Er du bange for at han finder én, som han virkelig elsker?

Holder du fast i et forhold, der ikke er godt nok, fordi du er bange for, at din partner hurtigt vil finde en anden, hvis du går?

Piner det dig, hvis din partner kunne elske en anden på den måde, du drømmer om, at han eller hun skal elske dig?

Hvis han nu falder pladask for en anden og pludselig blev Prinsen på Den Hvide Hest, sådan som han var overfor dig i starten?

Ville det være en katastrofe?

Hvis du svarer “ja” ved du da hvorfor det er sådan? Hvorfor det ikke er bedre at slippe en partner, der ikke elsker dig, hvadenten han så finder en anden tre minutter senere eller ej, end at blive sammen?

For langt de fleste jeg møder i min klinik, som netop kæmper med det her dilemma, er svaret, at det vil give dem følelsen af, at det er dem, der er noget galt med, siden han ikke kunne elske dem, sådan som de længtes efter, og så bliver hans manglende lyst/evne til deres virkelighed.

Og det er ikke tilfældigt at det føles sådan.

For i langt de fleste tilfælde, er dette forhold, som de kæmper for at bevare med næb og klør ikke første gang, de har haft oplevelsen af, at det er dem, der ikke er værd at elske. De kommer som regel fra en baggrund, hvor der er flere “beviser” for at folk forlader og svigter dem, fordi de ikke er til at elske.

Og dét er en hård overbevisning at leve med.

En klient jeg har, sad fast i et forhold i lang tid efter hendes kæreste fortalte hende, at han ikke “turde” elske hende, fordi han var bange for at blive såret af hende. De havde haft et nedværdigende og turbulent forhold i en del år, der var tegnet af hendes temperament og behov for at gå ham på klingen omkring løgne, der blev ved med at dukke op omkring hans gøren og laden på den ene side, og på den anden hans manglende kærlighed og loyalitet overfor deres forhold.

Hun kæmpede længe med en indre ambivalens, hvor hun på den ene hånd godt kunne se, med fornuften, at han ikke elskede hende, og at hun derfor skulle væk fra ham, og på den anden ikke kunne slippe ham, fordi hendes dybeste følelser overbeviste hende om, at det var hende, der bare skulle kæmpe mere, lave sig mere om og rumme mere. Hun havde det på et tidspunkt vitterligt således, at hun i samme session sagde: “Han vil så gerne have at jeg kommer mere hos ham, for vi ses mest hos mig” til “Han siger at han også har brug for at være mere alene, så jeg skal ikke være så meget hos ham.” Ligemeget hvad hun gjorde, var det aldrig helt godt nok for ham, og han holdt hende som gidsel i et drama, hun umuligt kunne navigere i, for så længe han holdt kærligheden foran hende som en gulerod (“måske kommer jeg til at åbne mit hjerte for dig igen en dag, men det kræver at du…”) ville hun baske med arme og ben i alle de retninger, som han anviste, samtidig med at hun også kæmpede for at bevare nogle af sine værdier, selvom hun i løbet af årene havde opgivet mange af de ting, der betød noget for hende og overtaget nogle af hans, for at han skulle elske og prioritere hende.

Hun blev bare aldrig god nok for ham. Der var altid et eller andet, hun gjorde forkert.

Men virkeligheden er, at det ikke handlede om hende…i hvert  fald ikke sådan, som han udlagde det.

Da hun efter en længere proces fik øjnene op for, hvad det var for manipulationer hun var udsat for, samtidig med at han levede sit liv som han ville og havde hende på sidelinien, (så længe hun makkede ret, for ellers kunne hun jo bare gå – med andre ord: hun skulle være den, der lagde alle kræfter i at tilfredsstille ham og lave sig om, han var den kritiske modtager og dommer, der kunne sige “nu er du god nok”, “nu er du ikke” uden selv at bidrage med andet end de ting, der i forvejen opfyldte hans behov), begyndte hun at forstå, at hendes værdi ikke havde noget at gøre med hans manglende respekt og kærlighed.

Hendes værdi som kvinde og som menneske er der fra naturens hånd. Hun, ligesom du og jeg, er et mirakuløst skaberværk, der er bygget til kærlighed, og hun er nu langsomt ved at få øje på, at den kærlighed hun havde til ham, var smuk og nærende, men kun hvis hun sætter sig selv fri af de begrænsninger, som hendes overbevisninger om ikke at være god nok, sætter på hende.

Hendes del i dette er, at hun fandt sig i at blive defineret som den, der er problemet; den, der skal oppe sig; den, der skal ændre sin måde at tale, tænke og føle på. Og hvis vi skal yde retfærdighed, så er hans del i dette, at han holder fast i et menneske, som han i bund og grund ikke ønsker, men fordi han er bange for at være alene, tager han det, der byder sig, uden egentlig at få kigget på, hvordan hans overbevisninger sætter begrænsninger på ham. Men det er hans ansvar at få kigget på det. Hun gør i hvert fald sit, og er kommet meget langt i sin proces, og det glæder mit hjerte, når jeg ser hendes livsgejst fylde rummet, fordi hun nu igen har gjort noget, der bekræfter hende i, at hun er smuk og dejlig præcis som hun er.

God Søndag til dig

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Er du bange for at han finder én, som han virkelig elsker?

  1. ANONYM skriver:

    Det var præcis sådan jeg havde det da min kæreste gik fra mig igen. Denne gang havde han fundet en ny kvinde. Vi fandt sammen igen igen, men han fastholdt og sagde højt at han ville uforpligtende. Jeg accepterede og gik videre med mit liv og havde ham lidt løst. Og så fandt han hende han nu er sammen med. Dagen efter at han havde skrevet at han savnede mig. Jeg var hans tryghed indtil hun kom. Hans ældste og bedste veninde, der forvandlede sig til forelskelse og måske kærlighed. Det er 6 mdr siden nu og jeg vil egentlig sige at jeg er videre. Første breakup var april 2014, 2. breakup var nov 2015.
    Jeg vil sige at jeg ved godt hvem jeg er og hvad jeg står for som kvinde og har gennem terapi og selvværdscoaching fundet min værdi.
    Jeg fandt selv sammen med min ex blot to mdr efter mit sidste brud og han dækkede klart et hul af sorg. Og var så spændende at jeg bare røg ind i en rus og siden dyb kærlighed. Den som han ikke fandt.
    I dag er det svært at se på ham og hans nye kærestes succes. De har begge succes rent karrieremæssigt hvor jeg selv har et hul i mit livshjul. Så det trækker på mine ressourcer. De er blokket og slettet på FB, men når sårbar kigger jeg via andre medier og netop i dag har jeg set at de er gået public med deres forhold.
    Jeg troede aldrig at min sorg ville hele, men det mærker jeg nu at den er og jeg er gået efter min drøm i 2015 og den er blevet opfyldt. På trods af det så oplever jeg stadig dette brud som et nederlag.
    Men jeg bliver ved og vælger mine lyse tanker og når jeg er oppe, så oplever jeg intet behov for at kigge på dem. Intet jeg ser vil jo nogensinde kunne tilfredsstille mig/dække mit behov for omsorg og kærlighed, som er den jeg først og fremmest giver til mig selv for herefter at flyde over til andre.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym
      Din historie er desværre langt fra unik, men det gør ikke smerten mindre. Jeg er dog glad for at læse, at du er på vej og har fokus på din egen lykke, og kan se din egen evne til kærlighed, som ingen kan tage fra dig.
      En af de ting vi kan tage med os fra sådan en oplevelse, er netop ikke at gå med til at nøjes med at være ‘midlertidig’ selvom vi i øjeblikket tror vi kan, for når vi bare er midlertidig forsyning indtil den anden finder en ny partner, sætter vi os selv i venteposition i vores eget liv, også selvom vi måske i øjeblikket tror at arrangementet også er til vores egen fordel. Det er sådan en aftale sjældent, når vores følelser er i spil.
      Jeg håber du holder fokus på dig selv og det, der nærer dig, og så ønsker jeg dig et 2016 med glæde, kærlighed og omsorg – af den varige slags.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: