Gæsteblogger: To år i en Boble

Jeg har styr på mit liv, min selvtillid er i top og jeg ved hvad jeg vil. Alligevel blev jeg revet med ind i en boble af vanvid. Det kommer jeg aldrig helt til at forstå.

Min kæreste gennem 9 år og jeg var netop flyttet fra hinanden. 9 stabile og gode år, hvor vi nu var nået til erkendelsen af, at vores forhold i højere grad var et venskab.

Jeg flyttede i en lejet bolig, mens jeg stadig ejede halvdelen af ejendommen min exkæreste og jeg havde købt. Han havde ikke råd til at købe mig ud, så den praktiske del måtte vente lidt.

Nu skulle jeg nyde singlelivet, at være alene, ikke tage hensyn til andre behov end mine egne. Verden var åben. Jeg kunne flytte hvorhen jeg ville. Nærmest skræmmende, at mulighederne var uendelige, men det var også en fantastisk følelse.

Men inden der var gået en måned var jeg forelsket på ny. Min hjerne fortalte mig, at det her ikke var verdens bedste ide, men jeg lod mig rive med.

Vi mødtes i forbindelse med vores fælles passion for frivilligt arbejde.

Fra begyndelsen var der alarmklokker der ringede. Jeg oplevede forelskelsen fuldt ud når vi ringede sammen og særligt når vi skrev sammen på sms eller messenger. Men når vi mødtes manglede der noget. Han var ikke fuldt nærværende og jeg oplevede ikke at hans begejstring på skrift kom til udtryk når vi mødtes. Det var som om der var noget galt med mig. Jeg kunne ikke se, at han allerede her manipulerede med mig.

Han fik andet job og skulle flytte. Det gav sig selv at han skulle flytte hjem til mig. Jeg havde jo et helt hus. Jeg husker det sådan, at jeg ikke havde et valg. Senere har han fastholdt, at det var mig, der insisterede. Det blev et kerneområde i mange af vores diskussioner, at jeg havde så dårlig en hukommelse.

Hans 2 børn mødte jeg hurtigt. De kom til at spille en vigtig rolle i vores forhold.

Når man flytter sammen er der kompromiser der skal indgås. Jeg oplevede at alle de punkter hvor man normalt vil indgå kompromis, blev til kampzoner. Jeg bryder mig ikke om at have døren til soveværelset lukket, når jeg sover. Han lukkede konsekvent døren. Jeg oplevede at mine behov blev fuldstændig ignoreret. Det var små ting, men der var rigtig mange af dem.

Han havde ikke ret mange penge. Det var derfor ofte mig, der betalte. Til sidst var det altid mig der betalte. Han kunne sågar foreslå at vi gik ud og spiste eller i biografen uden han selv havde penge til det. Var det begyndt sådan, så jeg tror jeg bestemt jeg havde reageret. Men det kom langsomt. I starten var han ydmyg overfor det at han ingen penge havde. Alligevel skulle vi have høns, grave køkkenhave, have drivhus. Alt sammen på min regning og samtidig med en følelse af, at det ikke var helt i orden på den lejede matrikel.

På en eller anden måde blev det min opgave at holde ham glad. Det blev vigtigt at han fik det han ville have.

Når børnene kom var det mig, der sørgede for mad og det blev vigtigt for mig, at de fik de bedste oplevelser når de var hos os. Han havde som regel ikke flere penge. Hverken til mad eller til oplevelser og nogen gange heller ikke til benzin. Det var fantastisk når vi spillede spil. Så var vi en lykkelig familie. Men ind i mellem blev det for meget for ham. Så måtte børnene pludselig ingenting. Det blev min opgave at passe på dem og derfor blev det endnu sværere at gå fra ham.

Allerede indenfor det første halve år kom parterapeut på tale. Der var mange situationer hvor vi oplevede at vi overhovedet ikke forstod hinanden. Ikke talte samme sprog. Under diskussionerne holdt jeg godt fast i mig selv og min egen kerne. Jeg vidste hvad der var rigtigt og forkert for mig. Derfor endte det ofte med at han kom undskyldende til mig og at han nok skulle blive bedre til det ene og det andet. Samtidig beskyldte han mig for altid at angribe ham for at det var hans skyld det hele. Det eneste jeg gjorde var at fortælle om mine behov og hvad jeg havde brug for.

Så det at jeg havde brug for noget, vendte han om til at være et angreb på ham. En helt igennem umulig situation.

Mine venner holdt jeg op med at invitere hjem. Det blev for besværligt. Jeg kunne ikke overskue at tilgodese hans behov samtidig med at jeg skulle være sammen med venner. For han gav tydeligt udtryk for i hans kropssprog, at han var utilpas når de var der. Når jeg konfronterede ham med det, insisterede han på, at der ikke var noget i vejen. Ergo måtte det jo være mig, der var noget i vejen med.

Vi fik dog et vennepar, som vi kunne ses med. Et par han kendte. Kvinden inviterede mig til en event for kvinder, som var en tradition og som holdes en gang om året. Jeg var smigret over at blive inviteret og så muligheden for at udbygge mit netværk. Fantastisk. Han skulle også nok køre mig derhen, så jeg kunne drikke uden at skulle tænke på at køre. Kort før eventen blev han udsendt med jobbet omkring 10 dage – han hadede at være udsendt. Han kom hjem dagen før eventen. Han insisterede på at jeg da ikke kunne tage af sted, når han lige havde været væk. Jeg måtte da kunne forstå, at den prioritering var helt gal. Jeg holdt fast og det blev en helt forfærdelig aften. Jeg kunne ikke tænke på andet end at han var rasende derhjemme. Når nu det var min opgave at holde ham glad, så var situationen forfærdelig. Også selvom jeg vidste, at jeg gjorde det som var bedst for mig.

Børnene kom hver anden weekend, men der blev også byttet meget rundt. Jeg blev aldrig spurgt hvad der passede mig og det blev forventet at jeg var hjemme. Fra starten af forholdet gjorde jeg det klart, at han ikke kunne forvente at jeg var hjemme altid, når børnene var der. At det var hans børn og hans ansvar. Alligevel blev det sådan, at jeg skulle sørge for mad og deltage i de aktiviteter han og børnene havde. Han var tydeligt utilfreds, når jeg skulle noget andet.

Det frivillige arbejde, som jo var vores fælles passion begyndte at blive et problem. Vi vidste fra starten at der kunne blive udfordringer, fordi vi repræsenterede modsætninger i det frivillige arbejde. Men problemerne opstod i takt med, at jeg ikke valgte mit frivillige arbejde fra for at være mere sammen med ham og børnene. Jeg fortsatte mig liv som før. Han begrænsede sit arbejde og var til langt færre møder. Han insisterede på, at han ikke havde ændret noget.

Få måneder efter vi havde mødt hinanden, blev jeg pludselig fyret. Det er en voldsom oplevelse at blive fyret og man har virkelige brug for at blive mødt med forståelse og for at få talt om det. Det var rigtig svært at finde plads i vores forhold til de følelser, der følger med en fyring. Jeg kunne ikke blive fritstillet, så jeg mødte dagligt op til en arbejdsplads, som jeg var blevet vraget fra og som jeg ikke skulle være en del af fremadrettet. Det var rædselsfuldt.

Heldigvis fandt jeg mig hurtigt et rigtig godt job. Et job som landsdækkende rådgiver, som gav mig endnu mere tid væk hjemmefra. Det passede ham ikke, men det passede ham fint, at jeg kom til at tjene mere.

Han interesserede sig ikke meget for mit arbejde. Min illusion om at drøfte fælles interesser og oplevelser fra dagens arbejde over et glas vin, kom ikke til at ske.

Da vi skrev sammen i starten, fangede jeg hurtigt en bemærkning om at han gerne ville drikke et glas vin med mig. Det gjorde jeg fordi det at kunne dele en flaske vin er indbegrebet af hygge for mig. Det viste sig, at han ikke drikker vin. Han kan ikke styre det, så han kan ikke nyde et glas vin. Han drikker for hurtigt og bliver meget fuld. Det er der ikke meget hyggeligt i.

Selv drikker jeg gerne et glas vin – også en hverdagsaften. Det så han meget skævt til. Jeg har tidligere boet med kærester, som ikke drak vin, så jeg har lært mig, at jeg sagtens kan tage et glas vin alene. Det holdt jeg op med, for alene måden han så mig på, når jeg hældte vinen op, gjorde mig ubehageligt til mode.

Til gengæld drak han gerne øl. Og senere viste det sig, at han også drak mere og oftere end jeg var klar over. Det var ikke mig han drak med. Det var typisk vennerne. Altså nye venner fra lokalområdet, som han hurtigt faldt i tråd med. I hvert fald de af dem, der godt ville drikke øl med ham. Han blev også rigtig gode venner med min ex kæreste. Vennerne mødtes typisk når jeg ikke var hjemme. Så der kom og gik mange i mit hjem, når jeg ikke var der. Det vidste jeg ikke.

Senere har jeg fået fortalt hvem der kom der. Det forekommer mig stadig besynderligt, at det ikke faldt ham naturligt at fortælle, at der havde været gæster, når jeg kom hjem.

Ind i mellem blev det svært for mig at trække vejret der hjemme. Der var ligesom ikke rigtig plads til mig. Et fristed blev hos min far på plejehjemmet. Her kunne jeg være mig og have følelser og drøfte alverdens ting. Og her blev jeg mødt af kærlighed og forståelse.

Min far døde pludseligt. Det var en meget stor sorg. Også disse store følelser kunne heller ikke rummes i vores fælles hjem. Børnene kom og jeg kunne ikke komme til at være ked af det. Han tog ikke hånd om mig eller om noget.

På dette tidspunkt havde jeg flere gange tilkendegivet, at jeg ønskede at vores forhold skulle stoppe. Jeg havde bedt ham flytte. Når jeg spurgte ham om han ikke kunne høre hvad jeg sagde, svarede han; jo, men du hører jo ikke hvad jeg siger. Og så kom vi ikke videre.

På et tidspunkt fik jeg nok. Situationen var absurd. Jeg kørte rundt med min fars gravsten bag i bilen, som jeg havde hentet hos bedemanden og var hos flere veninder og græd og græd, for nu skulle det slutte.

Da jeg kom hjem fik han vendt alting på hovedet og jeg anede ikke hvorfor jeg ikke holdt fast. Så vi fortsatte. Veninderne begyndte at blive trætte af at høre på mig, for jeg gjorde jo ikke alvor af det alligevel.

Derfor holdt jeg op med at fortælle om hvad der foregik og herfra gik det kun ned af bakke.

Alligevel besluttede jeg kort tid efter at jeg skulle købe min ex ud af gården, så vi kunne flytte ind. Jeg havde ikke tidligere overvejet den mulighed, da jeg ikke kunne overskue alt det der skal gøres. Men når vi var to var det fint og min ex var lettet over at kunne komme videre med sit liv.

Samtidig var gården stedet med historien – også om min far, som havde boet i aftægtsboligen. Min far elskede stedet og solcellerne var en gave fra ham. Det gav på mange måder god mening.

Da vi flyttede ind på gården ændrede han sig. Nu skulle vi have endnu flere dyr. Vi skulle have ænder, gæs, flere høns og får. Og også nogle kalve. På min regning naturligvis.

Selvom jeg fra starten havde sagt, at det var ok med dyr, bare jeg ikke skulle passe dem, så endte jeg alligevel med at skulle tage mig af det hele, når han var udsendt med jobbet.

Det blev meget konfliktfyldt, når jeg sagde fra.

Han opførte sig om alt var hans eget.

Han blev uvenner med min ex kæreste. Det var en mærkelig situation. Jeg fik at vide, at det også bare var min ex der var mærkelig og det var svært for mig at gennemskue, hvad der foregik. Efterfølgende kan jeg se, at han beskyldte andre for ting han selv gjorde. Når han f.eks. havde travlt med at en af vennerne lagde an på en nabokone, så har det efterfølgende vist sig, at det var ham selv. Når han fortalte hvor meget en af vennerne drak, så var det ham selv og der er mange flere eksempler som dem. Det betyder at jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at min opfattelse af virkeligheden skal revurderes komplet og at jeg aldrig finder ud af, hvad den sande historie er.

Da jeg igen forsøger at få ham til at flytte, angriber han mig med, at jeg smider alle på porten. Nu har jeg smidt naboen ud (aftægtsboligen var udlejet til mine tidligere svigerforældre), jeg var i mellemtiden blevet direktør i den virksomhed jeg blev ansat i og talte om at afskedige en medarbejder, og nu ville jeg så også have ham ud. Det ramte mig, fordi jeg ikke tænker jeg er sådan en person, som han skitserer. Samtidig begyndte han i høj grad at bruge børnene som våben. At jeg ville gøre det imod dem. Og overbeviste mig om, hvor meget jeg betyder for særligt den store af drengene.

Børnenes mødre havde han ofte konflikter med og han var i statsforvaltningen til møder med begge mødre. Da jeg selv er opvokset med massive omsorgssvigt, blødte mit hjerte for børnene. Dem ville jeg gå langt for.

Det var derfor først da jeg en weekend hvor børnene var der, blev udsat for at få hældt mad og drikke ud over mig i soveværelset, at jeg får sagt fra. Vi diskuterede intenst og bølgerne gik højt. Jeg låste soveværelsesdøren for at være i fred, men han brød den ind. Kort efter en sådan voldsom epsiode, gik han ned i køkkenet og spillede spil med drengene. Han postede den glade familieidyl på facebook, mens jeg var oven på i soveværelset og oplevede det hele som et massivt overgreb.

Jeg holdt fast og bad ham flytte. Først var jeg hensynsfuld og lod ham blive halvanden måned, da den store af drengene skulle konfirmeres. Jeg var ikke meget hjemme den følgende uge og weekenden efter var jeg i Kbh, hvor jeg overnattede hos min søster og svoger. Jeg fortalte hvad der var foregået og de var dybt rystede. De var klar over, at han var speciel, men at det var så galt, det havde de ikke kunnet se.

Vi så en del til hans familie. Vi havde flere konflikter om hvorvidt jeg var forpligtet til at deltage i familiearrangementer. Jeg endte flere gange med at blive syg, når vi skulle afsted. Min familie som nu kun bestod af min søster og svoger og deres børn, dem syntes han var for meget, for larmende. Så det begrænsede mig i at se dem.

Min søster og svoger anbefalede mig at flytte væk indtil han var flyttet. Det tog mig en time at finde et sted at være, hvor jeg kunne have begge mine hunde med. Det gik op for mig, at det ville han jo også kunne, så hvorfor var det lige jeg havde givet ham halvanden måned til at flytte, mens jeg skulle flytte fra mit eget hjem?

Den næste uge blev voldsom. Jeg blev bange for ham, men fik ham til at flytte. I dag fortæller han alle, at han fik 24 timer til at flytte. Han havde allerede fået noget at bo i samme weekend som jeg flyttede, har jeg siden fået at vide.

I processen havde jeg venner og familie, som løbende fortalte hvilke forholdsregler jeg skulle tage. Som f.eks. at skifte låse. Hver gang de nævnte sådanne forholdsregler, kunne jeg slet ikke se det var nødvendigt. Men det var der jeg endte hver gang alligevel. Jeg havde sågar kontakt til politiet fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg ellers skulle få ham til at flytte. Det var som at være med i en film, alt føltes meget uvirkeligt og meget, meget fjernt fra hvad jeg nogensinde kunne forestille mig skulle ske for mig.

Han har valgt at flytte til en ejendom mindre en to km væk og er derfor en del af det lokale naboskab. Det er meget grænseoverskridende, så jeg håber at rygtet om at han ikke betaler sin husleje og snart bliver smidt ud er rigtige. Først da kan jeg helt få ro og komme videre i mit liv.

__________________________

Skriv gerne en kommentar til gæstebloggeren herunder:

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: Tvunget Nærhed

ADVARSEL: Dagens indlæg handler ikke om narcissisme, men om psykisk og fysisk vold i et parforhold, begået af en psykisk ustabil partner, der i sit umættelige behov for fysisk kontakt overskrider kærestens grænser og bliver personfarlig. 

_________________

Dagens gæsteblogger fortæller:

Som del af min egen helingsproces efter mødet med en narcissist eller psykopat (ved ikke præcis, hvad han er), vil jeg gerne fortælle min historie.

Vi mødte hinanden på en datingside. Vi skrev sammen og vi fandt hurtigt tråden med mange lighedstegn, og han havde en utrolig evne til meget detaljeret at besvare eller kommentere. Jeg fik fornemmelsen af at være vigtig og spændende.

Vi mødtes og sad i hans bil, snakkede og gik små ture. Han holdt min hånd og fortalte at han havde en evne til at kunne mærke et menneske igennem berøring og at det føltes rigtigt med mig. Jeg fandt en seddel i hans bil, hvor han havde noteret flere udtræk fra vores samtaler og korrespondancer. Han slog det hen med en ligegyldig bemærkning.

Vores samtaler på de første dates blev efterhånden mere og mere fokuseret på hans ekser, på, hvor uretfærdigt han igennem alle sine forhold var blevet behandlet, og hvordan de hver især havde haft psykiske eller alkoholiske udfordringer. Ingen af dem havde haft ordentlig indsigt i børneopdragelse, hvorfor børnene var særlig tæt knyttet til ham (også hans egne).

Hans første besøg hos mig var med blomster og stor charme. Udover at min bolig lige fik en gennemgang af hvor dårligt håndværk det var lavet med, og at han kunne fortælle, hvordan det burde været lavet.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle besøge en veninde, der boede i en anden by. Han var meget interesseret i alle detaljer, og ville høre, hvornår jeg kørte. Vi boede i hver sin by, han og jeg. Alligevel så jeg ham tilfældigt stå gemt ved en tankstation ved en helt 3. by, hvor han vidste, at jeg ville køre igennem. Han opdagede mig ikke, men jeg konfronterede ham med det. Igen, ligesom med sedlen i bilen, blev det afvist og latterliggjort…!

Han besøgte mig efterhånden regelmæssigt og tog hurtigt ekstra tøj og sager med, som han meget bestemt mente skulle være der, selvom jeg ikke helt kunne se behovet, når han nu stadig boede i den anden by, hvor hans søn stadig boede. Det virkede ikke vigtigt for ham at tilbringe særlig meget tid med sin søn og heller ikke sit andet barn, som boede hos sin mor i endnu en anden by.

Dagen kom, hvor han lagde det op til mig, hvorvidt han skulle finde sig en ny bolig eller flytte ind hos mig. Der var nu gået et par måneder efter første fysiske møde. Godt nok fik jeg indsigelser ift. hans boligsituation, men det lå tydeligt imellem linjerne at det ville være et godt svar, hvis jeg inviterede ham til at bo hos mig. Ellers ville afstanden i dagligdagen være for stor. Desuden havde han i mellemtiden opsagt sit job, og fået et nyt i min by. Så han flyttede ind.

Om natten når jeg vågnede for at gå på toilet, stillede han sig konsekvent op i gangen når jeg kom tilbage, for at kramme mig i lang tid inden jeg kunne gå tilbage i min seng. Hvis jeg ikke gjorde det, blev han meget fornærmet, og der blev en dårlig stemning.

Kom jeg lidt senere hjem (15 minutter) end forventet om aftenen, hvor jeg havde været afsted til en fritidsinteresse, oplevede jeg at have fået flere sms’er med opråb og bebrejdelser om, hvorfor jeg ikke kom hjem, at jeg ikke kunne være bekendt at være sådan…. Næste dag konfronterede jeg ham med beskederne. Han forsøgte på en særdeles myndig facon at retfærdiggøre dette. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville kontrolleres af hverken ham eller andre. Jeg sagde, at jeg ville have en pause. En beslutning som jeg havde det rigtig godt med. Han brød omgående ud i et orgie af tårer og sagde, jeg ved godt hvad det betyder… i det samme kom min søn, men han så ingenting. Jeg gik ud og trøstede min kæreste, som dermed blev boende med lovning om, at det ikke ville ske igen.

Alle de punkter som jeg i min datingprofil havde understreget, var vigtige for mig i et parforhold, at min partner skulle have: egne fritidsinteresser som skulle være vigtige for ham at bruge tid på, ligesom jeg havde mine. Vigtigt at vi ikke sled lårene af hinanden og at jeg havde albuerum. Alle disse punkter var fuldstændig de samme som han lagde utrolig stor vægt på. Han gik til boksetræning, styrketræning og var ude på rigtig mange vandreture med rygsæk. Sjovt nok gjorde han aldrig noget af dette, når han var hos mig inden vi flyttede sammen. Men så havde han selvfølgelig heller ikke lige sin rygsæk med. Da vi boede sammen, var han for træt pga. det fysisk krævende job han havde, samt at han stod så tideligt op… Jeg ændrede ikke mine vaner!

Når vi var ude at gå, sad i sofaen, besøgte min familie eller venner, skulle vi holde i hånd hele tiden. Hvis jeg ikke ville det, blev han tydeligt fornærmet, og kunne finde på at gå.  Hans egen familie ønskede iflg. ham ikke at se ham, eller også var de ifølge ham ikke værd at besøge. Venner havde han et enkelt hold af, som han også præciserede både drak og var psykisk ustabile… noget var der altid galt med dem. Hans eneste ven boede langt væk, og ham talte han ofte i telefon med – men aldrig i andres påhør.

Han ville holde om mig hver eneste gang jeg gik forbi ham. Jeg kunne ikke klare det mere og blev hysterisk når han ikke accepterede at lade være. Han holdt mig fast indtil jeg faldt ned igen. Det føltes fuldstændig som et overgreb og skete ofte.

Det kulminerede med, at han en aften da vi skulle sove, ikke fysisk ville lade mig være i fred. Jeg gik til sidst ind på et andet værelse for at få fred til at sove. Han gik efter mig, ville trække mig ind i sengen, bære mig derind. Han ville ikke finde sig i, at jeg skulle sove der. Jeg skubbede ham til sidst væk. Gik forbi ham, ind i soveværelset og pakkede en taske med melding om, at jeg havde fået nok. Han spurgt mig, om jeg havde tænkt mig at tage ned til mine børns far. Jeg havde ikke overvejet hvad jeg egentlig ville, men sagde ja.  Så gik han  ud af soveværelset, kom tilbage, lukkede stille døren efter sig med et fuldstændig udtryksløst udtryk i ansigt og øjne. Han lukkede vinduet.
Jeg blev nervøs, og spurgte, hvad han lavede. Med en bevægelse trak han en kniv frem fra sine underbukser, svingede mig om på sengen, ved med en hurtig bevægelse at feje benene væk under mig. Sprang ovenpå mig. Fikserede mine arme med sine ben. Holdt kniven bagved sig, mens han stortudede på samme måde som da jeg i begyndelsen af vores forhold sagde, at jeg ville have en pause.

Han sagde:
“Du skal ikke være bange, du kommer ikke til skade.” Mit hjerte hamrede, jeg var rædselsslagen og forestillede mig hvert minut, at jeg fik kniven i min brystkasse. Jeg turde ikke tage blikket fra ham. Han sagde, at det var ham selv som ville komme til skade. Jeg skulle ikke følge efter ham og ikke kontakte politiet. Jeg skulle love at give hans sønner de og de ting, som han remsede op.
Efter en times tid, ud af omtrent to timer i alt, skiftede han igen til det udtryksløse ansigt og nu skulle jeg fortælle, hvorfor jeg havde drevet ham derud. Han kunne nævne adskillige episoder og datoer, hvor jeg havde sagt eller gjort noget, som han altså nu ville have en forklaring på. Jeg kunne sket ikke huske noget af det han spurgte om, og kan det stadig ikke. Han fortalte mig, at han aldrig havde åbnet sig for nogen på samme måde som overfor mig.

Jeg husker ikke så meget mere af det han talte om, udover at jeg løj og sagde, at jeg troede at jeg var gravid, hvilket jeg vidste at jeg ikke var. Han havde imellemtiden fået krampe i benet, og lå nu ved siden af mig, stadig med benet over mig. Han regnede roligt ud, hvornår jeg sidst havde haft menstruation, hvilket han havde meget bedre styr på end jeg, og konkluderede stille, roligt og bestemt at det var jeg ikke.
Han mærkede på mit bryst for at mærke mit hjerteslag, og bad mig om at slappe af, da der ikke ville ske mig noget. Det føltes som om han mærkede efter, for at finde præcist det sted hvor kniven skulle ind.
Han lugtede til min mund og sagde, at han kunne lugte Metallugt, som han selv havde da han som barn var rædselsslagen for sin far, som mishandlede ham fysisk og psykisk.

Endelig slap han sit tag. Ville gå, for han havde jo en plan om at gøre noget ved sig selv. Han gav mig et tidspunkt for, hvornår jeg måtte ringe efter politiet.
Jeg fik ham overbevist om at blive, mest af alt for at jeg vidste, hvor han var. Det værste jeg lige i situationen kunne forestille mig, var at han skulle komme tilbage mens jeg sov…. Under normale omstændigheder ville jeg have ladet ham gå, ringe til politiet og få nogle til at få os væk.
Men jeg gik i en anden overlevelsestilstand.

Næste dag var det som om intet var hændt. Han nåede lige at fortælle, hvad han ville købe til aftensmad inden vi skiltes. På arbejdet brød jeg sammen. Min chef sørgede for en krisepsykolog, jeg ringede til min kæreste for at fortælle ham det. Han startede med at fortælle, hvad vi skulle have at spise, og hvor lækkert det ville blive. Jeg afbrød ham og fortalte, at jeg skulle til krisepsykolog. I selv samme sekund, brød han sammen i gråd og sagde, “åh nej, åh nej ikke det.” Og så blev røret lagt på.

Han ringede efterfølgende flere gange for at fortælle, at han havde skåret i sig selv, at det var for sent, at han var et sted, hvor ingen kunne finde ham, at han havde ringet til sin familie og taget afsked.

Jeg fik en kollega med og kørte ned til vores bolig. Døren var låst.
Han kom ud til vinduet på 1. sal, græd voldsomt, havde vidskestykke om armen og kiggede kun på mig. Når min kollega talte til ham, blev han hård, ændrede stemmeleje til dyb stemme og svarede hende. Vi ringede til politiet.
Politiet kom, sparkede døren ind og fik ham med ud. Ambulancen stod klar, men han nægtede at tage med uden mig. Jeg var virkelig bange, ikke mindst for at han skulle overfalde mig eller gemme en kniv i vidskestykket.
Jeg tog med, kørende i min egen bil mens han var med ambulancen.

Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i 2 dage. Sidste dag skulle jeg hente ham. Han stod og kiggede ud af vinduet da jeg kom. “Er du klar?” spurgte jeg ham. Han vendte sig med det samme om med et kæmpe smil og sagde ja.

Jeg flyttede ned til mine børns far, og han blev boende med alle mine møbler, da han ingen steder havde at tage hen, sagde han. Da dagen kom, hvor han skulle flytte, havde han arrangeret en flyttebil en time tidligere end vi havde aftalt, da jeg også skulle have mine møbler og ting ud. Han var igang med også at flytte mine ting med sig, men forklarede straks at det var en fejltagelse.

Der gik 1,5 år mere inden kontakten imellem os var afsluttet. Hele vejen igennem var jeg i mine følelsers vold, både ikke at kunne undvære ham og ikke at ville ham. Jeg så mig hele tiden over skulderen og sov meget let. Han måtte ikke være sammen med mine børn og jeg ville ikke ses med ham, men jeg kunne ikke undvære ham. Han var jo det mest nærværende, kærlige, charmerende, lydhøre som jeg nogensinde havde mødt.
Men jeg var/er samtidig så bange for ham, bange for hvornår det slår klik næste gang, bange for, hvor han er, når jeg ikke har kontakt til ham.

Og lige præcis det med at blive ekstra utryg, når vi ikke havde kontakt, eller når jeg ikke vidste, hvor er han, eller hvad han nu kunne finde på… Det holdt mig tilbage fra at slippe ham helt.

Jeg fandt også ud af, at han løbende havde kontakt til andre kvinder undervejs og endelig brød al kommunikation imellem os, da han havde fundet sig en ny kæreste. Vi havde ikke været kærester i et års tid på det tidspunkt, men havde haft lidt usund kommunikation indtil 2 måneder forud for hans nye kærestestatus.

Det, som er meget mærkeligt for mig: Hvorfor skyller alle følelserne ind over mig nu… hvorfor NU ???
Jeg gider dem ikke, de driver mig over mod at have lyst til at kontakte ham, hvilket jeg ikke gør!!! Men hvorfor har jeg det sådan. Det er som depression, sorg, ensomhed. Øv

-Anonym

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Når mit behov bliver din kritik

 

Hun: “Jeg savner mere romantik i hverdagen, for jeg føler mig ikke skattet af dig”

Han: “Jeg er træt af at blive kritiseret for, at det jeg gør for dig, ikke er godt nok!”

Hun: “Jamen det er jo ikke det, jeg mener. Jeg kritiserer dig ikke, jeg ville bare ønske at du var mere romantisk overfor mig!”

Han: “Det er da kritik. Du fortæller mig jo, at jeg ikke er den mand, du gerne vil have, fordi jeg ikke kan give dig den romantik du vil have”

Hun: “Det er ikke det, jeg siger” Hun bliver mere og mere frustreret over, at hun ikke bliver hørt, og over, at han virker næsten trodsig i sin modstand mod at give hende det, hun har brug for. Han synes at hun stikker af fra at tage ansvar for sin kritik af ham. Han føler sig ikke god nok for hende, og ude af stand til at stille hende tilfreds. Det slider på hans selvværd, og hans selvtillid som partner.

Hvis man er endt i den form for udvekslinger, føles forholdet giftigt, ufrit og svært at være i, fordi den, der har uopfyldte behov bliver mere og mere utilfreds og ked af det, og veksler mellem at forsøge at udtrykke sine behov og tie stille med dem. Den anden, den, der tager det som kritik, føler sig dårligt behandlet, ikke værdsat for sin indsats og ufri, fordi man hele tiden føler, at man ikke lever op til det, man opfatter som den andens krav, og ikke behov.

Så kommer skænderierne. Oftest bliver det voldsomme skænderier, der mister konstruktiv retning, fordi begge parter misforstår hinanden, og fordi man allerede er i sine følelsers vold, kan man ikke lægge sin egen opfattelse og sårede følelser fra sig, så istedet eskalerer det – og for nogles vedkommende; dem, der ikke hjemmefra har lært hvordan man konfliktløser, bliver løsningen på konflikten, at man også lige så godt kan opgive forholdet. Man ved ikke hvilke ord, hvilke forklaringer man skal bruge for at blive forstået. Og man kan ikke holde vreden ud mere. Kærligheden forsvinder i de desperate tåger. Der er kun bebrejdelser og hårde ord tilbage.

Når den ene så har sagt ”Nu er det nok, jeg kan ikke være i det her forhold mere” ryger luften ud af ballonen, og begge parter falder ned. Bum.

Så kommer fortrydelsen og angeren for den, der sagde de ellers så forløsende ord, for det var jo ikke det, der var meningen. Det var jo ikke fordi man egentlig ønskede at afslutte forholdet, eller sige de hårde ord, man sagde. Man ville jo bare så gerne høres og forstås, og mærke den andens omsorg og vilje til at se det lidt fra sin side. Imens man selv ikke kan se det fra den andens.

Så er der en slags afventende ’Hvad skal der nu ske’-stemning, hvor begge kredser om den varme grød, hvor begge parter er bange for at en samtale skal ende i endnu en eskalering. Det er smertefuldt, men nemmere at lade være med at forsøge at reparere.

Hvis begge parter er forholdsvis passive, falder parforholdet fra hinanden her. Men den mest typiske er, at den ene i forholdet er aktiv. Forfølgeren. Og den anden mere afventende. Den Passive. Forfølgeren er i heteroseksuelle forhold ofte kvinden: Hun savner noget mere fra sin mand. Hun mangler nærhed. Intimitet. Passion. Romantik, og det er oftest hende, der rykker og rokker ved status quo; hende, der beder om nærhed, og hende, der rækker ud, når de er gået i hårdknude. Manden er typisk den passive. Den, der gerne vil have at det, der er imellem dem, er nok. Den, der gerne vil have mere ro. Mere tilfredshed med hverdagen. Den, der trives i et forhold uden at det behøver være ’så tæt,’ som den anden ønsker.

Det skaber en oplevelse af ulighed imellem dem, hvor begge på forunderlig vis føler sig som underhunden: Forfølgeren fordi vedkommende forsøger at reparere og udglatte, og er den, der skal række ud for at der sker nogen tilnærmelse. Hun undertrykker igen sine behov, for det er den eneste måde at beholde relationen på. For den passive går følelsen af underhund på aldrig at føle sig god nok, og med bruddet også kasseret. Tanken her er: “Jeg bliver aldrig god nok for min partner, ligegyldigt hvad jeg gør! Der må være noget galt med mig.”

Og i alt det virak forsvinder kærlighed, omsorgen, empatien og forståelsen.

Av.

Kan man gøre noget ved det?

Hvis du genkender det fra dit forhold, ved du også, at der imellem stormene er ro, men kun så længe I ikke taler om noget, der har substans eller som kan handle om behov/kritik, for det kræver blot et forkert ord, en forkert mine, et forkert tryk på et ord før man er tilbage i konflikten. Forholdet bliver en ‘gå på æggeskaller’ konkurrence om at holde freden længst muligt, men fordi I begge ikke føler jer hørt/forstået/elsket/værdsat, ligger det som underlægningsmusik i hverdagen. Også når den øjensynligt er harmonisk. Det tager nemlig ikke mere end to sekunder at ryge ned i mønsteret igen.

Det er vigtigt at huske på, at ingen af parterne er mere rigtig eller forkert end den anden. Det er opfattelser, der måske er skæve og forvrængede, men hvis forholdet er baseret på kærlighed, må det antages at det, der sker, ikke sker med onde hensigter.

I stedet må vi se og forstå at det er mønstre, der ligger dybt begravede i os, og som aktiveres, når vi frygter at kærligheden forsvinder. For den, der føler sig kritiseret, er oplevelsen ikke at være god nok til, at den anden kan være tilfreds og nyde tilværelsen sammen. For den, der har behov, der ikke opfyldes, er oplevelsen at partneren ikke er villig til at være generøs med sin kærlighed, og måske derfor i virkeligheden slet ikke er optaget af at glæde sin partner.

Og her hjælper det ikke at blive vred – for når den, der føler sig kritiseret bliver vred, føler Forfølgeren sig afvist og u-elsket. Det diametralt modsatte af, hvad hensigten med at udtrykke behovet var. Men det kan være svært at høre, når man kun hører kritik.

Modsat er det svært for den, der føler sig kritiseret af Forfølgeren, at høre behovet, når det udtrykkes med irritation, vrede eller afmagt. Så føler den Passive sig angrebet og kan ikke høre andet end tonen.

Så her er det parterapi kommer i spil som en mulighed for at komme ud af mønsteret og lade kærligheden skinne.

I parterapi vil der nemlig sidde en uvildig tredjepart, der kan hjælpe med at sortere tingene fra hinanden, og hjælpe med kommunikationen, så behovene bliver tydelige og kritikken og brodden kan fjernes. En parterapeut kan hjælpe og støtte parterne med at få kærlighedssproget gjort tydeligere, så man ikke antager det værst mulige om den anden.

Der er trods alt en grund til, at man stadig kæmper.

Og måske er det på tide at få en tredjeperson med ind i kampen, der kan vise, ikke kun hvordan man udtrykker sig ordentligt, men også hvordan man slutter fred, og bliver en god kæreste for sin partner.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Gæsteblogger: Fanget i Narcissistens Spind

Det jeg husker bedst er nok de gange hvor jeg lå på gulvet – opløst i gråd – med et ønske om ikke at leve mere, fordi alt ved mig var forkert… og stemmen indeni der sagde – “Hvor blev din stolthed af? Rejs dig! Kom væk!!”

Som et sus – når kærligheden fra ham ramte mig – et sus af næsten uvirkelige dimensioner… en følelse af at blive set og genkendt – ikke mindst forstået. Tænk at nogen havde så stor kærlighed til mig – tænk at være så elsket for den, jeg var.

Men – der var altid et men – efter kortere og kortere tid kom Men`et – det der skulle laves om – arbejdes på – hvis kærligheden skulle bestå – hvis jeg skulle blive ved med at være elsket. Jeg gjorde det – utallige, mærkelige besøg hos hypnoterapeut, psykolog… for at få en indsigt der fortalte mig at jeg ikke var forkert – men noget kan der jo altid arbejdes med – og det blev så blæst op til kæmpe-problemer når jeg kom hjem…  han roste mig når jeg troskyldigt fortalte hvad der var galt med mig… Han skulle nok blive ved mig – sammen med mig – selvom jeg var så ødelagt… Som om han forstod alt – og jeg ingenting

Vi havde aldrig gæster når vi var sammen – jeg fik først at vide få dage før en fest at vi faktisk var inviterede – og han lod mig forstå at han ikke var sikker på at han ville udstille min manglende evne til at omgåes folk på – og vores dårlige forhold.. “jeg gør det jo kun for at passe på dig” – ordene lød hule og mærkelige i mine ører – men jeg var nu så langt så jeg tænkte “han har ret – jeg duer ikke til mennesker”. Tit tog vi var afsted inden desserten – lige der hvor samtalen mellem mig og gæsterne gik godt – så blev han stille, mærkelig urolig – men gjorde det altid til at jeg så træt ud – og med en mærkelig skæv omsorg, spurgte han om det ikke ville være bedre for mig hvis vi kørte hjem… Hvis det trak ud, og jeg gerne ville blive – så gik han lange ture alene – forsøgte at få mig med væk fra festen, fra dem jeg talte med.. jeg forstod ingenting… Mine venner, min familie talte han godt om – i den første del af samtalen – men så kom der altid det forhadte Men…. de var ikke gode for mig – de havde fejl – de ville slide mig op – sled de mig ikke op?? Jeg ville bare suset af kærlighed og forståelse igen – og meldte mere og mere fra i min omgangskreds..

Jeg pakkede min hjemmeboende søn, få af mine ejendele og rejste 300 km for at starte nyt liv op med ham. Nøgle til huset fik jeg først efter flere dage, og en lang kamp – jeg kunne ikke køre nogle steder uden at han var med – for jeg kunne ikke låse huset af – eller op – hvis han nu ikke var der når jeg kom tilbage. Mit tøj stod i bryggerset, for der var ikke plads i hans skabe til mit. Jeg købte en stor kommode til mit tøj – og han bad om 2 skuffer i den til hans sokker og underbukser…. Jeg forstod ingenting – alt hvad der var almindelig sund fornuft var aflyst. Mit navn kom først på postkassen efter en lang diskussion – hvad var det her for noget? Var han da slet ikke glad fordi vi nu skulle være sammen? Nu havde han så længe forbandet vores afstandsforhold langt væk… Hvorfor skulle vi så pludselig have ring på og flytte sammen?

Min søn flyttede ind efter 3 ugers sommerferie med min ex-mand. Jeg havde kæmpet kampen for at få hans værelse ryddet, malet og klar. Første aften bad han mig flytte igen – fuld (igen) konfronterede han mig – jeg var en dårlig mor – og han kunne ikke ånde i at vi var der..

Aftalen var at vi skulle holde sommerferie sammen, uden børn de første 3 uger – bruge tid på at flytte ind og sammen… men snart lød det anderledes…skulle jeg ikke snart finde noget arbejde? Selv om jeg betalte godt og vel halvdelen var det ikke godt nok – jeg fik hurtigt arbejde – et godt et – men kun for at blive mødt med beskeden “Jeg kan faktisk ikke holde ud at du kommer træt hjem fra arbejde”  Jeg så at han i en fb gruppe, han havde “glemt” jeg var medlem af, havde opslået om det var normalt at være træt, nærmest barnligt klynkende efter en arbejdsdag?… Men da jeg kontronterede ham med det var svaret at det ikke havde med mig at gøre – det var bare en generel forespørgsel.

Han meddelte pludseligt at han skulle trække vejret – og tog afsted 1 uge i sommerhus alene – han postede billeder af solnedgang og havbad, kaffe og lagkage med andre kvinder… livet for ham var supergodt – jeg gik hjemme i mit nye hjem og havde ondt i maven. Han svarede ikke på mine opkald eller mine sms`er. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt – og hvad der var galt.

Det var de værste 3 måneder i mit liv – min søn og jeg endte på gaden en regnvåd mandag.. for nu ville han gerne ha huset for sig selv – jeg havde heldigvis opbygget et netværk – uden om ham – havde fortalt dem hvor svingende han var, hvor meget alkohol fyldte om aftenen, så jeg havde et sted hvor jeg kunne tage hen med min søn.. jeg fik bestilt flyttebil – og vi rejste tilbage – ødelagte – forvirrede..

og alligevel gav jeg ham en chance til… for han forstod at han havde handlet forkert – at hans liv ikke var værd at leve uden mig – at han ville gå i behandling for sit alkoholmisbrug…

Jeg endte forslået og blødende efter den chance… det er nu 5 måneder siden at han smadrede mit køkken og tævede mig til blods.

Langsomt – meget langsomt – heler jeg… langsomt får jeg mine egne tanker – mærker at jeg, selvfølgelig, kan omgåes mennesker – min familie, som jeg elsker så højt – at jeg ikke dør af at være alene.

Men jeg tager mig stadig i at savne… suset… selvom prisen var alt for høj

  • C*

*Gæstebloggeren ønsker at være anonym. Hvis du også gerne vil dele din historie om narcissisme, og være gæsteblogger, kan du sende mig din historie på mail@christinacopty.dk og så vender jeg tilbage til dig. Husk at deling er heling og jo flere historier vi får delt, des mere bryder vi tabuer og skam, og baner vejen for bedre relationer.   Din historie må handle om partnere, eks-partnere og forældre, men husk at anonymisere dit indlæg.

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Sådan overlever du sommerferien med en narcissist!

Sommerferie

Hvis din partner har så mange narcissistiske træk, at du føler dig anspændt, nervøs og ambivalent omkring din sommerferie, så kan jeg godt forstå dig.

Da jeg i sin tid var i et parforhold med min narcissistiske partner, var der så mange regler for, hvordan og hvornår vi kunne se hinanden, at jeg meget ofte endte med at være ked af det, istedet for glad for, at jeg endelig havde tid til at smide benene op og nyde de lange, fine sommeraftener.

Min eks-narcissist var af den type, der aldrig ville flytte sammen. Han ville heller ikke lave planer for fremtiden, for han var spirituel og ‘levede i nu-‘et’ og kunne ikke garantere, eller love at være der for mig eller med mig, hvis jeg havde brug for det – “Vi skal ikke begrænse hinanden” sagde han, og lovede at det ikke betød at han elskede mig mindre af den grund.

Jeg tilskrev det i mange år egenrådighed, manglende erfaring med rigtig tosomhed, ting, jeg nok skulle få lært ham, når blot han indså, hvor fantastisk tosomhed kunne være… men jeg måtte jo mere og mere indse, at det handlede om, at han ville have sin frihed til i sidste øjeblik at melde fra, hvis der var noget, han hellere ville.

Da vi endelig sluttede forholdet gik det op for mig, at det nok i virkeligheden handlede mere om, at han ville lade alle sine muligheder stå åbne (læs: andre kvinder) for vi havde så meget knas i forholdet (hvorfor mon?) at han gerne ville kunne vælge noget, der var sjovere, mere forsynende og mindre forpligtende end det, han skulle præstere med mig, der efter noget tid altid var enten ked af det, utilfreds, sur og hidsig eller opgivende.

Efter seks år sammen, havde vi da også kun været på en rejse sammen, der kun kom i stand fordi det var starten af forholdet og han skulle bevise for mig, at det var mig han ville – også selvom han lige havde været i sommerhus med en anden et par dage forinden. Men det var selvfølgelig ikke noget, vi skulle tale om. Også selvom jeg insisterede og var vred og såret. Men det kunne han tale mig fra med et par studse “Hvis du skal være sådan her, gider jeg ikke være sammen.”

Men.

Det skal ikke alt sammen handle om mig 😉

Rigtig mange mennesker er i den situation, at de enten har børn med deres narcissistiske partner, og stadig er sammen med vedkommende, så håbet om, at det stadig kan fungere, fylder og står forrest på ønskelisten. Og så kommer sommerferien.

Om det gælder 3 eller 6 uger, så er fritiden med en narcissist noget af en prøvelse. Der skal slås knuder, trædes varsomt og forhandles på en måde, der kan tage pusten fra selv den bedste Kriger, og selvom man tænker fremad og forsøger at komme skænderierne i forkøbet, vil der altid ligge en lille ambivalent stemme og lure, der fortæller, at der er noget i det her, der altid vil kræve en ekstra indsats på en sådan måde, at man ikke rigtigt når til at slappe helt af og få koblet af i den ene lange ferie, man har om året, hvor man skal kunne lade tæerne og håret stritte i henkastet væren.

Og selvfølgelig kan vi godt bruge tid på at forstå narcissisten og vedkommendes skrøbelige ego, sarte selvværd og omskiftelige humør. Og vi kan bruge tid på at smide flere sider af os selv væk, slibe kanter og rumme, udvikle over-menneskelig empati og give plads. Men måske er det mere på sin plads at vi ser på, hvad vi kan gøre, for at narcissisten ikke sårer os og de børn, der måske er i billedet, og lader narcissist være narcissist – og os være os.

Og det er altså her sommerens indlæg rigtigt starter. Nemlig med et:

Hvordan overlever du sommerferien med din narcissistiske partner? Herunder følger tre typiske scenarier med en narcissistisk partner, hvad der typisk sker, og hvad du kan gøre anderledes. (bemærk at jeg skriver om mandlige narcissister, for de kvindelige opfører sig en anelse anderledes, fordi de ikke har samme åbenlyse magt, som deres mandlige partnere. Men det er ens for begge parter at de lader hånt om deres partners følelser, og derfor er rådene gældende for begge køn)

1: Skal vi på ferie, eller hvad?

I har for noget tid siden aftalt at I skal på ferie, men din partner er sløv i optrækket og vil ikke rigtigt forpligte sig til noget, også selvom sommerferien allerede er startet, og du står og venter på svar, så du kan planlægge dine feriedage. Typisk vil der ske det, at du bliver ved med at vente, og jo længere tid der går, des mere frustreret bliver du. Din frustration er naturlig, så hils den endelig velkommen. Din narcissistiske partner reagerer dog overdrevet stærkt på dit behov for at få et svar, og begynder at bruge din reaktion som begrundelse for, at han ikke kan give dig et svar, ‘Du stresser mig’, og ‘Hvis du bliver ved med at stresse mig, så kan vi ligeså godt droppe det’ er standard svar. Reaktionen fra dig er typisk at slå bremserne i dig selv, for du vil ikke risikere at ødelægge ferien, og når han nu har sagt til dig, at det er din iver, der ødelægger ferien, lægger du bånd på dig selv og forsøger at tage det en dag ad gangen.

Nu skal du høre et stort tudehorn. For det her er lige præcis det, han vil have. Han vil have friheden til at vælge og fravælge som det passer ham. Men fordi en narcissist er panisk angst for at påtage sig skyld, vil han altid bruge din reaktion som begrundelse for sin egen apati og passivitet. Når man ikke træffer beslutninger, kan man ikke påtage sig skyld. Tror han. Og derfor vil han bruge din frustration som begrundelse for at han ikke forpligter sig.

Løsning: Hvis du stadig ikke ved, hvad du skal i din sommerferie, fordi du venter på, at din partner skal beslutte sig, er du nødt til at gøre det, som jeg ved nok er det sværeste for dig, men som er den eneste vej ud af den situation du er i, hvis du gerne vil holde sommerferie: Læg dine egne planer. Og ja, han bliver sur, han bliver tvær, han vil sige at du har ødelagt jeres ferie, og værst af alt: deklarere at han derfor føler sig forbigået og derfor ikke vil holde ferie med dig. Bum. Men kære du. Husk på, at hvis et menneske er sundt og velfungerende, i stand til at være i en ligebyrdig relation, vil hans respons være anderledes, og han vil sige, at han godt ved, at han har sjoflet med tiden, og at han vil gøre, hvad han kan, for at finde ud af, hvad hans planer er, så I kan planlægge noget sammen. Hvis han derimod har narcissistiske træk, vil han surmule og bebrejde dig, at du på en eller anden måde saboterer ferien for ham, selvom det er omvendt.

2: Skal vi ikke tilbringe tid sammen på ferien?

I er taget på ferie og er et sted, hvor der er flere valgmuligheder for gøremål. Du har drømt om, at I gør noget sammen, som du synes er romantisk, eller familieorienteret, hvis I har børn, men han vil kun det, han vil. Han booker dykkerture, kajakture eller hvad han nu synes er sjovt, og efterlader dig til at passe på børnene, eller passe dig selv.  Sædvanligvis vil du gøre alt, hvad du kan for at skærme børnene fra den sandhed, at far er egoistisk og kun vil de ting, han vil. Eller, hvis I er alene afsted, gøre som om det er okay, at han gør hvad han vil, for så kan du jo bare tage en dag på hotellet med en bog, (siger du til dig selv, for ikke at blive alt for skuffet.)

Tudehornet igen. Det her handler ikke om, at han ikke ser, hvad han gør. Det handler om at han gør det han vil, fordi han kan slippe afsted med det. Narcissisten søger altid at opfylde sine egne behov, også selvom han er på ferie med sytten andre. Det handler nemlig for ham ikke om at skulle give, men kun om at modtage, og nu hvor han er på ferie, synes han, at han skal have det mest mulige ud af det, uden hensyntagen til andre end sig selv.

Løsning: Lad ham vide, at du ikke synes hans adfærd er i orden, men respektér at han er egoistisk. Der er ikke meget andet du kan gøre alligevel. Derefter vil det være godt, hvis du på forhånd har udset dig nogle ting på feriestedet, som du selv vil lave, enten alene eller med børn, og gør det til en god ferie for dig (og børn), og lad hånt i, hvad han gør. Fortæl ham hvad tid, du/I regner med at være tilbage, og sig at han er inviteret til at deltage i jeres aktiviteter, eller sig, at du/I regner med at spise aftensmad på et bestemt tidspunkt, hvor han er velkommen, hvis han ønsker det. Og igen: Hvis han er narcissist vil han surmule, blive kold, ikke tage hensyn til børn, men også være kold overfor dem, fordi de ikke lader ham opføre sig som den teenager, han ønsker at blive behandlet som, men lad ham være. En sund mand vil indse, at han går glip af ting ved at vælge egen-aktiviteter til, og vil tilpasse sig fællesskabet. Det gør en narcissist ikke. Han surmuler.

3: Vi har inviteret gæster, hvorfor opfører du dig sådan?

I har inviteret gæster over til en hyggelig grillaften i sommerhuset, og han gør en af to ting: Enten, hvis det er mennesker, han anser for værdifulde, vil han stjæle hele rampelyset og fylde hele aftenen med egne historier om, hvor fantastisk han er til at grille, eller, hvis det er ‘dine’ folk, vil han trække sig og være stille og indelukket og ikke bidrage med at gøre det til en god stemning. Sædvanligvis vil du gøre alt for at jeres gæster ikke lægger mærke til den ulige fordeling og i første tilfælde gøre alt for at bakke ham op i hans endeløse selviscenesættende fortællinger, eller, i andet tilfælde, være ekstra meget på, så de ikke opdager, at han er tilbagetrukket og ligeglad med aftenen og gæsterne.

Lyden burde komme igen lige nu. Hvis han var en sund mand, vil han være deltagende og tage del i både forberedelserne og selve aftenens udfoldelse. Han vil forsøge at give alle plads til at tale og spørge interesseret ind til gæsterne. Sådan er det ikke, hvis han er narcissist. Så vil han på forhånd have bagtalt gæsterne og fortalt dig, at han ikke orker dem, eller være hoven overfor dig og fortælle dig, hvor meget gæsterne ser op til ham eller selv er noget særligt. Han vil ikke tage højde for alt det, du har gjort for at skabe de fine rammer, for han er mere optaget af, hvad aftenen gør for ham uden øje for, at du måske har stået på benene siden morgenstunden for at gøre det til det, den bliver. Nå ja, og så er der den version, hvor han laver gourmet maden og fortæller gæsterne stolpe op og stolpe ned om, hvor god han er til lave mad, imens du får at vide, at du bare er god til at lave hverdagens frikadeller, for dem gider han alligevel ikke lave…

Løsning: Stop. Hør, ind imellem er vi som partnere til denne type mennesker nødt til at trække i bremsen og lade hånt om form, og i stedet lade det blive tydeligt, hvad der foregår. Hvis han er ligeglad med jeres gæster, så lad være med at kompensere for ham. Hvis han vil gå i seng midt i middagen, så lav ikke undskyldninger for ham, men sig blot “godnat” og hyg dig med dine gæster. Chancerne for at dine venner ville lade sig snyde af en ‘Ej, undskyld, han har hovedpine”-undskyldning, er så lille, at du vil fremstå dum, hvis du gør det. Lad dem i stedet se, hvem han er, og lad ham selv tage ansvar for sin tilbagetrækning. Det er ikke dig, der gør det ved ham. Han vælger det selv, fordi han regner med at få ekstra særbehandling. Og akkurat som med børn: Lad være med at falde for vræleriet ved slikhylden, for hvis det virker en gang, ved han, at det virker næste gang.

I tilfælde hvor han ignorerer dig (hvis det er hans folk, som han holder hof for) og lader dig gå til og fra køkkenet og servicere uden selv at lette rumpetten, skal du bare sætte dig ned og nyde selskabet, og lade hånt om dessert, salt eller vin. Eller du kan sige pænt godnat og lade ham om at have sit selskab i fred. Alt andet vil kun give ham anledning til at gentage sin adfærd, og med narcissister er det desværre sådan, at det kun er adfærden, vi kan arbejde med, ikke de underliggende psykologiske mekanismer.

Så. Kære du. Det er sommer, og der er masser af gode solskinstimer i vente forude. Hvordan du vælger at bruge dem, er op til dig. Husk det. Op til dig. Ikke til jer, for han er optaget af sig og sit, og hvis du skal nå frem til august måned med en lille følelse af oprejsning og styrke, er du nødt til at træffe nogle forholdsregler, der gør det muligt for dig at mærke efter, hvem du er, og hvad du vil være med til. For det er kun dig, der kan sætte rammerne for din sommer. Husk det.

Og husk:

Du fortjener bedre.

Kærlige sommerhilsner,

Christina Copty

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

integritet versus samarbejde

Et af de største problemer der er i forhold til narcissisme, er at det oftest er offeret for narcissisten, der præsenterer en række symptomer på den skadelige adfærd, og ikke narcissisten selv. Det problem er også det, de står overfor på den anden side af Atlanten, hvor der blandt psykologer og psykiatere diskuteres livligt, hvorvidt man kan diagnosticere deres præsident med NPD, Narcissistic Personality Disorder, eller ej, fordi det ikke utvetydigt ser ud som om han selv føler sig hæmmet af sin personlighed.

Men det er også her, jeg personligt mener, at der er et indbygget catch22 i forståelsen af Narcissisme. Narcissisme er en lidelse. Ja. Men det betyder ikke at personen, der har denne personlighedstype lider, som man måske generelt forstår lidelse. Men narcissisten lider, sådan som vi kan se på de twitter-storme, der kommer fra førnævnte præsident, når han føler sig forbigået eller ikke beundret nok. Lige der lider narcissisten, men det er en særlig måde at lide på, der samtidig betyder at narcissisten føler sig berettiget til at udnytte og misbruge andre mennesker for sin egen vindings skyld.

Og det er så her, offeret kommer ind.

Og med offer mener jeg ikke offer-rolle, sådan som narcissisten gør. Det er ikke ‘åh, hvor er det synd for mig, at du gør sådan mod mig, så derfor retfærdiggør det, hvad jeg gør mod dig” men en mere inddirekte oplevelse for vedkommende af, at verden ikke længere er et trygt sted; at man ikke længere selv kan navigere i sit liv og sine følelser, fordi man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert; at man ikke ved, hvor man kan sætte sine grænser, fordi man ikke ved, om man kan tillade sig at sætte nogen; at helbredet, søvnmønsteret, stressniveauet og livsglæden har taget skade.

Hvis du har været udsat for en narcissist igennem længere tid i et nært forhold, er der en række symptomer, der typisk viser sig, og som folk i mit fag desværre alt for ofte overser, fordi det ikke er en del af vores uddannelse, og fordi mange af de institutter, der træner og udklækker terapeuter, selv både er farvet af narcissistiske undervisere og desuden går ud fra en filosofi om, at diagnoser er djævlens værk, fordi de mener at det sygeliggør og ansvarsfralægger istedet for at styrke og oparbejde ansvar og ressourcer.

Og det alt sammen meget fint og floromvundet, når det handler om neuroser, angst og så videre i den boldgade, men ikke når det gælder personlighedsforstyrrelserne, hvor personen er så skadet, at vedkommende ikke evner og indeholder de centrale og basale redskaber til at begå sig i fællesskaber, såsom empati, ydmyghed, etik og moralsk forpligtelse overfor fællesskabets bedste. Og det er her, det bliver rigtig svært for dig, der er tæt på; dig, der til dagligt står for skud, når den egoistiske, navlebeskuende og grandiose/offer-rolle-agtige mentalitet er på banen, for det er den. Hver. Eneste. Dag.

Det præsenterer typisk en række symptomer hos dig som partner, der tilsammen udgør et syndrom, der i mange af udtrykkende overlapper med symptomerne på PTSD, eller i disse tilfælde, komplekse relationelle traumer, hvor du ikke er udsat for en voldsom hændelse, men hvor du konstant udsættes for drypvise undermineringer af dig selv, samtid med at du anklages for at være nærtagende eller forkert på den, når du påtaler det.

Narcissistisk Offer Syndrom viser sig efter at du er blevet udsat for følgende igennem længere tid: 

  • Gas lighting (“det, jeg oplever, fortæller du mig ikke passer”)
  • Fokusflytning (“vi kan aldrig tale om det, der sårer mig, for så rykker du samtalen over på noget, hvor jeg har såret dig – og det jeg har gjort er altid værre end det, du har gjort”)
  • Trusler, eller underteksten af en trussel (oftest om at blive forladt pga ‘uacceptabel’ opførsel)
  • Skiftevis idealisering og devaluering (“Hvem er jeg: Den du elsker mest, eller den værste du nogensinde har mødt?”)
  • Aldrig modtage et undskyld (når vi ikke modtager et undskyld når vores partner gør os fortræd, men istedet forklarer det med at vedkommende bare gjorde det, fordi vi selv gjorde noget først, mister vi over tid følelsen af, at vi er ligeværdige og værdifulde)
  • Kold vrede/raseri/afstand (i kulden ligger der en overlegenhed og en udstråling af, at vi ikke er noget værd. Den varme vrede indikerer følelser og er derfor lettere at håndtere, fordi vi stadig føler os følelsesmæssigt forbundne)

Offersyndromet har følgende karakteristika:

  • Man føler sig forvirret:
  • Man tvivler på sig selv:
  • Man føler, at man er ved at miste sin forstand:
  • Man dissocierer
  • Man har PTSD lignende symptomer
  • Man er bange for, at man tager fejl i sin læsning af andre.
  • Man tvivler på, at man er værd at elske.
  • Man tror, at man selv er skyld i adfærden fra narcissisten, og frygter derfor, at man kun kan tiltrække denne type partnere, fordi der grundlæggende må være noget ‘galt’ med en selv.
  • Man har søvnproblemer, ofte med mareridt eller meget stressende drømme.
  • Man mister sin energi, og føler sig træt og udkørt.
  • Man har let til tårer.
  • Man føler sig tyndhudet og ru.
  • Man isolerer sig.
  • Man kan få udslæt, migræne, tarmproblemer, vægtproblemer.
  • Man føler sig skamfuld over sit parforhold/over at have været i sådan et forhold.
  • Man får hukommelsestab
  • Man mister koncentrationsevnen
  • Man får flashbacks
  • Man begynder at opføre sig irrationelt, kontrollerende, jaloux, opfarende
  • Man bliver kold ligesom sin partner (følelsen af, at man lukker ned)

Og man ender med ikke at kunne genkende sig selv, fordi man kun er en skygge af det menneske, man var, da man mødte sin narcissistiske partner.

Hvad kan du gøre, hvis du genkender dig selv?

Mange partnere forsøger igennem lang tid at forhandle med sig selv og deres partner. Kan vi ikke prøve at arbejde på forholdet sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke længere var så opfarende? Måske skal vi også prøve at lave lidt flere/færre ting sammen! Og så videre. Altså en forhandling og en orientering i retning af at kunne få det dejligt sammen.

Det kan vi gøre i mange år, og det kan nogengange føles som om vi trænger igennem og der sker forandringer. Men i det store hele er der så stor modstand mod forandring af status quo fra narcissistens side, at det tærer mere på kræfterne end det gør godt.

Og det er her vi skylder os selv at tage os selv alvorligt og virkelig se i øjnene, hvor vi er og hvad der er sket med selvværdet, livet og kærligheden. For hvis vi allerede sidder så dybt i moradset af narcissistisk offersyndrom, og vi har en partner, der er ligeglad eller som synes at det er vores eget ansvar/skyld, så er der desværre meget lidt håb, for ikke at sige intet håb, om at det ændrer sig.

Så skal vi stille op som boksebold for et andet menneskes narcissisme, eller skal vi tage os selv alvorligt og komme videre?

Det er nok værd at bruge et par tanker eller fem på….

Husk. Du fortjener bedre.

Kærlige tanker fra et solgyldent maj,

Christina Copty

 

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | 42 kommentarer

“Han har jo også gode sider” og andre ting, vi siger til os selv!

“Han slår mig ikke, men han kan godt finde på at tage hårdt fat i mine arme”

“Han er jo bare en stakkel, så jeg har ondt af ham”

Allerkæreste søster – dagens blogindlæg er et opråb fra mit hjerte til dit, for det smerter mig så uendelig meget dag ud og dag ind at høre og se konsekvenserne af årevis af psykisk vold fra mænd, der påstår at de elsker kvinder.

Mænd, der behandler kvinder dårligt, elsker ikke kvinder. De hader dem. De ønsker at have magt over dem, tryne dem, at blive serviceret og tilbedt af dem. De vil have opmærksomhed, beundring, tilbedelse. De føler sig berettigede til at gribe fat i, til at tilsvine, til at nedgøre, til at håne, til at grine ad, hvis en kvinde tillader sig at forholde sig kritisk, eller tillader sig at efterspørge, at hun skal behandles ordentligt og retfærdigt. Disse mænd er IKKE interesserede i ligebyrdige forhold. De er IKKE interesserede i at afgive magten og påtage sig ansvaret for at gøre hverdagen skøn og dejlig. Nej. De er kun interesserede i at tage. Modtage. Få. Hvadenten det gælder plads, tid, penge, sex, you name it: “Du er unormal, hvis du ikke vil have sex hver dag”, “Mit job er vigtigere end dit” “Dine venner er dødsyge, hvorfor vil du være sammen med dem?”

Det er altså ikke kærlighed det der. Det er egoisme, det er disrespekt. Det er foragt. Og i foragten er der ingen kærlighed. Også selvom han ‘ind imellem også har gode sider.’ Alle kan ind imellem gøre sig umage, men ind imellem er bare ikke godt nok, når det handler om samliv!

Året er 2017, og vi to, kære medsøster, er nået så langt, at vi ikke længere har brug for en mand for at overleve, så hvorfor er der så mange af os, der enten har prøvet at være eller stadig er i forhold, hvor det handler om ren og skær overlevelse? Hvorfor er det, at vi tror at kærligheden skal gøre ondt? At vi ikke kan forvente andet, end det ragelse, vi har raget til os? At vi skal finde os i at skulle tage en mands skyld og ansvar på os, imens han bare vimser rundt som en anden Konge i Lorteland? Hvor er det at vi ikke tror at vi er mere værd end den behandling?

Ja, altså undskyld mig, men det er på tide at vi vender blikket indad et øjeblik og lige mærker efter: Er den her behandling overhovedet god – ikke god nok – men god? Er den rimelig? Er den kærlig? Er den omsorgsfuld? (Og nej, han skal IKKE have lov til at definere hvad der er godt for dig, eller hvem du er – Det skal du, så hold hans ydmygende  kommentarspor væk fra dit indre øre – eks: “Du er sgu så krævende”, “Der er jo ikke andre, der vil have dig”, “Jeg kan godt forstå din eksmand ikke gad dig”).

Du, allerkæreste, smukke, unikke, fantastisk kvinde, fortjener at få og give til et værdigt menneske. Et menneske, der både rummer kærlighed, åbenhed, ærlighed, nænsomhed, omsorg, humor, lethed, kompleksitet, dybde… ja, alt det, du drømmer om, for det er kun når du er sammen med sådan et menneske, at du virkelig vil opdage, hvad kærlighed er.

Og tro mig – Det findes. Det er jeg en af de mange, der er så heldige at have fundet ud af efter et langt voksenliv med mænd, der i virkeligheden hader kvinder.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Køb min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” hvor du kan læse om mænd, der misbruger kvinder.

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Ord versus Handling

“Jamen, han kan ikke være helt så slem som dem, du beskriver, for han siger også en masse søde ting”

“Hun siger, at hun hader utroskab, så det kunne hun aldrig finde på selv at være”

“Han har sagt, at vi to er soulmates for evigt, så de andre kvinder han er sammen med, betyder ikke så meget for ham, som jeg gør”

“Hun siger, at hun aldrig kan elske nogen lige så højt som hun elsker mig, så hun mener det jo nok ikke så slemt, når hun behandler mig dårligt.”

“Han siger, at han er såret og ked af det, så han kan ikke være krænkeren”

You get the picture…

Livet med en narcissistisk partner er overvejende præget af ustabilitet og en følelse af hele tiden at være på usikker grund, fordi man ikke ved, hvad man skal forholde sig til – narcissistens ord eller hans handlinger!

Det paradoksale er nemlig, at narcissisten siger akkurat det samme – at han eller hun også mangler en følelse af stabilitet, og at der ville være det i forholdet, hvis bare den anden ikke var så vekslende i sin kærlighed.

Hvad sker der?

Narcissisten har ikke noget problem med at bruge ord til sin egen fordel. Det gælder hvadenten det er i starten, hvor kærligheden brænder i ham og får ham til at gå all in for at vinde sin udvalgtes hjerte, eller om det er i devalueringsfasen, hvor han enten sætter sig i offerrollen, eller hensynsløst sværter partneren til med kolde, ondskabsfulde ord, der skal få hende til at skamme sig, og påtage sig skylden for hvad det nu end er, der er galt imellem dem.

Narcissisten reflekterer ikke over, hvordan ordene modtages af sin partner, for han er kun optaget af sig selv, sine egne følelser og behov. Derfor kan han for eksempel også den ene dag sige et, og den næste det modsatte, eller helt benægte nogensinde at have sagt, hvad han sagde.

Som partner skaber det naturligvis vrede, irritation og frustration, og i jagten på retfærdighed ender man med at forsøge at få ham til at huske rækkefølgen af ordene, og hvem, der sagde hvad, så begge kan tage ansvar for hver deres. Det er narcissisten ikke interesseret i. For ham handler det om øjeblikket og hvilke fordele han kan drage: Hvad kan han sige lige nu for at redde situationen for sig selv, og undgå at mærke ubehaget ved at skulle tage ansvar og skyld på sig.

Ord er altså narcissistens bedste redskab i sit behov for at skabe en virkelighed, der gavner ham. Det gælder om det er på en arbejdsplads, hvor han tager æren for et stykke arbejde en anden har gjort; om det er blandt venner, hvor han vil hævde sig, eller i forholdet, hvor han langsomt men sikkert i takt med at han indser at kærligheden ikke er den idealiserede forelskelse han er så afhængig af, bliver mere og mere konkurrencepræget i sin konstante søgen efter at være den, der bliver tilgodeset og draget omsorg for.

(Skal du med til foredrag og gruppeterapi “Når Kærligheden Gør Ondt; Om Narcissisme og Parforhold” ?)

Så ordene er ikke der, man som partner skal forsøge at forstå, hvad der foregår. Ord er for narcissisten gratis, ikke-bindene, og kan udtrykkes uden omkostning, moral eller ærlighed. Han står ikke til regnskab for, hvad han siger.

Derfor må man istedet fokusere på hans handlinger. Hvad er det, han gør? Hvor ofte træffer han valg, der kun gavner ham? Hvor ofte svigter og nedgør han? Hvor ofte lyver han? Hvor ofte gør han, hvad der passer ham, uden at drøfte det med sin partner? Hvor ofte manipulerer han og vender situationer på hovedet? Og sidst men ikke mindst, hvornår tager han for alvor ansvar for sin egen adfærd, og ændrer sig til gavn for begge parter?

I hans handlinger ligger nemlig det tydeligste billede af hans egoisme og manglende evne til empati og tosomhed. Hans ‘My way or the high way’ mentalitet. Og det er det, du må forholde dig til. Ikke hans forførende, anklagende, bebrejdende, indsmigrende ord – De er blot hans redskab til at få manipuleret omverdenen på plads, så man underlægger sig hans enevælde.

Og det er ikke kærlighed!

Køb bogen Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold lige her

Kærlige hilsner,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

‘Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg syntes mit forhold var så dårligt’

StockSnap_L3A6512JJJNår selektiv hukommelse og glemsel sætter ind efter bruddet fra et destruktivt parforhold…

Mennesker, der har været i dårlige forhold, kan efter noget tid væk fra forholdet have svært ved at huske, hvad det var, der gjorde det så ubærligt at være i. De husker ikke de voldsomme skænderier som noget særligt, faktisk kan de ind imellem fuldstændigt glemme, at de skændtes som hund og kat. De husker ikke frustrationerne, afmagten og følelsen af at banke hovedet mod en mur, hver gang de gerne ville på banen med noget, de syntes var vigtigt.

I stedet kommer de til at forklejne fortidens krænkelser og kan, ligesom da de var i forholdet, begynde at stille spørgsmålstegn ved, om de mon ikke selv var skyld i, at det gik som det gjorde. Om ikke de mon selv var den part, der gjorde forholdet ubærligt at være i. Om ikke det måske i virkeligheden er eks-partneren, der er den forurettede part…Og derfra er vejen til længsel og smerte ikke lang.

Hvorfor sker det for os?

Det er naturligt for os at glemme, hvordan noget føles når tiden går. Det er faktisk en praktisk indretning, der gør, at vi kan klare os igennem livet, uden at tage al for meget skade. Hvis vi skulle huske, følelsesmæssigt og kropsligt, hvordan hver enkelt sårende oplevelse føltes, ville vi blive traumatiserede i løbet af de første leveår.

Vi har altså en biologi, der hjælper os til at overkomme svære hændelser, så vi kan leve videre, men samtidig har vi også nogle psykologiske mestringsstrategier, der gør, at det bliver nemmere at tage skyklapper på og kun fokusere på det, der engang fungerede, for selvfølgelig var der noget, der fungerede, det er der i alle forhold – husk på, at ingen er sammen med nogen, der altid er en idiot, vi er der på grund af de gode stunder!

En af disse strategier går ud på at man kommer til at gå med på modpartens version af virkeligheden, og betvivler sine egne oplevelser, så man i stedet for at minde sig selv om, hvordan det var at blive talt ned til, istedet vender det på hovedet og ser det fra eksens side og siger til sig selv, at den anden var nødt til at gøre som vedkommende gjorde, fordi man selv var skyld i det.

En anden mestringsstrategi er, at man ser på sin ekspartners livshistorie og derved forklarer og forklejner vedkommendes brutalitet, med et “han gør det kun, fordi han har haft en meget streng opvækst.”

Eller man tilskriver eksen nogle følelser og tanker, som vedkommende i øvrigt aldrig selv har givet udtryk for, som i “Jeg ved, at hun inderst inde elsker mig, men hun har bare svært ved at vise det.”

Der er altså en del veje ud af virkelighedens smerte, og man kan stikke hovedet i sandet på mange måder og lyve for sig selv, fordi det er for svært at se sin egen sandhed i øjnene. Grunden til, at vi kan finde på så mange krumspring, for at undgå at se sandheden, er fordi  det vil tvinge os til at skulle forholde os til den virkelighed vi befinder os i. Vi er altså nødt til at se i øjnene, at vi længes efter en eks, der ikke behandlede os godt, ligegyldigt hvad forklaringerne og undskyldningerne så ellers lyder på. Vi skal indse, at vi har kæmpet en helt igennem forgæves kamp igennem forholdets levetid for at få noget, der ikke kunne blive en konstans. Vi må vågne til den kendsgerning, at vi søgte retfærdighed, kærlighed, forståelse og omsorg, hvor der ingen var – og dét kan være hård kost, især hvis man er vant til at  vurdere sin egen værdi ud fra, hvordan andre behandler én. 

Og der ligger det første ledetråd ud af denne smerte: nemlig at vi ikke skal lade andre definere vores værdi, men finde den i os selv. Vi skal lære at omgå os selv og vores egne tanker og følelser med selvrespekt, værdighed og omsorg. Vi skal kunne se os selv i øjnene og vide, at vi har hævet standarden for, hvad vi vil gå med til. OG…sidst, men ikke mindst, så skal vi bruge den tid og de kræfter vi har brugt på at forsøge at få et andet menneske til at elske os, på at lære at elske os selv, for når vi gør det, falder alt andet på plads.

Husk, du fortjener bedre.

Med ønsket om en velsignet dag til dig,

Christina Copty

 

 

PS: Hvis du vil læse mere om destruktive forhold med narcissisme som omdrejningspunkt, kan du glæde dig til udgivelsen af min bog, ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold’ der er på gaden d. 27. december 2016 – altså den dag, du alligevel skal ud og bytte gaver 🙂

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 9 kommentarer

Julen med den narcissistiske partner

Julen er for mange en skøn og dejlig tid med venner og familie, glögg og æbleskiver, julefrokoster og gode, lange juledage i familiens skød. Det er en tid, hvor der gøres ekstra meget ud af hyggen, og hvor romantik i kærlighedsforhold nærmest er oplagt med de små glødende lys og de intime stunder, der kan skabes ud af ingenting i en mørk tid.

Men.

Hvis du er sammen med en narcissist er julen alt andet end god. Det er i stedet en tid fyldt med stress, uro og frygt for, hvad narcissisten kan finde på, for at sabotere julen. For det er det, han gør. Saboterer den. Den narcissistiske partner kan nemlig ikke tåle julen, fordi den ikke handler om ham. Al den opmærksomhed, han er vant til at få, rettes nu mod at finde gaver til børnene, med at planlægge julefrokoster og kom-sammener, med at lave planer, der kommer alle til gode. Og det har han svært ved at kapere.

Så hvordan saboterer han julen? 

Han nedgør julen: “Hvor er det en latterlig forbrugsfest”

Han nedgør dig direkte: “Hvor er du dum, at du hopper med på al den virak”

“Kan du ikke slappe lidt af? Du opfører dig som et barn” (især hvis du er glad)

Eller inddirekte:“Hvor er folk bare dumme, at de går så meget op i julen”

Og så er der de andre metoder han bruger til at sabotere selve jule-aften og den gode stemning: 

  • Han nægter at holde jul, eller vil kun holde den, hvis den foregår på hans betingelser, ofte med en klausul der indebærer at du skal give afkald på noget, der er vigtigt for dig.
  • Han lægger sig ‘syg,’ og forlanger at du skal tage hensyn til hans pludseligt opståede ‘sygdom.’
  • Han surmuler, eller er kold og nægter at kommunikere, og du må ikke konfrontere ham med hans åbenlyse surmuleri.
  • Han sidder klistret foran fjernsynet, og vil ikke deltage, og du forventes at skrue ned for julemusikken og dit gode humør, så han kan se sin ‘vigtige’ udsendelse.
  • Han drikker sig fuld med vilje, så du hele tiden skal tage dig af ham, samtidig med at han senere påstår, at det ikke var med vilje at han blev så fuld.
  • Han skælder børnene ud, fordi de larmer og er glade for deres gaver.
  • Han er utilfreds med sine egne gaver og gider ikke sige tak.
  • Han køber ikke gaver til andre, for han synes det er en ‘åndsvag’ tradition.

Alt det her gør han, fordi han vil straffe dig fordi du har flyttet dit fokus fra ham. Hvis du som partner vil bløde op for stemningen, enten fordi du forsøger at gøre det hyggeligt for børnene, eller fordi du synes det er svært at være i rum med en mand, der opfører sig sådan, giver du ham det, han vil have: opmærksomheden og magten til at ødelægge julen for dig!

Det er vigtigt at vide, at ligegyldigt, hvordan du vender og drejer den, hvor meget du er villig til at gå på kompromis og gå ham i møde, vil du ikke ramme rigtigt, for det handler for ham ikke om at finde et kompromis, men om at han ikke kan tåle, at du har noget, der gør dig glad – som ikke er ham – og derfor vil alle dine forslag blive mødt med modstand eller ligegyldighed. Der er ikke plads til kompromis i narcissistens verden. Det er hans måde eller ingenting.

Hvad kan du gøre? 

Det, du kan gøre, er at italesætte hans adfærd så direkte og konkret som muligt og sætte dine grænser for, hvad du vil være med til. Hvis han ikke vil fejre julen, så gør det klart at du ikke vil ødelægge din egen (og jeres børns) jul, men at du anerkender, at han ikke ønsker at fejre julen. Hvis han taler dårligt om julen eller om dit julehumør, så sæt en klar grænse for, hvad der er okay for dig at skulle høre på, og hvad der er fint han holder for sig selv.

Med andre ord handler det om at være assertiv i din kommunikation, så du ikke kommer til at underlægge dig hans magt og sabotage enten ved at blive vred, hidsig eller ked af det. Du kan ikke ændre ham, og du kan ikke overtale ham til at synes det er hyggeligt, eller rart, hvis han bare anstrengte sig lidt. Formålet for ham er at ødelægge julen. Formålet for dig…bestemmer du. Og du må tage ansvar for at træffe de valg, der gør at du selv og eventuelle børn får en god jul – også selvom det betyder at han så må sidde for sig selv juleaften. Han er voksen og tager selv ansvar for sit liv. Husk det.

For du fortjener selvfølgelig en dejlig jul og en god juleferie.

Hvis du vil vide mere om den narcissistiske mand, hvordan det er at være i et parforhold med ham, og hvad du kan gøre for at passe på dig selv, kan du allerede i dag forudbestille bogen “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold.”  (klik på linket).

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar