Er der plads til dig i dit forhold?

red love symbol by supakidmodJeg har en skøn kvinde i terapi, som for nylig har opdaget, at hun gør det samme i sit nuværende forhold, som hun gjorde da hun var barn. Lise* er den, der fikser, sørger for og glatter ud, når der er stormvejr under opsejling i sit parforhold, akkurat som hun gjorde, da far og mor skændtes, da hun var barn.

Hendes parforhold bærer præg af en indre følelsesmæssig turbulens, der ikke så ofte kommer til klart og konkret udtryk, men som ikke desto mindre ligger og rumler indeni hende. Det ene øjeblik har hun lyst til at kaste det hele overbords og råbe “Rend Mig!” og det næste bliver hun blød og bange, og tænker at det nok skal gå, hvis bare hun holder ud og lige glatter lidt mere ud.

Da Lise var barn, boede hun med sine forældre, der begge havde travlt med at realisere sig selv. Den ene i forhold til sit arbejde og den anden i forhold til sit udseende. Hun følte ikke at der var meget plads eller opmærksom tilovers til hende, når hun havde brug for dem. Til gengæld var der masser af plads, hvis enten far eller mor havde brug for hende. Så skulle hun enten fortælle mor, hvor smuk hun var, hvor flot den nyeste kjole var, eller hvor heldig hun var at have sådan en mor, der fik alle til at vende sig om på gaden. Eller hun skulle vise gæsterne, hvor dygtig hun var til at gengive noget, som faren havde fortalt hende, så han kunne sidde der, for enden af bordet og nikke stolt over, hvor klog og dygtig hun var, og selvfølgelig også over, hvor meget hun slægtede ham på.

Når forældrene skændtes, hvilket de gjorde med jævne mellemrum, skyndte Lise sig at forsøge at aflede deres opmærksomhed ved at bryde ind med et kompliment eller et eksempel på hendes dygtighed, og senere, ved at forsøge at “oversætte” forældrenes anklager mod hinanden til den smerte hun kunne høre under anklagerne. På den måde lykkedes det hende ofte at få dem til at blive gode venner igen, og så følte hun sig vigtig.

Denne følelse af kun at være vigtig, hvis hun kunne give noget til nogen, fulgte hende i alle hendes nære relationer. Hun var der altid for veninderne og støttede igennem teenageårene disse igennem deres dramatiske op- og nedture med de udskiftelige kærester. Hun lagde øre til masser af gråd, jamren og vrede, og kunne altid sige et eller andet, der gjorde det lidt bedre.

Så Lise var selvfølgelig vellidt.

Af langt de fleste.

Men bare ikke af sig selv.

Nej, for indeni gik hun rundt med en masse vrede og irritation over altid at skulle være den, der var noget for andre. Men så fik hun dårlig samvittighed, for de andre havde jo brug for hende, og det var synd for dem. De regnede med hende. Ligesom hendes forældre havde gjort. Men selvom hun havde alle disse mennesker i sit liv, som hun var noget for, følte hun sig ensom, for der var ikke nogen, der var noget for hende.

Så mødte hun sin kæreste. Der efter et par år blev til hendes mand. Han havde virket sød, opmærksom og kærlig, og hun var faldet pladask for ham. Her var der endelig en, der så ud, som om han ville hende for hende. Han var åben og sjov og fortællende, og kunne gøre en triviel begivenhed til en historie af Saga-proportioner med et twist af humor, der fik hende til at grine, og det virkede oprigtigt som om han var optaget af at gøre hende glad. Og det var hun. Selvom der også var noget, der skurrede i hende, men hun skubbede det til side, fordi følelsen af at blive prioriteret overskyggede skyggerne. Den lå der alligevel. Den der følelse af, at han måske i virkeligheden mere elskede at se hende, se på ham.

Da hun kom til mig første gang efter syv års ægteskab, havde forholdet skrantet i mange år. Men uden at hun egentlig kunne sætte præcise ord på, hvorfor det ikke gik godt. De havde alt. Begge med gode, velbetalte jobs, et barn og et fint hus i forstæderne. De var et vellidt par, der ofte havde gæster, og hans forældre, der boede i nærheden, hjalp gerne til med barnet.

Men hun gik rundt og følte sig fortvivlet. Ensom. Ked af det. Og hun følte at der var et eller andet imellem hende og hendes mand, som hun havde svært ved at sætte fingeren på. Hun savnede ham, selvom han var lige der, og andre gange følte hun, at han forlangte hendes nærvær og opmærksomhed, selvom hun lige havde bedt ham om det samme fem minutter forinden, hvor han havde afvist hende.

Hun havde det mere og mere som om han havde brug for at der var nogen, der ind imellem kunne booste hans selvtillid, eller lige sørge for at han fik sex, men at det i bund og grund kunne være hvem som helst, og ikke nødvendigvis hende. Hun havde brug for at han prioriterede hende, men når hun forsøgte at fortælle ham det, blev han irritabel og fjern, og fejede det af banen, som om det var urimeligt af hende at have det sådan. Hun kunne også se, at hun for det meste gjorde sig usynlig medmindre han eller deres barn havde brug for hende, så hun tænkte også at det måske var for meget forlangt at han pludselig skulle til at forholde sig til at hun ikke var særligt glad, og havde brug for at han var der på en anden måde. Så hun gik rundt med en tung og trist følelse indeni, men vidste ikke hvad hun skulle gøre for at få det bedre.

Da vi over et par måneder fik afdækket mere og mere af historien, samtidig med at vi undersøgte hendes følelser, blev det langsomt tydeligere for hende, at hun ikke kun var irriteret på sin mand, men at hun er vred over, at der ikke er plads til hende i sit ægteskab. Under vreden fandt hun sorgen over at opdage, at der aldrig havde været plads til hende i hendes nære relationer, og værre endnu: at hun havde været med til at lade sig behandle på den måde. Men hun havde ikke vidst, hvordan hun skulle fylde mere uden at føle sig enten i vejen eller egoistisk.

Derfra begyndte hun sin heling, og i dag er hun godt på vej til at skabe ændringer, der gør at hun står mere ved sig selv, og tør fylde mere i sit liv og i sine relationer, for hun er ved at finde ud af at hun, udover at være enestående, er værdifuld, også uden at hun behøver at være der for andre på bekostning af sig selv. Hun er også ved at erkende, at hendes behov ikke er udtryk for egoisme, men at behovstilfredsstillelse er en vigtig del af at leve et godt liv.

Når vi kan se, mærke og forstå os selv, kan vi se, hvilke mønstre, der engang var livsnødvendige for vores overlevelse, men som nu spænder ben for vores livsudfoldelse og glæde. Når vi ser dem, kan vi arbejde med at hele de sår, der ligger i os, så vi kan træffe sundere og bedre livsvalg, både i forhold til os selv og i forhold til Kærligheden.

For vi fortjener at leve gode, kærlighedsfyldte liv…og ja, det gælder også dig <3

Med ønsket om en smuk dag til dig,

underskrift

 

 

*Lise er et opdigtet navn

billede: freedigitalphotos. Red Love Symbol, by Supakidmod

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Er der plads til dig i dit forhold?

  1. Bente skriver:

    Hej, og tak for endnu et rammende indlæg. Jeg sidder blot og kunne rigtig godt bruge en opfølgning mht : hvordan gør man så, for at komme til at fylde mere – når man først skal til at lære det? Jeg har lige været i et forhold, hvor jeg ofte påpegede, at jeg syntes, min kæreste talte om sig selv rigtig meget af vores tid sammen. Hertil svarede han, at jeg da bare kunne tage min taletid og fylde noget mere. Det tænkte jeg meget over. Og kom frem til at – a la Lises historie – når jeg ikke har været vant til at kunne fylde / blive lyttet til/ spurgt ind til – så er det faktisk ikke så ligetil at begynde på det .. Oplevede så også -at når jeg fortalte noget fra mit liv – at han hurtigt skiftede emne / blev flakkende i blikket – ja, rent ud sagt virkede uinteresseret – men okay- så senere i samtalen (?) pludselig kunne spørge ind til det …
    Så – kære Christina – et par værktøjer …
    Mange hilsner Bente

    • Christina Copty skriver:

      Kære Bente

      Tak for din kommentar.
      En af de ting, der ofte gør sig gældende for mennesker, der ikke fylder, er at de er magneter for mennesker, der fylder! Derfor kan det være svært at give konkrete værktøjer, fordi det ikke kun handler om at du “da bare kan tage din taletid og fylde noget mere,” for sådan føles det ikke, når vi er sammen med nogen, der tager patent på samtalen.
      Som du kan læse i eksemplet med Lise, så tager det noget tid at lære at finde sin stemme og indtage sin plads, og for Lise, som for mange andre af mine klienter, handler det i høj grad også om, at de kan øve sig sammen med mig, i et trygt rum, hvor de ikke bliver afbrudt, og hvor der er plads til at undersøge, hvor dybt det stikker, og hvad der vil være bedst for det pågældende menneske.
      Men hvis jeg skal give dig noget at starte med, så vil jeg anbefale dig at begynde at gå på opdagelse i, hvad det er, der gør at du holder dig tilbage: Føler du dig uvigtig? Er det, du oplever/tænker/føler uvigtigt? Er det vigtigt for dig? Bliver du usikker når du er sammen med mennesker, der fylder og overtager rummet? Har du svært ved at sætte grænser?
      Grunden til at det kan være enormt vigtigt at stille sig selv de her spørgsmål, er for at komme dybere ned og finde ud af, hvem du selv er. Derfra kan du begynde at se på, hvad du værdsætter, hvad dine behov er, og hvornår du oplever at du godt kan sætte grænser og fylde mere, for lige der har du en erfaring og en ressource, som du kan folde ud i andre situationer. Og så vil jeg anbefale dig at finde nogen at tale med, der netop ved noget om det her, for det kan være svært at ændre et mønster alene, når det er opstået i relation. Du er altid velkommen til at booke en tid hos mig til en session, for så kan vi se på det i fællesskab.
      Kærlig hilsen
      Christina

  2. ! skriver:

    Det er jo nærmest mig du beskriver der.

    Der skulle en større krise til i min nærmeste familie, før jeg opdagede at jeg var helt væk for mig selv.
    Havde tilpasset mig så meget at jeg slet ikke kunne finde ud af hvem JEG var.

    Jeg er igang med et kæmpe arbejde og det er hårdt. Men det bliver hele tiden bedre.
    Engang i mellem træder jeg lidt tilbage i nogle gamle mønstre men er blevet meget bedre til at opdage det og komme på ret kurs..

    Tak for en fantastisk blog…

    • Christina Copty skriver:

      Kære !
      Tak for de rosende ord – Jeg er glad for at høre, at du har fået øje på dig selv og på, at du gerne må fylde. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke på din vej.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: