Frygten for Reaktionen

“Jeg tør ikke sige noget til hende, for jeg kan aldrig regne ud, hvad hun kan finde på”

“Jeg ser ikke nogen grund til at gøre det værre ved at sige, hvordan jeg har det, for han bliver så vred”

Når man er sammen med en partner, der er opslugt af sine egne følelser, er sensitiv overfor opfattet kritik, eller som føler sig berettiget og bedre end andre, hører det ofte til forholdet, at man som partner og pårørende efterhånden ikke tør udtrykke sine meninger, holdninger og følelser af frygt for reaktionen.

En af mine tidligere klienter fortalte om sin ekskone, der igennem et års tid både iscenesatte sig selv som et stakkels offer og krænkede ham igennem ubønhørlige emails og sms’er, hvor hun følte sig i sin gode ret til at svine ham til og kalde ham syg i hovedet, samtidig med at hun fortalte deres børn og fælles venner, at hun var den stakkels forladte hustru, der havde gjort alt, hvad hun kunne, for at redde deres ægteskab.

Virkeligheden så dog noget anderledes ud fra hans stol.

Ægteskabet, der havde varet i næsten tolv år og havde bragt dem to børn, havde været præget af hendes konstante uro og følelsesmæssige ustabilitet, der gjorde at han skiftevis blev idealiseret og devalueret af hende. Hun ville bestemme hvor han arbejdede, hvilke venner han havde, og hvordan han skulle være en god støtte for hende. Problemet var bare at målstregen blev ved med at rykke sig, således at han, så snart han troede han havde gjort ‘det rigtige’, istedet blev skældt hæder og ære fra, fordi hun nu ville have det på anden måde. Hun var umulig at stille tilfreds, ikke fordi hun ikke kunne blive tilfreds, men fordi hun havde magten over ham, sammen med hans udelte opmærksomhed, fordi han konstant skulle kæmpe for at få hendes anerkendelse og kærlighed. Hun sidestillede hans villighed til at kaste sig selv under bussen for hende med størrelsen af hans kærlighed.

Når han forsøgte at ‘mande sig op’ og gøre hende opmærksom på hendes dobbeltmoral og skiftende målsætninger, blev hun rasende på ham og vendte istedet samtalen så den kom til at handle om, at han aldrig lyttede til hende; at han var ligeglad med, hvordan hun havde det, og at han i bund og grund var egoistisk. Intet kunne være længere fra sandheden, men hun gjorde sig døv overfor hans forklaringer, for hun var kun interesseret i sin egen version, der pudsigt nok kun tilgodeså hendes behov.

I terapien fortalte han om flere episoder, hvor han havde valgt at tie, at gå, eller at gøre som hun sagde bare for at undgå hendes reaktion, der altid var voldsom, og mest af alt lød umoden og kontrær, som et arrigt to-årigt barn der vil have både den blå spand og den røde, selvom en anden legede med sidstnævnte.

Hvad foregår der?

Når man ender i forhold, hvor man konstant skal gøre sig umage for at undgå sin partners vrede eller kritik, ender man med at gå på listefødder. Man holder op med at være åben og sprudlende. Spontanitet og livskraft forsvinder og erstattes af en forsigtig kravlen langs panelerne, fordi man er bange for at gøre noget forkert.

Den form for behandling, hvor partnerens utilregnelighed bliver normen, er psykisk skadelig fordi man ikke kan være tryg. Når man ikke er tryg i sit forhold, bliver forholdet giftigt at være i, fordi man skal navigere i en anden persons omskiftelige virkelighed, og man bliver stillet til ansvar for denne persons velbefindende. Det hverken kan eller skal man som partner stille sig tilfreds med, for et forhold skal være nærende, trygt og udviklende for begge parter, ikke blot den ene. Hvis det kun er den ene, der konstant søger at få sine behov opfyldt eller som hele tiden forlanger overdreven opmærksomhed og beundring, bliver den anden part reduceret til at være en statist, der skal sørge for at scenen konstant er sat til hovedrolleindehaveren. Det er med andre ord en hul imitation af et forhold og ikke the real thing.

Og vi fortjener altså bedre….

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet. Bogmærk permalinket.

3 Responses to Frygten for Reaktionen

  1. Tanja skriver:

    Her er reaktionen tristhed, at gå ind i sig selv eller at føle sig ramt. Er det samme situation?
    Jeg har i forvejen rigtig svært ved at sige hvad jeg gerne vil have og jeg arbejder sammen med en psykolog rigtig meget med min indre pleaser. Jeg øver mig hele tiden – baby steps.

    Hvis jeg siger noget opfatter han det nemt som en negativ kritik – selvom jeg synes det er sagt så pænt som jeg kan… Selvom jeg prøver at blive på min bane halvdel og forklare ud fra MIG og ikke “du gør heller ikke det og det”

    F.eks. tog jeg mod til mig og sagde at det betød meget for mig når han sagde “Tak” og satte pris på de ting jeg gør. Jeg manglede det og ville gerne hvis han vil prøve at tænke over det.
    Det kunne være tak for mad, madpakke eller hvad ved jeg. Bare tak engang i mellem… Det behøver ikke være hver gang.

    Jeg synes selv jeg sagde det pænt og ordentligt.

    Straks sagde han “Okay, jamen hvor mange gange skylder jeg så for?!”

    Jeg forklarede at han ikke skyldte noget som helst – det var slet ikke det det handlede om.
    Men jeg ville gerne hvis han ville prøve at tænke over det… Det betød noget for mig,

    Jeg fik det helt dårligt over at have bragt det på bane fordi han reagere såret og går lidt ind i sig selv og “surmuler”

    Hvis han reagere voldsomt og med vrede på ting – så kan jeg SAGTENS sige fra og stå fast, sjovt nok.

    Men når han reagere såret og bliver ked af det – går ind i sig selv.
    Så kan jeg næsten ikke være i det.

    Jeg får en trang til at holde om ham og sige til ham at jeg slet ikke mente det så slemt – bare glem hvad jeg sagde.
    Og jeg har ind i mellem fornemmelse af at han ved det og bruger det bevidst/ubevidst fordi han ved jeg helst undgår det.

    Men det gør at jeg rigtig tit ikke får sagt hvad jeg gerne vil.
    Ud med veninder f.eks. for så bliver han usikker og går ind i sig selv og siger ting som “alle de andre vil have dig”
    Jeg har sagt så tit at det da er ligemeget hvad andre vil, når jeg jo ikke vil dem.

    Jeg synes ikke jeg laver andet end at bekræfte ham. Han er dygtig, sød, flot, god til sit job, god i sengen…. at jeg vil ham. Men lige lidt hjælper det! Og det har varet i 7 år nu….

    Jeg er så drænet for energi! Så træt at skulle opretholde hans ego

    Men jeg bliver så i tvivl om det mig der er “helt gal på den”, utaknemmelig og mig der overreagere. Fordi når jeg læser her på siden er det jo tit vrede og lignende som bliver beskrevet som brugt til at manipulere.
    Og sådan er han slet ikke.

    Han er bare altid ked af det, trist og indelukket når jeg gør noget der gør mig glad… og det er altså ved at være ret hårdt.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Tanja

      Det er ikke dit job at sørge for at stryge din partners ego. Det er hans eget at sørge for at han er glad i sit liv. Hvis han er så utilfreds med dig og dine behov og din måde at udtrykke dig på, må han forholde sig til det istedet for at kritisere dig ’tilbage’ eller bliver så ‘ked af det’ at han ikke kan være i kontakt med dig. Du ender hele tiden med at trække det korte strå, sådan som jeg læser din kommentar, og selvom du i mine indlæg mest læser om vrede, er denne form for adfærd du er udsat for, ligeså manipulerende og krænkende, fordi det følger et fastlagt mønster, hvor det hele tiden er hans behov, der trumfer dine, så du bliver mindre og mindre. Jeg vil anbefale dig at holde fast i dig selv og din ret til at stille krav og udtrykke dine behov. Det er en voksen mand du er sammen med, ikke en lille dreng, og hvis han har det så svært med at skulle gøre noget så ordinært som at udtrykke taknemmelighed overfor dig uden at krænke dig i processen, kan det også være det er på tide at du kigger på ham, uden ynk og medlidenhed, og beslutter dig for, om det her overhovedet er sådan, du ønsker at leve dit liv.
      Kærlighed er ikke nærig – men det er din kæreste, for han har kun fokus på, hvad han vil give og ikke give – ikke på, hvad der gør dig glad.

      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Tanja skriver:

        Hej Christina

        Tak for dit svar..

        Vi har faktisk tidligere været hos en terapeut sammen. Synes vi havde så mange fine snakke der.
        Lyttede og virkede til at forstå hvor jeg kom fra. Ligesom jeg synes jeg fik noget retur, så der var noget som vi begge kunne arbejde med.
        Han var slet ikke den samme at snakke med der, som han er når vi er alene derhjemme.

        Og nu.. når jeg så nogen gange bringer noget op vi har talt om der. Hos terapeuten.
        Så kan han ikke huske det?
        Det er lidt frustrerende, at alle de gode samtaler jeg synes vi havde… bare er væk?

        Og ja jeg har da tænkt tanken. Vil jeg virkelig det her?

        Men vi har et dejligt barn, hus osv. Det er jo ikke bare at pakke tingene og gå… Men ingen sagde selvfølgelig det skulle være nemt!

Leave a Reply to TanjaCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.