvelse. Der skal slås knuder, trædes varsomt og forhandles på en måde, der kan tage pusten fra selv den bedste Kriger, og selvom man tænker fremad og forsøger at komme skænderierne i forkøbet, vil der altid ligge en lille ambivalent stemme og lure, der fortæller, at der er noget i det her, der altid vil kræve en ekstra indsats på en sådan måde, at man ikke rigtigt når til at slappe helt af og få koblet af i den ene lange ferie, man har om året, hvor man skal kunne lade tæerne og håret stritte i henkastet væren.

Og selvfølgelig kan vi godt bruge tid på at forstå narcissisten og vedkommendes skrøbelige ego, sarte selvværd og omskiftelige humør. Og vi kan bruge tid på at smide flere sider af os selv væk, slibe kanter og rumme, udvikle over-menneskelig empati og give plads. Men måske er det mere på sin plads at vi ser på, hvad vi kan gøre, for at narcissisten ikke sårer os og de børn, der måske er i billedet, og lader narcissist være narcissist – og os være os.

Og det er altså her sommerens indlæg rigtigt starter. Nemlig med et:

Hvordan overlever du sommerferien med din narcissistiske partner? Herunder følger tre typiske scenarier med en narcissistisk partner, hvad der typisk sker, og hvad du kan gøre anderledes. (bemærk at jeg skriver om mandlige narcissister, for de kvindelige opfører sig en anelse anderledes, fordi de ikke har samme åbenlyse magt, som deres mandlige partnere. Men det er ens for begge parter at de lader hånt om deres partners følelser, og derfor er rådene gældende for begge køn)

1: Skal vi på ferie, eller hvad?

I har for noget tid siden aftalt at I skal på ferie, men din partner er sløv i optrækket og vil ikke rigtigt forpligte sig til noget, også selvom sommerferien allerede er startet, og du står og venter på svar, så du kan planlægge dine feriedage. Typisk vil der ske det, at du bliver ved med at vente, og jo længere tid der går, des mere frustreret bliver du. Din frustration er naturlig, så hils den endelig velkommen. Din narcissistiske partner reagerer dog overdrevet stærkt på dit behov for at få et svar, og begynder at bruge din reaktion som begrundelse for, at han ikke kan give dig et svar, ‘Du stresser mig’, og ‘Hvis du bliver ved med at stresse mig, så kan vi ligeså godt droppe det’ er standard svar. Reaktionen fra dig er typisk at slå bremserne i dig selv, for du vil ikke risikere at ødelægge ferien, og når han nu har sagt til dig, at det er din iver, der ødelægger ferien, lægger du bånd på dig selv og forsøger at tage det en dag ad gangen.

Nu skal du høre et stort tudehorn. For det her er lige præcis det, han vil have. Han vil have friheden til at vælge og fravælge som det passer ham. Men fordi en narcissist er panisk angst for at påtage sig skyld, vil han altid bruge din reaktion som begrundelse for sin egen apati og passivitet. Når man ikke træffer beslutninger, kan man ikke påtage sig skyld. Tror han. Og derfor vil han bruge din frustration som begrundelse for at han ikke forpligter sig.

Løsning: Hvis du stadig ikke ved, hvad du skal i din sommerferie, fordi du venter på, at din partner skal beslutte sig, er du nødt til at gøre det, som jeg ved nok er det sværeste for dig, men som er den eneste vej ud af den situation du er i, hvis du gerne vil holde sommerferie: Læg dine egne planer. Og ja, han bliver sur, han bliver tvær, han vil sige at du har ødelagt jeres ferie, og værst af alt: deklarere at han derfor føler sig forbigået og derfor ikke vil holde ferie med dig. Bum. Men kære du. Husk på, at hvis et menneske er sundt og velfungerende, i stand til at være i en ligebyrdig relation, vil hans respons være anderledes, og han vil sige, at han godt ved, at han har sjoflet med tiden, og at han vil gøre, hvad han kan, for at finde ud af, hvad hans planer er, så I kan planlægge noget sammen. Hvis han derimod har narcissistiske træk, vil han surmule og bebrejde dig, at du på en eller anden måde saboterer ferien for ham, selvom det er omvendt.

2: Skal vi ikke tilbringe tid sammen på ferien?

I er taget på ferie og er et sted, hvor der er flere valgmuligheder for gøremål. Du har drømt om, at I gør noget sammen, som du synes er romantisk, eller familieorienteret, hvis I har børn, men han vil kun det, han vil. Han booker dykkerture, kajakture eller hvad han nu synes er sjovt, og efterlader dig til at passe på børnene, eller passe dig selv.  Sædvanligvis vil du gøre alt, hvad du kan for at skærme børnene fra den sandhed, at far er egoistisk og kun vil de ting, han vil. Eller, hvis I er alene afsted, gøre som om det er okay, at han gør hvad han vil, for så kan du jo bare tage en dag på hotellet med en bog, (siger du til dig selv, for ikke at blive alt for skuffet.)

Tudehornet igen. Det her handler ikke om, at han ikke ser, hvad han gør. Det handler om at han gør det han vil, fordi han kan slippe afsted med det. Narcissisten søger altid at opfylde sine egne behov, også selvom han er på ferie med sytten andre. Det handler nemlig for ham ikke om at skulle give, men kun om at modtage, og nu hvor han er på ferie, synes han, at han skal have det mest mulige ud af det, uden hensyntagen til andre end sig selv.

Løsning: Lad ham vide, at du ikke synes hans adfærd er i orden, men respektér at han er egoistisk. Der er ikke meget andet du kan gøre alligevel. Derefter vil det være godt, hvis du på forhånd har udset dig nogle ting på feriestedet, som du selv vil lave, enten alene eller med børn, og gør det til en god ferie for dig (og børn), og lad hånt i, hvad han gør. Fortæl ham hvad tid, du/I regner med at være tilbage, og sig at han er inviteret til at deltage i jeres aktiviteter, eller sig, at du/I regner med at spise aftensmad på et bestemt tidspunkt, hvor han er velkommen, hvis han ønsker det. Og igen: Hvis han er narcissist vil han surmule, blive kold, ikke tage hensyn til børn, men også være kold overfor dem, fordi de ikke lader ham opføre sig som den teenager, han ønsker at blive behandlet som, men lad ham være. En sund mand vil indse, at han går glip af ting ved at vælge egen-aktiviteter til, og vil tilpasse sig fællesskabet. Det gør en narcissist ikke. Han surmuler.

3: Vi har inviteret gæster, hvorfor opfører du dig sådan?

I har inviteret gæster over til en hyggelig grillaften i sommerhuset, og han gør en af to ting: Enten, hvis det er mennesker, han anser for værdifulde, vil han stjæle hele rampelyset og fylde hele aftenen med egne historier om, hvor fantastisk han er til at grille, eller, hvis det er ‘dine’ folk, vil han trække sig og være stille og indelukket og ikke bidrage med at gøre det til en god stemning. Sædvanligvis vil du gøre alt for at jeres gæster ikke lægger mærke til den ulige fordeling og i første tilfælde gøre alt for at bakke ham op i hans endeløse selviscenesættende fortællinger, eller, i andet tilfælde, være ekstra meget på, så de ikke opdager, at han er tilbagetrukket og ligeglad med aftenen og gæsterne.

Lyden burde komme igen lige nu. Hvis han var en sund mand, vil han være deltagende og tage del i både forberedelserne og selve aftenens udfoldelse. Han vil forsøge at give alle plads til at tale og spørge interesseret ind til gæsterne. Sådan er det ikke, hvis han er narcissist. Så vil han på forhånd have bagtalt gæsterne og fortalt dig, at han ikke orker dem, eller være hoven overfor dig og fortælle dig, hvor meget gæsterne ser op til ham eller selv er noget særligt. Han vil ikke tage højde for alt det, du har gjort for at skabe de fine rammer, for han er mere optaget af, hvad aftenen gør for ham uden øje for, at du måske har stået på benene siden morgenstunden for at gøre det til det, den bliver. Nå ja, og så er der den version, hvor han laver gourmet maden og fortæller gæsterne stolpe op og stolpe ned om, hvor god han er til lave mad, imens du får at vide, at du bare er god til at lave hverdagens frikadeller, for dem gider han alligevel ikke lave…

Løsning: Stop. Hør, ind imellem er vi som partnere til denne type mennesker nødt til at trække i bremsen og lade hånt om form, og i stedet lade det blive tydeligt, hvad der foregår. Hvis han er ligeglad med jeres gæster, så lad være med at kompensere for ham. Hvis han vil gå i seng midt i middagen, så lav ikke undskyldninger for ham, men sig blot “godnat” og hyg dig med dine gæster. Chancerne for at dine venner ville lade sig snyde af en ‘Ej, undskyld, han har hovedpine”-undskyldning, er så lille, at du vil fremstå dum, hvis du gør det. Lad dem i stedet se, hvem han er, og lad ham selv tage ansvar for sin tilbagetrækning. Det er ikke dig, der gør det ved ham. Han vælger det selv, fordi han regner med at få ekstra særbehandling. Og akkurat som med børn: Lad være med at falde for vræleriet ved slikhylden, for hvis det virker en gang, ved han, at det virker næste gang.

I tilfælde hvor han ignorerer dig (hvis det er hans folk, som han holder hof for) og lader dig gå til og fra køkkenet og servicere uden selv at lette rumpetten, skal du bare sætte dig ned og nyde selskabet, og lade hånt om dessert, salt eller vin. Eller du kan sige pænt godnat og lade ham om at have sit selskab i fred. Alt andet vil kun give ham anledning til at gentage sin adfærd, og med narcissister er det desværre sådan, at det kun er adfærden, vi kan arbejde med, ikke de underliggende psykologiske mekanismer.

Så. Kære du. Det er sommer, og der er masser af gode solskinstimer i vente forude. Hvordan du vælger at bruge dem, er op til dig. Husk det. Op til dig. Ikke til jer, for han er optaget af sig og sit, og hvis du skal nå frem til august måned med en lille følelse af oprejsning og styrke, er du nødt til at træffe nogle forholdsregler, der gør det muligt for dig at mærke efter, hvem du er, og hvad du vil være med til. For det er kun dig, der kan sætte rammerne for din sommer. Husk det.

Og husk:

Du fortjener bedre.

Kærlige sommerhilsner,

Christina Copty

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

integritet versus samarbejde

Et af de største problemer der er i forhold til narcissisme, er at det oftest er offeret for narcissisten, der præsenterer en række symptomer på den skadelige adfærd, og ikke narcissisten selv. Det problem er også det, de står overfor på den anden side af Atlanten, hvor der blandt psykologer og psykiatere diskuteres livligt, hvorvidt man kan diagnosticere deres præsident med NPD, Narcissistic Personality Disorder, eller ej, fordi det ikke utvetydigt ser ud som om han selv føler sig hæmmet af sin personlighed.

Men det er også her, jeg personligt mener, at der er et indbygget catch22 i forståelsen af Narcissisme. Narcissisme er en lidelse. Ja. Men det betyder ikke at personen, der har denne personlighedstype lider, som man måske generelt forstår lidelse. Men narcissisten lider, sådan som vi kan se på de twitter-storme, der kommer fra førnævnte præsident, når han føler sig forbigået eller ikke beundret nok. Lige der lider narcissisten, men det er en særlig måde at lide på, der samtidig betyder at narcissisten føler sig berettiget til at udnytte og misbruge andre mennesker for sin egen vindings skyld.

Og det er så her, offeret kommer ind.

Og med offer mener jeg ikke offer-rolle, sådan som narcissisten gør. Det er ikke ‘åh, hvor er det synd for mig, at du gør sådan mod mig, så derfor retfærdiggør det, hvad jeg gør mod dig” men en mere inddirekte oplevelse for vedkommende af, at verden ikke længere er et trygt sted; at man ikke længere selv kan navigere i sit liv og sine følelser, fordi man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert; at man ikke ved, hvor man kan sætte sine grænser, fordi man ikke ved, om man kan tillade sig at sætte nogen; at helbredet, søvnmønsteret, stressniveauet og livsglæden har taget skade.

Hvis du har været udsat for en narcissist igennem længere tid i et nært forhold, er der en række symptomer, der typisk viser sig, og som folk i mit fag desværre alt for ofte overser, fordi det ikke er en del af vores uddannelse, og fordi mange af de institutter, der træner og udklækker terapeuter, selv både er farvet af narcissistiske undervisere og desuden går ud fra en filosofi om, at diagnoser er djævlens værk, fordi de mener at det sygeliggør og ansvarsfralægger istedet for at styrke og oparbejde ansvar og ressourcer.

Og det alt sammen meget fint og floromvundet, når det handler om neuroser, angst og så videre i den boldgade, men ikke når det gælder personlighedsforstyrrelserne, hvor personen er så skadet, at vedkommende ikke evner og indeholder de centrale og basale redskaber til at begå sig i fællesskaber, såsom empati, ydmyghed, etik og moralsk forpligtelse overfor fællesskabets bedste. Og det er her, det bliver rigtig svært for dig, der er tæt på; dig, der til dagligt står for skud, når den egoistiske, navlebeskuende og grandiose/offer-rolle-agtige mentalitet er på banen, for det er den. Hver. Eneste. Dag.

Det præsenterer typisk en række symptomer hos dig som partner, der tilsammen udgør et syndrom, der i mange af udtrykkende overlapper med symptomerne på PTSD, eller i disse tilfælde, komplekse relationelle traumer, hvor du ikke er udsat for en voldsom hændelse, men hvor du konstant udsættes for drypvise undermineringer af dig selv, samtid med at du anklages for at være nærtagende eller forkert på den, når du påtaler det.

Narcissistisk Offer Syndrom viser sig efter at du er blevet udsat for følgende igennem længere tid: 

  • Gas lighting (“det, jeg oplever, fortæller du mig ikke passer”)
  • Fokusflytning (“vi kan aldrig tale om det, der sårer mig, for så rykker du samtalen over på noget, hvor jeg har såret dig – og det jeg har gjort er altid værre end det, du har gjort”)
  • Trusler, eller underteksten af en trussel (oftest om at blive forladt pga ‘uacceptabel’ opførsel)
  • Skiftevis idealisering og devaluering (“Hvem er jeg: Den du elsker mest, eller den værste du nogensinde har mødt?”)
  • Aldrig modtage et undskyld (når vi ikke modtager et undskyld når vores partner gør os fortræd, men istedet forklarer det med at vedkommende bare gjorde det, fordi vi selv gjorde noget først, mister vi over tid følelsen af, at vi er ligeværdige og værdifulde)
  • Kold vrede/raseri/afstand (i kulden ligger der en overlegenhed og en udstråling af, at vi ikke er noget værd. Den varme vrede indikerer følelser og er derfor lettere at håndtere, fordi vi stadig føler os følelsesmæssigt forbundne)

Offersyndromet har følgende karakteristika:

  • Man føler sig forvirret:
  • Man tvivler på sig selv:
  • Man føler, at man er ved at miste sin forstand:
  • Man dissocierer
  • Man har PTSD lignende symptomer
  • Man er bange for, at man tager fejl i sin læsning af andre.
  • Man tvivler på, at man er værd at elske.
  • Man tror, at man selv er skyld i adfærden fra narcissisten, og frygter derfor, at man kun kan tiltrække denne type partnere, fordi der grundlæggende må være noget ‘galt’ med en selv.
  • Man har søvnproblemer, ofte med mareridt eller meget stressende drømme.
  • Man mister sin energi, og føler sig træt og udkørt.
  • Man har let til tårer.
  • Man føler sig tyndhudet og ru.
  • Man isolerer sig.
  • Man kan få udslæt, migræne, tarmproblemer, vægtproblemer.
  • Man føler sig skamfuld over sit parforhold/over at have været i sådan et forhold.
  • Man får hukommelsestab
  • Man mister koncentrationsevnen
  • Man får flashbacks
  • Man begynder at opføre sig irrationelt, kontrollerende, jaloux, opfarende
  • Man bliver kold ligesom sin partner (følelsen af, at man lukker ned)

Og man ender med ikke at kunne genkende sig selv, fordi man kun er en skygge af det menneske, man var, da man mødte sin narcissistiske partner.

Hvad kan du gøre, hvis du genkender dig selv?

Mange partnere forsøger igennem lang tid at forhandle med sig selv og deres partner. Kan vi ikke prøve at arbejde på forholdet sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke længere var så opfarende? Måske skal vi også prøve at lave lidt flere/færre ting sammen! Og så videre. Altså en forhandling og en orientering i retning af at kunne få det dejligt sammen.

Det kan vi gøre i mange år, og det kan nogengange føles som om vi trænger igennem og der sker forandringer. Men i det store hele er der så stor modstand mod forandring af status quo fra narcissistens side, at det tærer mere på kræfterne end det gør godt.

Og det er her vi skylder os selv at tage os selv alvorligt og virkelig se i øjnene, hvor vi er og hvad der er sket med selvværdet, livet og kærligheden. For hvis vi allerede sidder så dybt i moradset af narcissistisk offersyndrom, og vi har en partner, der er ligeglad eller som synes at det er vores eget ansvar/skyld, så er der desværre meget lidt håb, for ikke at sige intet håb, om at det ændrer sig.

Så skal vi stille op som boksebold for et andet menneskes narcissisme, eller skal vi tage os selv alvorligt og komme videre?

Det er nok værd at bruge et par tanker eller fem på….

Husk. Du fortjener bedre.

Kærlige tanker fra et solgyldent maj,

Christina Copty

 

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | 36 kommentarer

“Han har jo også gode sider” og andre ting, vi siger til os selv!

“Han slår mig ikke, men han kan godt finde på at tage hårdt fat i mine arme”

“Han er jo bare en stakkel, så jeg har ondt af ham”

Allerkæreste søster – dagens blogindlæg er et opråb fra mit hjerte til dit, for det smerter mig så uendelig meget dag ud og dag ind at høre og se konsekvenserne af årevis af psykisk vold fra mænd, der påstår at de elsker kvinder.

Mænd, der behandler kvinder dårligt, elsker ikke kvinder. De hader dem. De ønsker at have magt over dem, tryne dem, at blive serviceret og tilbedt af dem. De vil have opmærksomhed, beundring, tilbedelse. De føler sig berettigede til at gribe fat i, til at tilsvine, til at nedgøre, til at håne, til at grine ad, hvis en kvinde tillader sig at forholde sig kritisk, eller tillader sig at efterspørge, at hun skal behandles ordentligt og retfærdigt. Disse mænd er IKKE interesserede i ligebyrdige forhold. De er IKKE interesserede i at afgive magten og påtage sig ansvaret for at gøre hverdagen skøn og dejlig. Nej. De er kun interesserede i at tage. Modtage. Få. Hvadenten det gælder plads, tid, penge, sex, you name it: “Du er unormal, hvis du ikke vil have sex hver dag”, “Mit job er vigtigere end dit” “Dine venner er dødsyge, hvorfor vil du være sammen med dem?”

Det er altså ikke kærlighed det der. Det er egoisme, det er disrespekt. Det er foragt. Og i foragten er der ingen kærlighed. Også selvom han ‘ind imellem også har gode sider.’ Alle kan ind imellem gøre sig umage, men ind imellem er bare ikke godt nok, når det handler om samliv!

Året er 2017, og vi to, kære medsøster, er nået så langt, at vi ikke længere har brug for en mand for at overleve, så hvorfor er der så mange af os, der enten har prøvet at være eller stadig er i forhold, hvor det handler om ren og skær overlevelse? Hvorfor er det, at vi tror at kærligheden skal gøre ondt? At vi ikke kan forvente andet, end det ragelse, vi har raget til os? At vi skal finde os i at skulle tage en mands skyld og ansvar på os, imens han bare vimser rundt som en anden Konge i Lorteland? Hvor er det at vi ikke tror at vi er mere værd end den behandling?

Ja, altså undskyld mig, men det er på tide at vi vender blikket indad et øjeblik og lige mærker efter: Er den her behandling overhovedet god – ikke god nok – men god? Er den rimelig? Er den kærlig? Er den omsorgsfuld? (Og nej, han skal IKKE have lov til at definere hvad der er godt for dig, eller hvem du er – Det skal du, så hold hans ydmygende  kommentarspor væk fra dit indre øre – eks: “Du er sgu så krævende”, “Der er jo ikke andre, der vil have dig”, “Jeg kan godt forstå din eksmand ikke gad dig”).

Du, allerkæreste, smukke, unikke, fantastisk kvinde, fortjener at få og give til et værdigt menneske. Et menneske, der både rummer kærlighed, åbenhed, ærlighed, nænsomhed, omsorg, humor, lethed, kompleksitet, dybde… ja, alt det, du drømmer om, for det er kun når du er sammen med sådan et menneske, at du virkelig vil opdage, hvad kærlighed er.

Og tro mig – Det findes. Det er jeg en af de mange, der er så heldige at have fundet ud af efter et langt voksenliv med mænd, der i virkeligheden hader kvinder.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Køb min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” hvor du kan læse om mænd, der misbruger kvinder.

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Ord versus Handling

“Jamen, han kan ikke være helt så slem som dem, du beskriver, for han siger også en masse søde ting”

“Hun siger, at hun hader utroskab, så det kunne hun aldrig finde på selv at være”

“Han har sagt, at vi to er soulmates for evigt, så de andre kvinder han er sammen med, betyder ikke så meget for ham, som jeg gør”

“Hun siger, at hun aldrig kan elske nogen lige så højt som hun elsker mig, så hun mener det jo nok ikke så slemt, når hun behandler mig dårligt.”

“Han siger, at han er såret og ked af det, så han kan ikke være krænkeren”

You get the picture…

Livet med en narcissistisk partner er overvejende præget af ustabilitet og en følelse af hele tiden at være på usikker grund, fordi man ikke ved, hvad man skal forholde sig til – narcissistens ord eller hans handlinger!

Det paradoksale er nemlig, at narcissisten siger akkurat det samme – at han eller hun også mangler en følelse af stabilitet, og at der ville være det i forholdet, hvis bare den anden ikke var så vekslende i sin kærlighed.

Hvad sker der?

Narcissisten har ikke noget problem med at bruge ord til sin egen fordel. Det gælder hvadenten det er i starten, hvor kærligheden brænder i ham og får ham til at gå all in for at vinde sin udvalgtes hjerte, eller om det er i devalueringsfasen, hvor han enten sætter sig i offerrollen, eller hensynsløst sværter partneren til med kolde, ondskabsfulde ord, der skal få hende til at skamme sig, og påtage sig skylden for hvad det nu end er, der er galt imellem dem.

Narcissisten reflekterer ikke over, hvordan ordene modtages af sin partner, for han er kun optaget af sig selv, sine egne følelser og behov. Derfor kan han for eksempel også den ene dag sige et, og den næste det modsatte, eller helt benægte nogensinde at have sagt, hvad han sagde.

Som partner skaber det naturligvis vrede, irritation og frustration, og i jagten på retfærdighed ender man med at forsøge at få ham til at huske rækkefølgen af ordene, og hvem, der sagde hvad, så begge kan tage ansvar for hver deres. Det er narcissisten ikke interesseret i. For ham handler det om øjeblikket og hvilke fordele han kan drage: Hvad kan han sige lige nu for at redde situationen for sig selv, og undgå at mærke ubehaget ved at skulle tage ansvar og skyld på sig.

Ord er altså narcissistens bedste redskab i sit behov for at skabe en virkelighed, der gavner ham. Det gælder om det er på en arbejdsplads, hvor han tager æren for et stykke arbejde en anden har gjort; om det er blandt venner, hvor han vil hævde sig, eller i forholdet, hvor han langsomt men sikkert i takt med at han indser at kærligheden ikke er den idealiserede forelskelse han er så afhængig af, bliver mere og mere konkurrencepræget i sin konstante søgen efter at være den, der bliver tilgodeset og draget omsorg for.

(Skal du med til foredrag og gruppeterapi “Når Kærligheden Gør Ondt; Om Narcissisme og Parforhold” ?)

Så ordene er ikke der, man som partner skal forsøge at forstå, hvad der foregår. Ord er for narcissisten gratis, ikke-bindene, og kan udtrykkes uden omkostning, moral eller ærlighed. Han står ikke til regnskab for, hvad han siger.

Derfor må man istedet fokusere på hans handlinger. Hvad er det, han gør? Hvor ofte træffer han valg, der kun gavner ham? Hvor ofte svigter og nedgør han? Hvor ofte lyver han? Hvor ofte gør han, hvad der passer ham, uden at drøfte det med sin partner? Hvor ofte manipulerer han og vender situationer på hovedet? Og sidst men ikke mindst, hvornår tager han for alvor ansvar for sin egen adfærd, og ændrer sig til gavn for begge parter?

I hans handlinger ligger nemlig det tydeligste billede af hans egoisme og manglende evne til empati og tosomhed. Hans ‘My way or the high way’ mentalitet. Og det er det, du må forholde dig til. Ikke hans forførende, anklagende, bebrejdende, indsmigrende ord – De er blot hans redskab til at få manipuleret omverdenen på plads, så man underlægger sig hans enevælde.

Og det er ikke kærlighed!

Køb bogen Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold lige her

Kærlige hilsner,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

‘Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg syntes mit forhold var så dårligt’

StockSnap_L3A6512JJJNår selektiv hukommelse og glemsel sætter ind efter bruddet fra et destruktivt parforhold…

Mennesker, der har været i dårlige forhold, kan efter noget tid væk fra forholdet have svært ved at huske, hvad det var, der gjorde det så ubærligt at være i. De husker ikke de voldsomme skænderier som noget særligt, faktisk kan de ind imellem fuldstændigt glemme, at de skændtes som hund og kat. De husker ikke frustrationerne, afmagten og følelsen af at banke hovedet mod en mur, hver gang de gerne ville på banen med noget, de syntes var vigtigt.

I stedet kommer de til at forklejne fortidens krænkelser og kan, ligesom da de var i forholdet, begynde at stille spørgsmålstegn ved, om de mon ikke selv var skyld i, at det gik som det gjorde. Om ikke de mon selv var den part, der gjorde forholdet ubærligt at være i. Om ikke det måske i virkeligheden er eks-partneren, der er den forurettede part…Og derfra er vejen til længsel og smerte ikke lang.

Hvorfor sker det for os?

Det er naturligt for os at glemme, hvordan noget føles når tiden går. Det er faktisk en praktisk indretning, der gør, at vi kan klare os igennem livet, uden at tage al for meget skade. Hvis vi skulle huske, følelsesmæssigt og kropsligt, hvordan hver enkelt sårende oplevelse føltes, ville vi blive traumatiserede i løbet af de første leveår.

Vi har altså en biologi, der hjælper os til at overkomme svære hændelser, så vi kan leve videre, men samtidig har vi også nogle psykologiske mestringsstrategier, der gør, at det bliver nemmere at tage skyklapper på og kun fokusere på det, der engang fungerede, for selvfølgelig var der noget, der fungerede, det er der i alle forhold – husk på, at ingen er sammen med nogen, der altid er en idiot, vi er der på grund af de gode stunder!

En af disse strategier går ud på at man kommer til at gå med på modpartens version af virkeligheden, og betvivler sine egne oplevelser, så man i stedet for at minde sig selv om, hvordan det var at blive talt ned til, istedet vender det på hovedet og ser det fra eksens side og siger til sig selv, at den anden var nødt til at gøre som vedkommende gjorde, fordi man selv var skyld i det.

En anden mestringsstrategi er, at man ser på sin ekspartners livshistorie og derved forklarer og forklejner vedkommendes brutalitet, med et “han gør det kun, fordi han har haft en meget streng opvækst.”

Eller man tilskriver eksen nogle følelser og tanker, som vedkommende i øvrigt aldrig selv har givet udtryk for, som i “Jeg ved, at hun inderst inde elsker mig, men hun har bare svært ved at vise det.”

Der er altså en del veje ud af virkelighedens smerte, og man kan stikke hovedet i sandet på mange måder og lyve for sig selv, fordi det er for svært at se sin egen sandhed i øjnene. Grunden til, at vi kan finde på så mange krumspring, for at undgå at se sandheden, er fordi  det vil tvinge os til at skulle forholde os til den virkelighed vi befinder os i. Vi er altså nødt til at se i øjnene, at vi længes efter en eks, der ikke behandlede os godt, ligegyldigt hvad forklaringerne og undskyldningerne så ellers lyder på. Vi skal indse, at vi har kæmpet en helt igennem forgæves kamp igennem forholdets levetid for at få noget, der ikke kunne blive en konstans. Vi må vågne til den kendsgerning, at vi søgte retfærdighed, kærlighed, forståelse og omsorg, hvor der ingen var – og dét kan være hård kost, især hvis man er vant til at  vurdere sin egen værdi ud fra, hvordan andre behandler én. 

Og der ligger det første ledetråd ud af denne smerte: nemlig at vi ikke skal lade andre definere vores værdi, men finde den i os selv. Vi skal lære at omgå os selv og vores egne tanker og følelser med selvrespekt, værdighed og omsorg. Vi skal kunne se os selv i øjnene og vide, at vi har hævet standarden for, hvad vi vil gå med til. OG…sidst, men ikke mindst, så skal vi bruge den tid og de kræfter vi har brugt på at forsøge at få et andet menneske til at elske os, på at lære at elske os selv, for når vi gør det, falder alt andet på plads.

Husk, du fortjener bedre.

Med ønsket om en velsignet dag til dig,

Christina Copty

 

 

PS: Hvis du vil læse mere om destruktive forhold med narcissisme som omdrejningspunkt, kan du glæde dig til udgivelsen af min bog, ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold’ der er på gaden d. 27. december 2016 – altså den dag, du alligevel skal ud og bytte gaver 🙂

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 8 kommentarer

Julen med den narcissistiske partner

Julen er for mange en skøn og dejlig tid med venner og familie, glögg og æbleskiver, julefrokoster og gode, lange juledage i familiens skød. Det er en tid, hvor der gøres ekstra meget ud af hyggen, og hvor romantik i kærlighedsforhold nærmest er oplagt med de små glødende lys og de intime stunder, der kan skabes ud af ingenting i en mørk tid.

Men.

Hvis du er sammen med en narcissist er julen alt andet end god. Det er i stedet en tid fyldt med stress, uro og frygt for, hvad narcissisten kan finde på, for at sabotere julen. For det er det, han gør. Saboterer den. Den narcissistiske partner kan nemlig ikke tåle julen, fordi den ikke handler om ham. Al den opmærksomhed, han er vant til at få, rettes nu mod at finde gaver til børnene, med at planlægge julefrokoster og kom-sammener, med at lave planer, der kommer alle til gode. Og det har han svært ved at kapere.

Så hvordan saboterer han julen? 

Han nedgør julen: “Hvor er det en latterlig forbrugsfest”

Han nedgør dig direkte: “Hvor er du dum, at du hopper med på al den virak”

“Kan du ikke slappe lidt af? Du opfører dig som et barn” (især hvis du er glad)

Eller inddirekte:“Hvor er folk bare dumme, at de går så meget op i julen”

Og så er der de andre metoder han bruger til at sabotere selve jule-aften og den gode stemning: 

  • Han nægter at holde jul, eller vil kun holde den, hvis den foregår på hans betingelser, ofte med en klausul der indebærer at du skal give afkald på noget, der er vigtigt for dig.
  • Han lægger sig ‘syg,’ og forlanger at du skal tage hensyn til hans pludseligt opståede ‘sygdom.’
  • Han surmuler, eller er kold og nægter at kommunikere, og du må ikke konfrontere ham med hans åbenlyse surmuleri.
  • Han sidder klistret foran fjernsynet, og vil ikke deltage, og du forventes at skrue ned for julemusikken og dit gode humør, så han kan se sin ‘vigtige’ udsendelse.
  • Han drikker sig fuld med vilje, så du hele tiden skal tage dig af ham, samtidig med at han senere påstår, at det ikke var med vilje at han blev så fuld.
  • Han skælder børnene ud, fordi de larmer og er glade for deres gaver.
  • Han er utilfreds med sine egne gaver og gider ikke sige tak.
  • Han køber ikke gaver til andre, for han synes det er en ‘åndsvag’ tradition.

Alt det her gør han, fordi han vil straffe dig fordi du har flyttet dit fokus fra ham. Hvis du som partner vil bløde op for stemningen, enten fordi du forsøger at gøre det hyggeligt for børnene, eller fordi du synes det er svært at være i rum med en mand, der opfører sig sådan, giver du ham det, han vil have: opmærksomheden og magten til at ødelægge julen for dig!

Det er vigtigt at vide, at ligegyldigt, hvordan du vender og drejer den, hvor meget du er villig til at gå på kompromis og gå ham i møde, vil du ikke ramme rigtigt, for det handler for ham ikke om at finde et kompromis, men om at han ikke kan tåle, at du har noget, der gør dig glad – som ikke er ham – og derfor vil alle dine forslag blive mødt med modstand eller ligegyldighed. Der er ikke plads til kompromis i narcissistens verden. Det er hans måde eller ingenting.

Hvad kan du gøre? 

Det, du kan gøre, er at italesætte hans adfærd så direkte og konkret som muligt og sætte dine grænser for, hvad du vil være med til. Hvis han ikke vil fejre julen, så gør det klart at du ikke vil ødelægge din egen (og jeres børns) jul, men at du anerkender, at han ikke ønsker at fejre julen. Hvis han taler dårligt om julen eller om dit julehumør, så sæt en klar grænse for, hvad der er okay for dig at skulle høre på, og hvad der er fint han holder for sig selv.

Med andre ord handler det om at være assertiv i din kommunikation, så du ikke kommer til at underlægge dig hans magt og sabotage enten ved at blive vred, hidsig eller ked af det. Du kan ikke ændre ham, og du kan ikke overtale ham til at synes det er hyggeligt, eller rart, hvis han bare anstrengte sig lidt. Formålet for ham er at ødelægge julen. Formålet for dig…bestemmer du. Og du må tage ansvar for at træffe de valg, der gør at du selv og eventuelle børn får en god jul – også selvom det betyder at han så må sidde for sig selv juleaften. Han er voksen og tager selv ansvar for sit liv. Husk det.

For du fortjener selvfølgelig en dejlig jul og en god juleferie.

Hvis du vil vide mere om den narcissistiske mand, hvordan det er at være i et parforhold med ham, og hvad du kan gøre for at passe på dig selv, kan du allerede i dag forudbestille bogen “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold.”  (klik på linket).

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tør du ikke forlade dit dårlige forhold?

Et af de perplekse spørgsmål, der oftest dukker op når talen falder på dårlige forhold er, hvorfor pokker folk bliver i dem. Hvorfor skrider de ikke, når det ikke har været godt i flere år? Hvad er det, der gør at man bliver, dag efter dag, imens livet og tiden rinder ud, uden at noget af den grund bliver bedre?

Well. Der er med garanti ligeså mange grunde, som der er parforhold, men de tre underliggende grunde er oftest:

  1.  Vi havde det godt engang, og jeg håber på at vi kan få det ligeså godt igen
  2. Jeg er bange for at være alene, og tror ikke på at jeg kan finde kærligheden igen
  3.  Vi har det godt engang i mellem

Det er tre utroligt dårlige grunde til at blive i et forhold, der har aftjent sin værnepligt, for ingen af dem bunder i kærlighed længere, men istedet i frygt: Frygten for at være alene, frygten for at fejle og frygten for ikke at have gjort nok.

Men lad mig fortælle dig en ting: Hvis dit forhold ikke føles rart hele tiden (ja, man kan godt være sur og tvær og skændes, men forholdet skal føles rart og trygt at være i – man kan regne med hinanden, man kan stole på hinanden, man ved at skænderierne IKKE handler om at den ene skal have ret og den anden derfor skal trynes!) så er det på tide at sige adieu til det. Og langt de fleste ved det godt. Men tør ikke tage skridtet. Det endelige skridt.

Enten fordi du har gjort det før og fortrudt. Eller fordi eksen kom tilbage på tiggerfødder. Eller fordi du blev gravid på vej ud af døren. Eller fordi du ikke kan holde smerten ud ved et kærestebrud.

Og det er nok den sidste der er sværest at takle for mange mennesker i dag.

Det er som om vi lever i en kultur, hvor vi kun skal underholdes og være glade hele tiden. Vi må ikke mærke smerte. Vi må ikke mærke ubehag. Vi må ikke mærke ensomhed. Vi må ikke udfordres på vores tryghedsrammer. Vi må ikke være i sorg, for så er det pludselig en depression, som skal behandles. Det er helt skævt.

Når et forhold du engang har været glad for at være i, skal ende, gør det ondt. Det er klart. Men det er også okay. Du kan godt overleve den smerte det er at sige farvel, ligesom du også overlever når andre omkring dig dør. Og ja – det vil stikke i hjertet. Der vil være tårer, der skal grædes. Der vil være ensomme nætter og lange dage. Der vil være tanker om fortiden og afsavn efter det, der var godt – Og det er okay! Det er sådan det er at være menneske og menneskelig.

Det er som om vi glemmer det – og at vi glemmer at smerten også hører op en dag. Det kan godt være der går ‘lang’ tid (alt er relativt og når vi er i smerte og sorg, føles tiden lang ligegyldigt hvad – det er et af de livsvilkår der er, men det er ikke farligt), men tiden går og en dag er du igennem smerten.

Smerten varer kun ved hos de få, der ikke slipper den, eller som ikke tør gå igennem den. Men for det meste er det frygten for at du ikke kan komme igennem smerten, der afholder dig fra at tage skridtet væk fra det, der ikke længere er godt. Men frygt er som meget andet, kun noget, der findes i tankerne.

Så få hjælp til at bekæmpe din frygt og mød din sorg med omsorg og plads. Giv dig tid til at sørge. Til at tage afsked og sige farvel. Og når du engang er færdig med det, så har du givet dig selv en helt ny chance for at livet kan se meget bedre ud for dig end det gør i dag, hvor det kun er frygten, der fastholder dig i et forhold, der ikke er sundt eller godt for dig.

Du ved det godt – Du fortjener bedre!

Kærlige tanker,

underskrift

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Når op bliver til ned, og hvidt bliver til sort…

Intet er mere ødelæggende for et parforhold end gaslighting. Gaslighting som begreb stammer fra et teaterstykke fra 1938 (senere filmatiseret med Ingrid Bergman i hovedrollen), hvor hustruen bliver manipuleret på så grov vis af sin mand, at hun (spoiler alert) næsten ender med at tro, at hun har mistet grebet om virkeligheden.

I narcissistiske forhold findes denne form for manipulation altid og i flere forskellige udgaver på et spektrum, og indbefatter situationer i ‘småtingsafdelingen’ som “Nej, hold da op, selvfølgelig kan du lide det” til mere direkte angreb på den andens virkelighedsopfattelse.

Faren ved gaslighting er, at det efterlader offeret med en voksende tvivl på sin egen evne til at navigere i verden, og et af de tydeligste efterslæb af det viser sig, når en klient for eksempel spørger mig, hvordan jeg kan være sikker på at det ikke er hende, der er noget galt med, for jeg hører kun hendes version – og hendes (narcissistiske) partner vil fremlægge sagen fuldstændigt modsatmed sig selv i offerrollen og hende som narcissisten…eller i det mindste som krænkeren. Han kan nemlig godt finde ud af at bruge sit sprog!

Hvad pokker sker det?

Hvis du er i et forhold til en narcissist, nedbryder denne form for mind control langsomt din selvopfattelse. Som tiden går, bruger du mere og mere tid på at forsøge at nå ind til din partner med din forståelse af verden, men du mødes oftere og oftere af et misbilligende blik, en nedladende kommentar eller et direkte angreb på netop din opfattelse. I starten vil du måske bruge oceaner af tid på at forsøge at forklare og forsvare dig på det utal af måder, som du kan komme i tanke om, for at han forstår dig, men efterhånden som tiden går, og du finder ud af, at der ikke er hul igennem, oplever du oftere at miste din egen energi. Du taber pusten allerede inden I går igang med en diskussion, fordi du ved, at han ikke hverken vil eller kan forstå dig. Som om I ikke kun taler forskellige sprog, men som om I er fra to forskellige planeter.

Når du mister pusten og måske giver op, begynder du også at tvivle på dine evner til at udtrykke dig. Du tvivler pludselig på, om du overhovedet kan gøre dig forståelig på almindeligt dansk, eller om der er noget galt med dig. Du begynder at tvivle på, om du får sagt, hvad du har brug for, på en ordentlig, mild, ikke-truende måde, eller om det er rigtigt, hvad din partner siger, at du bare er ude på at jorde ham/få din vilje. Du begynder langsomt at tvivle på, om du overhovedet har ret til at give udtryk for, hvordan du har det, eller hvordan det føles at være dig i forholdet, for han fortæller dig hjertens gerne, at du tager fejl, at du er for følsom, for nærtagende, for kritisk, for meget. At du er den onde.

Men det er du ikke. Du er udsat for gaslighting. En af de farligste former for hjernevask man kan udsættes for. Og mange spørger, (som om det gør det bedre) om narcissisten gør det med vilje. Svaret er: Nej, ikke altid/Ja, nogengange.

Hvorfor gør han det?

Han gør det fordi han kan – og fordi han ikke kan lade være.

Når man er optaget af sig selv og sine egne behov, vil andres behov komme i vejen. Så ud fra en forståelse af verden og menneskerne i den som objekter, der kan bruges til at tilvejebringe opfyldelsen af behov og lyster, er det svært for sådan et menneske at tilsidesætte sin egen behovstilfredsstillelse for andres. Istedet vil man søge at indrette sig således, at andre bliver villige service organer, og for at gøre det, er man nødt til at fjerne deres naturlige modstand mod at blive brugt som sådan. Det gøres mest effektivt ved at fortælle dem, at den måde de tænker, føler og forstår på, er forkert. Fejlagtig. Defekt.

Kageeksemplet

Her får du lige et kageeksempel til at illustrere det:

Hvis der er et stykke kage tilbage, og vi begge gerne vil have det, kan jeg som narcissist ikke tænke, at det måske er godt, hvis vi deler det, eller endnu bedre, at du får det, fordi det gør dig glad. Nej, jeg kan kun tænke på mig selv, men jeg kan ikke vise dig, at jeg kun tænker på mig selv, for så er jeg et dårligt menneske – ingen vil udnævnes egoist – Derfor skal jeg overbevise dig om at give mig det: Jeg vil have det stykke kage, og for at få det er jeg villig til at gøre hvad som helst, der får dig til at give mig det.

Så kunne jeg for eksempel sige:

  • Du tænker kun på dig selv
  • Hvorfor skal du altid have det bedste stykke?
  • Er der overhovedet plads til andre ved det her bord?
  • Synes du ikke, at du har fået nok kage?
  • Nu skal du også passe på, hvad andre tænker om dig
  • Jeg ved ikke om jeg kan være sammen med en egoist som dig
  • Jeg er ikke tiltrukket af tykke mennesker

Hvis du så for eksempel siger til mig at jeg manipulerer med dig, vil jeg sige at du overreagerer, at du definerer mig, at du overskrider mine grænser, at du tydeligvis er ude på at skade mig, at du er egoistisk! Igen. Alle disse udsagn er med til at få dig til at trække dig tilbage og give mig stykket. Samtidig stadfæster jeg også at det er dig, der er egoistisk – også selvom jeg ender med kagestykket – for det er meningen at du skal tvivle så meget på din berettigelse, at det er mig, der bestemmer, hvornår og hvad og hvorfor noget ska ske – og ikke ske.

Hvis du er i sådan en type forhold, tager det desværre lang tid at gennemskue, hvad du har med at gøre, for det er svært at indse at den partner, som du tror elsker og ærer dig, i virkeligheden kun er optaget af sig selv, men hvis du mærker, at du bliver mere og mere forvirret i dit forhold, så kan det være du skal lave den lille test at se ud på alle dine andre relationer og spørge dig selv, om du også oplever at blive sat i bås som den egoistiske, dumme, lede kælling der, eller om du godt kan få lov til både at have behov og stille krav i dine andre relationer – Hvis du trækker et stort rungende ‘ja’ opad den hat, så gør dig selv den tjeneste at mærke efter, om det her er godt nok for dig – for husk nu:

Du fortjener bedre.

Der er stadig pladser til årets sidste foredrag om Den Narcissistiske Mand, hvor du vil høre meget mere om gaslighting og alle de andre manipulationsmetoder, han bruger – og hvad du skal gøre for at passe på dig selv. Så klik på linket og få købt din billet med det samme. Det er lige om lidt, og jeg glæder mig til at dele min viden med dig, så du bedre kan navigere i dit parforhold.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 3 kommentarer