Den Første Kærlighed

Med ‘Den Første Kærlighed’ mener jeg ikke dengang, du var forelsket i Kim fra klassen, og næsten ikke kunne vente med at skulle kysse første gang, selvom du frygtede at hans læbe ville sidde fast i din bøjle…Nej, jeg vover pelsen og går et par skridt længere bagud i tiden, og taler om den, vi nærer for vores forældre som helt små. Der, hvor vi synes vores forældre er de bedste, største, sejeste, skønneste og mest ufejlbarlige mennesker på planeten, og nej, Kamillas far kunne i hvert fald ikke nå min far til sokkeholderne, for min far kunne alle svarene, når der var quiz-shows, og så kunne han i øvrigt spille fodbold som en professionel, så….

Denne første store kærlighed som barnet har til sine forældre påvirkes af selvsamme forældre, der filtrerer kærligheden med deres egne historier, egne behov og egne egoer, så selvom der ikke var en ond tanke bag fars store interesse for sport, der betød at han forsvandt ind i Alle-Børns-Mest-Hadede-TV-I-Firserne “Sports Lørdag” der åd danske fædre i fire stive weekendtimer, så gjorde det noget ved følelsen af at være elsket og værdifuld. Altså med negativt fortegn, forstås.

Så skulle barnet være stille, eller gå ind på sit værelse og finde på noget at lave selv, eller..nå nej, så var der ikke flere valgmuligheder, for far, ja, han sad derinde i stuen foran den grønne skærm og råbte “NEEEJ” når der kom et dårligt resultat og “JA!” når der kom et godt.

Over tid får disse gentagne oplevelser af at blive tilsidesat og valgt fra, betydning for barnets spontane kærlighedsfølelser. På et tidspunkt begynder barnet at danne mening af fars manglende interesse for sig, og den store lidenskabelige interesse for “tossekassen” som den underligt nok blev kaldt, når barnet gerne ville se TV… og barnet, der stadig ser sin forælder som Himlen ned på Jorden, må internalisere den virkelighed, der så er tilbage, og resultatet er ikke rart, men forudsigeligt: Jeg er ikke noget værd!

Det er naturligvis karikeret at give Sportslørdag skylden for den manglende selvværd, men med gentagne oplevelser af ikke at blive prioriteret eller spejlet kærligt fra de primære voksne, så tager det ikke et geni at forudse, at dette bliver barnets virkelighed og overbevisning ude i voksenlivet.

Og man bliver jo voksen en dag, og så vil man gerne have en kæreste.

Og hvad gør man så? Falder man for Thomas, der er sød og kærlig og viser masser af interesse? Nej, for man synes han er for omklamrende og uinteressant. Måske endda “for glad og naiv”, som om det er dårlige egenskaber.

Så man falder for Dylan-typen (alle jer, der så med hver torsdag kl 20 i start 90’erne ved hvem jeg mener!), ham, man skal kæmpe for, ham, der ikke frivilligt giver sin tid og opmærksomhed og kærlighed. Ham, hvor man hele tiden føler sig lidt usikker på, om han egentlig helt er med på det her parforhold.

Måske bliver Dylan skiftet ud med en mindre tavs type, men hun sidder stadigvæk lørdag eftermiddag og undrer sig over, at ham den nye hellere vil ud at cykle med sine venner igenigen istedet for at være sammen med hende. Det falder hende ikke ind, at hun måske blot gentager historien med far, i håbet om at hun på et tidspunkt endelig kan nå ind til ham på en måde, så han vender sig mod hende og kærligt siger:”Jeg elsker dig“. Problemet er, at hun har fundet en mand, der med størst sandsynlighed IKKE pludselig får en gennembrud og bliver den mand, hun længes efter. Akkurat ligesom far aldrig slukkede for fjernsynet om lørdagen og sagde “Ved du hvad, min skat, lad os lave noget sammen istedet for”

Måske er det på tide at hun indser, at hun ikke er værdiløs, men at hun istedet har været omgivet af mennesker, der ikke formåede at spejle hendes kærlighed.

Husk: Du fortjener kærlige relationer.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Forældre og Børn, Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: