Gæsteblogger: Helt ude af mig selv

Det er to og et halvt år siden jeg vejede 49 kilo. Jeg var holdt op med at spise og havde ikke sovet i syv måneder. For efter jeg flyttede ind hos mit livs kærlighed – i hans og hans afdøde kones hus med tre moderløse børn og mine egne to børn, ændrede mit liv sig i en retning, jeg ikke havde set komme.

Fra at have været hans gudinde, skulle jeg pludselig bare være glad for, at jeg kunne skide. Det fik jeg at vide, når jeg talte begejstret om vores fremtid. Jeg blev hånet, nedgjort, latterliggjort, alt blev vendt imod mig, min mærkelige adfærd blev bogstavelig talt noteret i hans lille sort bog. Jeg havde solgt mit hus og var begyndt at arbejde i hans firma. Han havde mange penge. Dem var jeg ikke så vild med, og da jeg sagde højt, at jeg havde det lidt svært med alle de penge og lige skulle vænne mig til det, svarede han, at når jeg ikke kunne lide hans penge, så fik jeg ingen. Han gav mig ikke løn i fem måneder. Jeg havde utrolig mange opgaver i firmaet, købte ind, lavede mad og vaskede syv menneskers tøj hver eneste dag – passede hans kones syv heste og hunden. Han sagde, han havde lyst til at give mig et lods i røven, fordi jeg ikke lavede en skid. Jeg arrangerede hans datters konfirmation og foreslog hende, at vi laves en mindevæg om hendes mor, så hendes mor også kom med til festen. Han sagde, at det var for stort et krav at stille til hans børn –

Og specielt hans datter, når jeg bad dem sætte deres eget service i opvaskemaskinen, som jeg altid bag mine egne børn om. Han sagde så meget mere end det. Meget, meget mere. Han kørte uden at sige farvel. Tog sine børn med ind i et lukket rum, når de græd og talte ikke om det. Planlagde jagtferier for ham selv, uden at snakke med mig om det – jeg skulle bare passe hans hus og hans børn og hans dyr. Han spurgte ikke. Sådan var det bare.

Da jeg begyndte at få det skidt, fik jeg at vide af ham, at jeg måtte ringe 112, hvis jeg faldt om, for han tog ud for at være noget for nogle andre. Han sagde: ‘du må fixe dig selv – du skal ikke forvente noget af mig. Du skulle komme og hjælpe mig med min sorg, og jeg skulle forsørge dig, men du vil jo ikke have mine penge’.

Efter 14 måneder var jeg blevet så syg, at jeg måtte væk fra hans hus. Jeg tænkte ikke, at gøre det forbi – men at jeg måtte fixe mig selv, og så kunne vi være sammen igen. På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om, at det var mig, der var forkert. Jeg var begyndt at sige undskyld for ting, jeg ikke skulle sige undskyld for. Han sagde, at han godt gad at være kæreste med mig, når jeg havde det godt. Jeg flyttede ind i et af hans mange lejemål – selvom han var rasende på mig og sagde: ‘hvad vil du have, jeg skal sige til andre om at DU flytter. Hvad vil de dog ikke tænke’’ ? “Jeg har gjort mig klar til, at du kan dø”, sagde han. På det tidspunkt fik jeg angst, når han var i samme rum som mig eller blot han var på vej. Jeg var så bange for ham. Bange for at han skulle fucke med mit hoved igen. Jeg blev så forvirret. Jeg blev så tvivlende på mig selv. Så træt. Jeg optog ham nogle gange, når han holdt enetale for mig i soveværelset – for jeg var så meget i tvivl, om det var min hjerne, der var syg, så jeg blev nødt til at høre hans væmmelige ‘taler’ igen, for at være sikker. “Du er jo alt for selvstændig til at være husmor, det kan du jo ikke finde ud af, så må du jo bevise, hvad du så kan”, siger han blandt andet på optagelserne. Det er ikke for børn!

Han bestemte, hvor jeg skulle flytte ind – for jeg havde ingen økonomi. Han valgte et hus uden soveværelse til mig og skrev ind i lejekontrakten, at huset kun måtte beboes af mig og mine to børn. Før jeg flyttede, fandt jeg ud af, at han havde noget kørende med en anden kvinde, som jeg selv havde introduceret ham for. Jeg prøvede at få ham selv til at sige det, men den mulighed brugte han ikke. Den sidste aften vi var kærester, sagde han: “Du kommer efter hestene og hunden i mine prioriteringer, så ved du det. ”

Dér gik det op for mig. Først dér. Han gjorde det forbi dagen efter. Sagde han havde købt en bog om Marathon og ville løbe det væk.

Jeg boede i hans lejemål 1 1/2 år efter. De fleste af mine ting var i hans hus. Jeg måtte ikke komme til dem, før jeg flyttede fra hans lejemål, sagde han. Men jeg havde jo ingen penge. Jeg var sygemeldt med tilpasnings/PTSD-reaktion – og var sygemeldt i 1 1/2 år. Mine vågne timer var helvede, og om natten havde jeg de vildeste mareridt om ham. Jeg græd uafbrudt i fire måneder. Tog solbriller på ud og handle. Jeg var færdig. Helt ude af mig selv. Helt uden lyst til at leve.

Det er 2 1/2 år siden. Jeg begyndte at arbejde igen i februar 2017 – og kunne derfor låne penge til et hus. Han afleverede mine ting, som havde været i fængsel hos ham, og da han så mit hyggelige nye hus, begyndte han at græde. Jeg spurgte ham, hvorfor han græd – og han sagde, at han slet ikke havde forestillet sig, at det var så hyggeligt. Jeg spurgte, hvad han da havde forestillet sig – og han sagde ‘et faldefærdigt hus langt ude på landet.’

Her 2 1/2 år efter er jeg stadig ikke helt mig endnu. Jeg er langt i arbejdet med mig selv, men der er stadig visse kognitive færdigheder, der ikke virker optimalt – og jeg ved ikke, om de nogensinde kommer til det? Jeg har skammet mig, så jeg ikke har kunnet være i min krop. Også skammet mig forfærdeligt over at have det godt igen og lykkes med noget igen. Det var virkelig voldsomt. Det var så ondskabsfuldt, så sygt, men det er heldigvis slut og kommer aldrig til at ske igen, fordi jeg i hans spejlbillede kom til at se en meget kærlig lille pige, som aldrig havde lært, at man ikke behøver at knokle sig selv hverken halvt ihjel eller tilpasse sig i en grad der sætter ens liv på spil, for at blive elsket. Der var heldigvis en gave i forbandelsen – jeg fandt den i mig selv.

  • Anonym gæsteblogger

_________________________________________________________

Hvis du gerne vil dele din historie som gæsteblogger på min blog, er du velkommen til at sende din beretning til mig på mail@christinacopty.dk -Husk at udelade eller ændre karakteristika, der kan identificere vedkommende, du skriver om.

Og mest af alt: Pas rigtig godt på dig selv, du fortjener bedre <3

Dette indlæg blev udgivet i Gæsteblogger, Narcissisme, Parforhold og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: