Det Narcissistiske Raseri og Skylden

“Er det mig, der er narcissist?”

Det spørgsmål er det hyppigste af alle spørgsmål, som jeg modtager af læsere, og hører i min praksis. Og selvom jeg både har mænd og kvinder i terapi, er det et spørgsmål jeg indtil videre kun har hørt stillet af kvinder, hvilket i sig selv er ganske tankevækkende. Men, tilbage på sporet:

Oftest efterfølges spørgsmålet af en række udsagn, der understøtter spørgsmålet. Som for eksempel:

“Han bliver aldrig rasende. Det er mig, der bliver det”

eller

“Det er mig, der får konflikterne til at eskalere, for han er et roligt menneske”

“Måske er han bare passivt-aggressiv, men ikke narcissist, og så er det måske mig, der er narcissisten”

Og så videre.

Jeg er med på, at det er blevet populært at kaste om sig med ordet narcissist til højre og venstre, og at det derfor bliver svært at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvem, der er hvad. Og det gode er jo, at man som ganske almindelig kæreste/kone ikke behøver tænke så meget på, om manden er narcissist eller ej, men at man istedet kan se på, om relationen fungerer. Er man glad? Er man på samme side i forholdet? Passer man på hinanden? Eller er man overvejende på krigsstien, ulykkelig, oppe på dupperne, og konstant i tvivl om forholdet nu også er sundt og godt. Svaret på disse spørgsmål kan være meget mere relevante end at skulle tage sig en Ph.D i personlighedsforstyrrelser for at kunne klæbe et mærkat på sin kæreste, som man så samtidig altid er i tvivl om er rigtigt eller ej.

Men det er desværre tit det, der sker, når folk begynder at ville finde svar på det, de oplever. Og det er jo naturligt og fint at man gerne vil vide mere, og at man også gerne vil være fair i sin ‘fordeling’ af skyld for at forholdet ikke fungerer, men alt for tit kommer man til at tage fat i en ende, der ender i uendelig tvivlsspørgsmål, og derfra kan man faktisk komme til at skrue sig længere ned i kviksandet af selvbebrejdelse.

Det Narcissistiske Raseri

Raseri er for det første ikke narcissistisk som udgangspunkt. Raseri kan være en ganske almindelig mekanisme, hensigtsmæssig eller ej er irrelevant, der følger i kølvandet på frustration og afmagt for at nå ind til en partner, der lukker af for kommunikation og tosomhed.

Det narcissistiske raseri kan på den anden hånd sagtens forekomme som en stille underlægningsmusik – særligt i den danske udgave, hvor vi er underlagt jantelov og vi fra barnsben lærer, at folk med store armbevægelser er pinlige/for meget, og at man derfor helst skal pakke sig ned i ‘pænhed.’ Det fjerner ikke det narcissistiske raseri – det pakker det blot ind, oftest i passiv-aggression. Narcissistisk raseri er narcissistens forsvar mod at blive ramt på sit skrøbelige ego, sit selvværd, sin selvtillid – og er altså ikke et raseri, der affødes af frustration og afmagt.

Og så kommer den særligt udvalgte partner på banen: Narcissisten kan ikke bære sine ‘sorte’ følelser om sig selv indeni uden at føle ubærlig skam. Det er narcissistens akilleshæl. Skam er så ødelæggende en følelse for narcissisten, fordi han ikke kan forløse den (læs mere om det i bogen Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, kapitlet: Narcissistens Følelsesliv). Når han rammes af skam, rammes han på den han er, ikke på det, han har gjort, og derfor har han brug for at finde en måde at overleve skammen på. Det gør han ved at finde en partner, han kan bruge som projektionsskærm. Det vil sige at han lægger alle sine svære følelser om sig selv og sin negative selvforståelse over i partneren, og derefter reagerer på dem som om de kommer fra partneren. Når partneren går med til at blive projektionsskærm og drager sig selv i tvivl, har narcissisten fået aflad for sin skam og kan samtidig devaluere sin partner for selvsamme.

____________

I praksis kan det se sådan ud:

Han kommer hjem og ligner en tordensky.

Hun spørger omsorgsfuldt: “Hvad er der galt? Du ligner en tordensky.” Narcissisten opfatter ikke denne hilsen som omsorg, men som kritik. At være en tordensky er i hans optik kun negativt.

Han svarer defensivt: “Jeg ved ikke, hvad du taler om. Der er ingenting i vejen med mig, men hvad er det for en måde at hilse på mig på? Er der noget i vejen med dig?

Hun: “Nej, nej, jeg spurgte bare. Du så bare ikke glad ud, da du trådte ind ad døren, så jeg ville da bare lige høre, om alt var okay” Hendes tone går fra omsorg til at være på vagt. Skal de nu til at skændes igen?

Han siger anklagende: “Det er altid det samme med dig. Du ser spøgelser alle vegne bare så du kan finde en undskyldning for at være efter mig”

Hun: “Jeg er ikke ‘efter dig'” hun begynder at blive irriteret over at blive ‘misforstået’, for hun tror at det er det, der sker.

Hans irritation vokser, men han lyder overlegent overbærende: “Hvad vil du så kalde det? Du kan knap nok lade mig komme ind ad døren før du er over mig, og jeg kan godt høre hvor du er på vej hen. Jeg gider det ikke i dag. Du må simpelthen lære at slappe af”

Hun føler sig uretfærdigt behandlet og svarer nu lidt mere skarpt: Ej, slap dog selv af, hvad fanden sker der for dig? Du opfører dig jo fuldstændig urimeligt. Kan du ikke se, at du er vred fra det øjeblik du trådte ind ad døren?”

Han:” Er JEG vred? Hvad snakker du om? Jeg kommer stille og roligt hjem, og har ikke engang nået at sige et eneste ord før du er over mig med din vrede. Du er simpelthen for meget”

Hun mærker rigtignok vreden boble i sig og forsøger at forsvare sig: “Stop nu med det der. Det her er jo for latterligt. Jeg gider ikke diskutere med dig, når du er sådan her”

Han: “Sådan her? Hvad fanden mener du med det? Det er jo dig, der er helt ude af balance og leder efter konflikt. Jeg vil bare have en stille og rolig aften hjemme, men det må man åbenbart ikke”

Nu har han trykket på så mange knapper, at hun ikke kan holde sig tilbage, og hun bliver rasende:”Nej hold nu kæft med det der pis. Det er fandme som om du misforstår mig med vilje-”

Han afbryder, koldt og hånligt:”Du skal ikke sige ‘hold kæft’ til mig. Hvad fanden bilder du dig ind?”

Hun råber:”HØR NU HVAD JEG SIGER, FOR HELVEDE”

Han bliver helt rolig, et lille smil kruser om hans læber:”Der kan du bare se. Det er jo dig, der bare har gået og ventet på at skabe konflikt som sædvanligt. Tal om at være en tordensky!”

__________

Som det fremgår af eksemplet slipper narcissisten for at vise sit raseri, men får istedet lagt det over i sin partner, der viser ham raseriet, som han så kan reagere på. Når man udsættes for denne form for manipulation gang på gang ender man i et spil, der ser ud som om det handler om skyld, men hvor det i virkeligheden handler om dyb skam – og derfor kan man ikke diskutere eller kommunikere sig ud af det.

Det bedste man kan gøre, er at holde op med at lede efter Sorteper, passe godt på sig selv og huske på, at man fortjener bedre.

For det gør du.

Kærlige tanker,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Det Narcissistiske Raseri og Skylden

  1. Dorthe skriver:

    Kan du give et eksempel på hvordan sådan en diskussion ser ud når man passer på sig selv?
    Jeg står tit i denne situation og ved ikke hvad jeg skal gøre for at lukke den ned og samtidig komme med min mening.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Dorthe
      Jeg vil anbefale dig at læse min bog “Den Svære Kærlighed;Om Narcissisme og Parforhold” fordi der er masser af gode råd og redskaber til at håndtere disse situationer.
      De bedste hilsner,
      Christina Copty

  2. Kristina skriver:

    Det ligner bare så meget en situation fra mit tidligere forhold kender det, og kan mærke den forvirring det skabte…. jeg er slet ikke i tvivl om hvad han var, og kæmper hver dag for at komme væk fra det og finde mig selv – men kampen er hård

  3. Claudia skriver:

    Hold da op, hvor er det bare et rammende eksempel på et narcissistisk raseri! Spot on!

    Alt imens, jeg læste linje for linje, så jeg i levende billeder for mig, hvordan jeg selv gang på gang har stået i/været udsat for den situation.

    Er dog heldigvis fortid nu, da jeg slap ud af psykopatens fængsel og er godt videre.

  4. Karina skriver:

    “Men det må man åbenbart ikke..” “tal om at være..” det giver mig ondt i maven at læse så akkurat et eksempel. Der har jeg stået et utal af gange.. med håbløshed, endt med at gyde olie på vandende, efter den medfølgende silent treatment indtil man “retter ind”.. er stadig mærket af de mange år .. Men forstår det i dag og får hjælp til, at håndtere det samarbejde der fortsat skal være. En ny verden åbner sig på den anden side af det og det glæder jeg mig over.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: