Gæsteblogger: Brev til V

Til V

Der er et kendt Nietzsche citat, der lyder: ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Men hvad, hvis du ikke dør fysisk, men dør psykisk og følelsesmæssigt? Hvad, hvis det, der ikke slog dig ihjel, ikke efterlod dig stærkere? Hvad, hvis det bedøvede dig, berøvede dig og efterlod dig tom?

Ovenstående linjer skrev jeg et år efter vores brud. Jeg var nedbrudt. Ulykkelig og træt. Havde kæmpet og kæmpet. Givet alt, hvad jeg havde og mere til. Havde givet helt slip på mig selv. Veget til side for at give os, eller rettere sagt dig, plads. Som en vampyr havde du suget alt liv, al mening og al kærligheden ud af mig. Du havde taget det, der var smukt i mig, og gjort det grimt. Som en tornado havde du ødelagt alt på din vej. Efterladt mig tom. Rådvild. Ude af stand til at navigere i den virkelig, jeg nu stod i.

I over to år var du hele min verden. Alt, jeg drømte om, inkluderede dig. Da jeg mødte dig, var jeg lykkelig. Havde endelig fundet ”hjem”. Havde brugt så mange år på at finde mig selv. På at elske mig selv for den, jeg er. På at rydde op i de ting, der havde hængt som en lænke om min fod. Havde endelig fundet ind til kernen i mig. Kunne for første gang se mig selv i spejlet. Smile. Sige: ”Du er skøn, som du er. Du er værd at elske. Du fortjener alt det gode her i livet”. Havde givet slip på alle de dårlige minder. Alle de gange, mit hjerte var blevet knust. Alle de tårer, jeg havde grædt. Havde lært at passe på mig og min sårbarhed. Give mig selv plads til at være den, jeg er. Da jeg mødte dig, følte jeg endelig, at den længsel, jeg havde efter kærlighed, blev mødt. Følte, du så mig. Følte, du elskede mig for den, jeg var. Følte jeg en samhørighed, jeg ikke havde følt før. Med dig var jeg speciel. Udvalgt. Forgudet. I al fald for en stund.

Det blegnede i lyset af alle de egoistiske, respektløse, løgnagtige, manipulerende, nedbrydende, psykisk og følelsesmæssige voldelige ting, du udsatte mig for. Det, du ødelagde i mig. Den skade, du forvoldte. Det lort, du fyldte mig med. Uden at jeg opdagede det. Ofte har det været svært for mig overhovedet at huske alle de ting, der foregik. Det var så systematisk. Nedbrydende. Traumatiserende. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skubbe det væk. Flygte. For at overleve. For ikke at knække. Bryde sammen. For ja, der var tidspunkter, hvor det var tæt på at tage livet af mig. Enten ville mit hjerte briste af smerte og sorg. Min hjerne eksplodere af tanker, der gik amok. Eller manglen på søvn og mad, angsten og smerterne, gøre, at min krop gav op. Det var lige før, at døden ville være bedre end livet. Jeg tænkte på, at gøre det. Hvis ikke min krop gjorde det af sig selv.

Hvis vores forhold var en lang tørke, der langsomt udtørrede og udpinte mig. Efterlod mig tom. Død. Forladt. Så var vores brud et jordskælv. Tiden efter en tsunami. Ødelæggelserne satte spor længe efter. Sårene var så åbne og tydelige. Den eneste grund til, at jeg ikke forblødte, var, at jeg havde lavet tykke forbindinger. Intet kunne trænge ind. Intet kom ud.

Du er narcissist. Det kan ikke diskuteres. Du manipulerer. Lyver. Bygger op, for at bryde ned. Suger alt ud af den, der giver dig kærlighed. Du efterlader kaos, hvor du har hærget. Jeg så det ikke før, det var for sent. Faktisk så jeg det først længe efter.

Jeg viste dig hudløst ærligt, hvem jeg var. Viste dig alle mine styrker og svagheder. Al min sårbarhed. Du tog den sårbarhed, og brugte den imod mig. Jeg elskede dig ubetinget. Jeg bar dig, når du ikke selv kunne gå. Stillede mig foran dig, når du var i fare. Passede på dit hjerte, som var det en glaskugle. Selv da vi måtte skilles, prøvede jeg på at vise dig respekt. Du gjorde det omvendte. Du bar nag. Brugte mine usikkerheder til at gøre mig mere usikker. Huskede alle fejl, jeg begik. Bebrejdede mig for dem. Gav mig ansvar for alt, der gik galt. Afviste mig, når jeg havde brug for dig. Elskede mig kun, når du følte, jeg fortjente det. Du byggede mig op. Elskede mig. Forgudede mig. Fik mig til at føle mig speciel. Når du så brød mig ned, kunne kun du bygge mig op igen. Jeg blev afhængig af dig. Det virkede som om du nød det. Elskede den magt, du havde. Fordi jeg elskede dig ubetinget. Fandt mig i det. Måske havde du det så dårligt med det menneske, du var, at du blev ligeglad med, hvor ødelagt jeg blev. Så længe du kunne bevare din facade. Selv kunne leve videre. Og videre kom du. Allerede inden vi var forbi.

På grund af dig, begyndte jeg at tro, at det var mig, der var skør. Det var mig, der var noget galt med. Du satte spørgsmålstegn ved alt. Hvad jeg syntes. Følte. Sagde. Gjorde. Troede. Mente. Vurderede om mine følelser var rigtige eller forkerte. Du var overfladisk. Havde behov for at vise dig frem overfor andre. Fremstå perfekt. Rig. Succesfuld. Alt sammen en stor, tyk løgn. Du udnyttede mig økonomisk. Behandlede mig så dårligt, at sex til sidst blev en pligt. En tvungen nødvendighed for at undgå utroskab. Så stort et overgreb, at hver gang var smertefuldt. Jeg bed det nogen gange i mig. Andre gange sagde jeg stop. Du sagde det var mit problem. At jeg måtte fikse det. Snart. Ellers måtte du få tilfredsstillet dit behov et andet sted. Hvilket du sikkert allerede havde gjort. Du lod mig forsvare dig overfor hele verden. Fik mig til at fremstå som et underdanigt fjols. Tro på dig fremfor alle andre. Når du i virkeligheden var fuld af løgn. Hvis jeg ville behandles som en prinsesse, måtte jeg opføre mig som en. Ville jeg elskes ubetinget, måtte jeg gøre mig mere umage med at tilfredsstille dig. Du fik mig til at føle mig mindre værd. Mindre elsket. Mindre prioriteret. Mindre smuk. Mindre alting.

Jeg var indlagt i fem måneder på grund af dig. Var på antidepressiv, beroligende og angstdæmpende medicin. Kunne ikke sove uden medicin. Ikke komme i gang om morgenen uden medicin. Isolerede mig. Kunne ikke mærke noget. Ikke huske. Ikke føle. Ikke forholde mig til tid og sted. Havde angst. Var ligeglad. Havde ikke lyst til noget. Var ensom. Savnede en at elske, som jeg elskede dig. En til at fylde det tomrum, du efterlod. Det stod slet ikke mål med det menneske, du var. Måske du efterlod så stort et tomrum, fordi du også tog mig med? Jeg måtte lære at fylde det tomrum ud selv. Det var svært. Det tog tid. Savnede en at holde om. En at kysse. En at holde i hånden. En at røre ved. En at kigge i øjnene. En at dufte til. En at savne. En at tænke på. En, der tænkte på mig. Ikke som dig. Der nærmest glemte mit navn, før det var slettet fra din telefon. Savnede ikke dig. Men jeg savnede den følelse, jeg havde, når jeg havde det godt med dig. Savnede det, jeg troede, vi havde. En at have en fremtid med. Allervigtigst, savnede jeg en at dele nuet med. En, jeg kunne forsvinde i tid og rum med. En, der fik mig til at føle mig elsket ubetinget. Føle mig som en prinsesse. Føle mig speciel og unik. Som ikke kunne undvære mig. En, der ville have mig lige præcis, som jeg var. Der syntes, jeg var det smukkeste i verden. Der ville vise mig frem for alle. Som lod mig være mig. Fortalte mig, at han altid ville være der for mig. Især, når det var sværest at sige det. Ønskede en, der gav mig frihed og plads til at være mig. Som mødte mig i øjenhøjde.

Tre år er der gået, siden vores veje skiltes. Tre lange år. Spøgelserne hjemsøgte mig længe. Det gør de til tider stadig. Du har været den hårdeste lektie i livet. Men også den største. Jeg ville ikke ønske, at jeg kunne gøre fortiden om. Uden dig, var jeg aldrig blevet den, jeg er i dag. Et bedre menneske. Empatisk. Nærværende. Tilgivende. Rummelig. Rolig. Overbærende. Positiv. Medfølende. Jeg er rejst langt. Rejsen har vist mig, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad, der betyder noget. Hvad, der ikke gør. Jeg har lært, at alt er foranderligt. Har lukket alle mine dæmoner ud. Givet slip på store hemmeligheder. Sagt alt højt. Forsvundet er vreden. Smerten. Sorgen. Meningsløsheden. Angsten. Følelsesløsheden. Ligegyldigheden. Tomheden. Håbløsheden. Jeg har været så langt nede, jeg kunne komme. Været så tom, jeg kunne blive. Været så følelsesløs, jeg kunne være. Jeg er blevet født på ny.

Alt det, jeg frygtede, ville slå mig ihjel. Slog mig ikke ihjel. Efterlod det mig stærkere? Ja, bestemt. Uden tvivl.

Forleden så jeg billederne fra dit bryllup. Jeg så også et par af dem for et år siden, da du blev gift. Med hende du allerede havde fundet, inden vi skiltes. Forskellen er, at denne gang rørte det mig ikke. Det er en kæmpe sejr. Du fylder mindre, end du nogensinde har gjort. Jeg er fri. Og selvom der stadig er svære dage, er det sjældent på grund af dig. Jeg ser fremad. Tror på det bedste. På eventyrerne. På drømmene. På håbet. På glæden. På kærligheden…

Farvel V. Far vel….

L

Dette indlæg blev udgivet i Gæsteblogger, Selvudvikling og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: