Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

Psykisk vold har mange ansigter, og er derfor ikke altid let at definere. Psykisk voldelige partnere eller eks-partnere har dog en masse fælles adfærdsmønstre, der gør at de er forholdsvis lette at genkende. Blandt andre…

Den psykisk voldelige partner:

  • Respekterer ikke andres grænser, samt ordet ‘nej’ eller ‘lad mig være’ – Der er med andre ord intet hensyn til partnerens afgrænsning.
  • Er kun optaget af sine egne (ofte voldsomme) følelser, der ofte er ude af proportioner med situationen.
  • Har ofte meget svingende følelser, og kan gå fra indædt og truende kold vrede til varmblodige kærlighedserklæringer og fuldstændigt dybe kløfter af ubærlig indre smerte.
  • Har holdninger til alt, og mener at disse holdninger er Sandheden, hvorfor andre behandles som dumme og uvidende – og derfor som laverestående.
  • Lyver nemt og hurtigt for at sløre virkeligheden, hvis den ikke er fordelagtig.
  • Truer om fysisk vold, smider med ting eller har en voldsom, aggressiv fremfærd, der har til hensigt at intimidere og skræmme den anden til underkastelse
  • Kritiserer og vender situationer på hovedet, så offeret føler sig forkert og som den skyldige i alt, der går galt i forholdet.
  • Isolerer sit offer for at eje vedkommendes tanker, kærlighed, opmærksomhed og tilbedelse.
  • Er jaloux og kontrollerende.

De sidste to er blandt andet med til at gøre hundrede sms’er eller emails om dagen til et element af psykisk vold.

Men det starter et andet sted

Det starter oftest som en form for ekstraordinær opmærksomhed, hvor man som udvalgt bliver overøset med lange sms’er, enten af overdrevet seksuel karakter, eller med store følelser, der er ude af proportion med, hvor godt man egentlig kender hinanden. Der ligger hurtigt en lille forventning om, at man skal svare hurtigt, ellers bliver vedkommende ked af det, skuffet eller trist. Bemærk at følelserne i starten er af de bløde, sørgelige slags, og ikke vrede eller hårde – endnu – og vedkommende kan sagtens pakke sin irritation ind i en slags selvopofrende skuffelse, hvor man som den udkårne hurtigt får dårlig samvittighed: Man vil jo ikke virke som en affejende, kold person, når nu der står et menneske, der er SÅ optaget af én og venter på svar.

Så man vænner sig til at tjekke sin telefon hvert femte minut – for man sætter den efterhånden oftere på lydløs, fordi der kommer så mange sms’er, at man synes det er lidt pinligt, når man er sammen med andre. Faktum er dog, at man også føler sig draget af det lille firkantede apparat, fordi man gerne lige vil se, om der er kommet endnu en sød besked ind…altså lige indtil det ikke længere kun er sødt, men nu også har fået et element af pres til at svare prompte, fordi man ikke vil være en dum skid.

Så skriver man tilbage. Hver. Eneste. Gang. Der. Lyder. Et. Pling! Om man sidder i møde, om man er sammen med sine børn, om man er i biografen med venner. Det er ligemeget. Man står til rådighed. Og man skal finde på noget nyt, der er sødt. En ny emoji. En ny seksuel fantasi. En ny bekræftelse til den anden om, at vedkommende er det mest fantastiske man nogensinde har mødt. Set. Elsket. Intet har nogensinde været vildere – og det er rigtigt – for det her ER vildt. Det er stort. Og det er altopslugende. Man ryger ind i en boble, hvor resten af verden kan smuldre om ørene, for derinde i boblen er alt, hvad man har brug for: Opmærksomhed, tid, intensitet og drømme.

Og selv om man opdager, at man langsomt trækker sig fra sit eget liv for at leve livet i Boblen, så gør man det villigt, fordi det føles så rart, så godt, så uuuhmmmmmlækkert, at man ikke kan sige nej til de stunder, man har sammen. Men der ligger også en lillebitte stemme i baghovedet, der ved, at det ikke er sundt. Der ved, at det man har gang i ikke er langtidsholdbart i denne form, for man går ikke fremad sammen, man går ind i Boblen sammen. Man har konstant opmærksomheden rettet mod hinanden, ikke med hinanden ud mod en fælles fremtid.

Og langsomt men sikkert bliver der iltfattigt i boblen. Man kan ikke finde på nye ting at skrive til de konstante sms’er, men de hører ikke op af den grund. Man lærer sig selv at leve med dem. Man tænker “min partner er så usikker på sig selv, at jeg er nødt til at svare, ellers bliver han/hun ked af det.” Man vil jo ikke være en kold og dum skid, vel? Men man er lidt træt af det, for det dræner også livet for energi og man mister sin koncentrationsevne og sin evne til at være i det ‘nu’ man nu er i. For man er faktisk ikke rigtigt til stede andre steder end i sit forhold.

Og når man så begynder at trække sig. Eller man indser at forholdet kvæler al form for udvikling og vækst, begynder man måske at forsøge at sætte grænser, men det er for sent. Grænserne er udviskede, og hvis man forsøger at sætte dem nu, bliver man bebrejdet at man trækker sin kærlighed tilbage. Og man vil jo ikke være en dum skid…

Så man svarer – og man gør mere end det. Nu skal man også bevise, at man selvfølgelig elsker sin partner, så man opper sig og begynder at være den, der skriver først. Og nu bliver man måske syltet. Svarene kommer ikke prompte den anden vej. Nænej, man bliver sat på pinebænken. Og hvis man vover at sige noget, får man at vide, at man jo heller ikke altid selv er god til at svare, så man kan ikke tillade sig at sige noget….nåja, og “var der ikke noget med at du gerne ville have, at der ikke var så meget sms kontakt frem og tilbage? Kan du bestemme dig?” Og så tier man stille og ved ikke helt, hvad der er det rigtige at gøre. For man får også lige smidt i hovedet, at man ikke skal lade være med at sende mange sms’er bare fordi vedkommende ikke lige har tid til at svare på dem – “Hvorfor vil du ændre din adfærd, bare fordi jeg ikke altid lige svarer? Så gør du det for at såre mig, og ikke som mig, bare fordi jeg ikke lige havde tid!”

Fanget. Nu er man pludselig blevet den, der sender mange sms’er og som venter på at partneren svarer, når vedkommende har tid. Og det skaber uro. For hvad blev der af den uendelige strøm af opmærksomhed og kærlighed? Hvorfor er vedkommende ikke længere besat af forholdet? Er der mon en anden i sigte? Er man ved at miste denne enestående kærlighed?

Nu går man ind i en fase, hvor skænderierne bliver hyppigere, for man forstår ikke den ulighed og de til tider fuldstændigt åbenlyse forskelle i ‘regler’ der er, som både er uretfærdige og mærkelige. Sandheden bliver til noget, man skal diskutere, for der er ikke længere nogen form for enighed om, hvad der foregår.

Og her begynder sms’erne at få et andet indhold.

De kommer stadig i en lind strøm, men nu i form af ‘hit and run’ forstået sådan, at man modtager sms’er med anklager og bebrejdelser. Hvis man svarer og forsøger at forklare sig for den anden, bliver sms’en ignoreret. Hvis man derimod ikke svarer, modtager man hurtigt en ny sms med bebrejdelser over, at man er ligeglad og tydeligt skyldig i, hvad nu end bebrejdelsen og anklagen bestod i, fordi man ikke svarede med det samme.

Damned if you do, damned if you don’t.

Og når forholdet så endelig slutter, sidder man tilbage i et af to scenarier:

Enten bliver man kasseret som en gammel, hullet sok, og man hører aldrig fra vedkommende igen – sms stilheden er så høj og øredøvende, at man i lang tid går omkring i en uvirkelighed, fordi man ikke kan finde sit anker. Telefonen er tilbage på lyd og man håber og krydser fingre. Men der er kun stilhed. Man græder og savner og længes. Efter sit fix. Efter det lille ‘Pling’. “Tænker han/hun aldrig på mig?”

Eller:

Man bliver nu udsat for heftige sms ture, hvor der tikker sms’er ind dag og nat sideløbende med, at man bombarderes på mail. Intet er helligt og alt bliver brugt som skyts for at man skal såres. Tilintetgøres. Man skal ikke tro, at man kan slippe godt fra det. Man skal VIDE, man skal EJE, man skal TAGE ANSVAR for at man har været Verdens Største og Ledeste Menneske. Ingen anden på denne planet er så vederstyggelig, ækel, ond og nedrig som man er. Og man forventes at svare – men ikke på en forsvarende måde – det eneste vedkommende er interesseret i er, at man skal lægge sig fladt ned og sige ‘ja’ til alle anklager. Intet andet bliver læst eller accepteret.

Og lige her er mit råd til dig, hvis du står i den situation, hvor du er udsat for denne form for psykisk vold, så skal du droppe al kontakt. Du skal ikke være optaget af at være et ordentligt menneske overfor en person, der bruger dig som boksebold. Du får intet ud af kontakt andet end at du skader dig selv. Din eks bliver ikke et mildere, sødere og mere tilgivende menneske af din totale udslettelse. Og du bliver ikke gladere eller får mere selvrespekt og selvværd af at lade dig udslette.

Så kære du, tag styring på dit liv – Invitér det, der gavner dig, og blokér det, der ikke gør. Vi skaber selv vores liv – og du ved det godt inderst inde… du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

  1. Louise skriver:

    Hold op hvor er det bare SÅ spot on, det der!!! Skræmende præcist!
    Tak fordi, du formår, at gøre det tydeligt endnu engang, hvad det er, jeg har været udsat for og involveret i. Det får ikke smerten til at forsvinde, men det gør det forståeligt og et eller andet sted en trøst at vide, at der faktisk nærmest findes en drejebog,- et manuskript. Uhyggeligt, men sandt.
    Samtidigt er det bitter/sweet… for det gør det også tydeligt, at den kærlighed der var mellem os ikke var ægte,- og det gør så nas at acceptere!!

    • Christina Copty skriver:

      Kære Louise.
      Husk på, at den kærlighed du følte, var ægte – Det er det vigtigste. At du ved med dig selv, at du er i stand til at elske, og at det er noget, du kan tage med dig videre ud i livet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  2. Camilla skriver:

    Pyha, det rammer lidt det her… For selvom han ikke altid passer på de narcissistiske kriterier – så passer handlemønstret i ret stor grad her
    Eller gjorde… For nu er der fuldstændig ro og ignorance. Er det mon en normal følge efter bombardement?
    Og af hjertet tak for dine kloge ord ❤
    Camilla

    • Christina Copty skriver:

      Kære Camilla
      Det er meget normalt, at der kommer total radiotavshed efter storm. Der er to modi, de handler i: Enten helt på, eller helt slukkede. Det er også et af de elementer, der gør det så vanskeligt at navigere, fordi det kan være svært at vide, hvad der nu kommer af udsving.
      Og selv tak – jeg er glad for at du kan bruge mine ord <3
      Kærlig hilsen,
      Christina

      • Charlotte skriver:

        Uha uha hvor jeg kender de mønstre – og være fanget ind og have mistet sig selv til ukendelighed for de der elsker en.
        Når der har været stille i længe, er det så at forvente at høre noget igen?
        Ser mønstret i hans famile med, at være stille og lukke ude.
        Eller er der ro for altid, når ens ting er hentet ?

        Kærlig hilsen
        Charlotte

        • Christina Copty skriver:

          Kære Charlotte.
          Tak for din kommentar.
          Som jeg skriver i min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” er der netop to mulige afslutninger i hver sin ende af spektret: Enten vil du blive kontaktet med et ønske om at du bare skal tage ham ind igen, ellers afviser han igen. Eller du vil opleve aldrig at høre fra ham igen.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

Skriv et svar til Louise Annuller svar