Narcissistens Flyvende Aber

Flyvende aber er et udtryk, der bruges til at beskrive de mennesker, der lader sig forføre af narcissistens fortællinger om andre. Det kan for eksempel være kollegaerne, der tager narcissistens ord for gode varer, når han* fortæller, hvordan chefen snød ham. Det kan være forældrene, der tager narcissistens parti over deres eget barn, når han beskriver hvor ondskabsfuld deres datter er, og det kan være den idealiserede eks, der altid bakker sin narcissist op, ligegyldigt hvilke beviser, der hober sig op mod ham. Når det er meget slemt, kan det kan være børnene, der tager narcissistens parti mod den anden part, fordi de lader sig forføre af narcissistens gaver eller tårer.

Flyvende aber er som regel medløbere, der er mere optagede af at være vellidte end af at stå fast. Ofte har de en ubevidst frygt for narcissistens vrede, som de fornemmer ligger klar til angreb lige under overfladen, hvis de ikke er enige med narcissisten. Men oftest lader de sig forføre, fordi de tror, at de via den vej kan blive noget særligt for narcissisten. Få særstatus.

Oftest drejer det sig om mennesker, der, ligesom de af os, der selv er faldet for en narcissist, ser op til ham, beundrer ham og synes han nærmest er omgivet af en særlig stråleglans. Han kan noget, synes aberne, og ih, de længes efter at kunne det samme. Men fordi de er hæmmede enten af jantelov eller lavt selvværd, er de nødt til at få noget stjernestøv by proxy, altså via overførsel, og det gør, at de hjertens gerne render narcissistens ærinde, for så kan han rose dem, og de kan føle sig dygtige. Føle sig Rigtige. Det lugter trods alt lidt af kanel…

Narcissisten for sin del har brug for aberne, for det er igennem aberne, at han bliver stor. Uden aber, ingen magt. Hvis han stod alene, uden den tilbedende opbakning han får fra sine aber, ville narcissisten fremstå lille, latterlig og uvæsentlig, men fordi han formår at skabe sig en skare af tilhængere, der labber alt han siger i sig, har han en platform som han bruger til at skabe sig den virkelighed han vil have.

Og hvad er det så aberne gør? Jo, de sendes enten i byen for at opsnappe informationer (oftest om en eks er begyndt at se en anden),  eller de flyver rundt med historier fra narcissisten, der gavner narcissisten, men som har endnu et formål: At skade narcissistens opfattede fjende. Aberne bruges til at skabe gode, solide smædekampagner til fordel for narcissisten, hvor han selv fremstår uskyldig, og hans fjende som krænkeren, den utilregnelige, den psykisk syge; altid noget, der har at gøre med ‘fjendens’ personlighed, så det på ingen måde kan tilskrives narcissistens adfærd.

Eksempel:

Hun har forladt ham, fordi hun ikke længere kunne holde deres evindelige skænderier ud. Han kan ikke tåle, at andre skal vide, at hun er gået fra ham, for så tror de, at der er noget galt med ham. Han er ikke ‘sådan en, der bliver forladt.’ Derfor fortæller han alle, at han smed hende ud. Han fortæller, at hun har snydt og bedraget ham, og at de har skændtes i lang tid, fordi hun er udenfor pædagogisk rækkevidde, faktisk psykisk syg. Han fordrejer sandheden lige tilpas til at skænderierne kan se godt ud fra hans vinkel, og så sendes aberne ellers i byen med et “I behøver ikke tage del i det her, men jeg synes bare I skal vide, hvad det er for et menneske I har med at gøre. Hun har for øvrigt heller aldrig kunne lide jer”

Eksempel:

Børnene er blevet med deres narcissistiske mor efter et voldsomt brud, hvor faderen var nødt til at forlade hjemmet hurtigt pga narcissistens eskalerende raseri. Børnene bliver herefter underlagt mors uafbrudte tårer, hendes foragt og vrede på faderen, og hun trækker børnene tættere ind til sig, ved at sige “Jeres far har forladt os. Nu har vi kun hinanden, og vi skal passe på aldrig at lade ham komme tæt på igen, for han er meget syg.” Børnene, der oftest har haft en god, nær og tryg relation til deres far inden skilsmissen, bliver nu pludselig utrygge ved deres far, og samtidig føler de et ansvar for mors velbefindende, så de går med til at stadfæste historien om en syg og ond far, som de ikke længere ønsker at se.

Der er utallige eksempler på, hvordan aberne (mis)bruges af narcissisten af den ene grund at narcissisten ikke kan tåle at tabe. Når man lever sit liv ud fra devisen om rigtigt og forkert, sort-hvid, vil der altid være en taber og en vinder, og narcissisten vil for alt i verden se ud som om han vinder, især når han taber, også selvom det koster andre dyrt.

Kan der gøres noget? 

Hvis du er udsat for flyvende aber, kan du glemme alt om at nå dem med fornuft. Deres øjne og ører er fyldt med narcissistens version af virkeligheden, så du vil komme til at fremstå som bitter, ond, ja, alle de ting som narcissisten beskylder dig for.

Istedet skal du sætte dine grænser tydeligt overfor aberne, og gå hvis de ikke respekteres. Det vil rent praktisk sige, at du siger klart fra: “Jeg vil gerne være sammen med dig, og jeg værdsætter dit selskab, men jeg vil ikke være skraldespand, derfor skal du ikke gengive eller viderebringe noget fra x (narcissisten) til mig. Hvis det er svært for dig at respektere dette, vil jeg gå fra situationen” Kun når du sætter dine grænser tydeligt vil aberne tie og i mange tilfælde begynde at reflektere over deres egen rolle – og kun på den måde mister narcissisten sin magt. For husk: uden aber, ingen magt.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

*Der er både mandlige og kvindelige narcissister. For nemheds skyld bruges her det mandlige pronomen.

PS: Hvis du vil læse mere om flyvende aber og narcissister, anbefaler jeg min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, der kan købes til en fordelagtig pris lige her.

PPS: Der er lige nu (januar 2018) venteliste til terapi hos mig frem til foråret. Hvis du ønsker at komme på venteliste, kan du skrive til mig på mail@christinacopty.dk

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: