Er dit parforhold en Helle eller et Helvede?

En viis veninde sagde igår til mig, at de bedste forhold er dem, man ikke behøver tale om. Det er de forhold, hvor man ikke vender hver eneste lille sten med modstand og bliver ved med at genbesøge de samme konflikter om og om igen.

De bedste forhold er dem, hvor man ved, at man kan komme hjem efter en lang og træls dag på jobbet og forvente at møde et øre, en skulder og den nødvendige omsorg.

Men det er ikke alle mennesker der lever i den type forhold, hvor partneren og hjemmet er en helle. De lever tværtimod i forhold, der minder mere om konstant kamp, forsvar, aggression, angreb og krænkelser. Tårer og vredesudbrud. Med andre ord ikke en helle men et helvede.

Og de kan blive i disse forhold i mange, mange år, selvom de godt ved, at det ikke er godt. Ja, ikke engang godt nok.

De bliver i dem fordi de har mistet forbindelsen til deres kerne og til deres tro på den blide kærlighed. De finder sig i at blive jordet og kørt rundt fordi de ikke tror at de fortjener at blive elsket ordentligt og respektfuldt. Og fordi partnerens negative vurderinger og gøren dem forkert er blevet en integreret del af deres indre stemme. De har mistet deres stopklods for hvad de egentlig ville finde sig i, for måske har partneren ret, måske, tænker han, er han for egoistisk, måske, tænker hun, er hun for hysterisk. Den andens angreb og projektion bliver sandheden for der er et gran af sandhed i, at han har lyst til at gøre noget, der kun er for ham, og ja, hun bliver jo vild og ustyrlig indeni når han ikke hører hende. Så måske er de defekte. Ikke gode nok til at indgå i et skønt og ligebyrdigt forhold. Måske, tænker de, er de så ødelagte og følelsesmæssigt afstumpede at de skal være taknemmelige over at deres partner, der jo også nogle gange er sød og støttende, især når de ikke selv føler sig angrebet, overhovedet stadig vil være sammen med dem.

Men det er ikke sundt. Nej, det er en underdrivelse: Det er farligt at være i helvede der, hvor det egentlig er meningen du skal kunne lade op og være klar til alle de udfordringer du står overfor ude i livet. Dit hjerte tager skade af det. Dit selvværd tager skade af det. Dit nervesystem tager skade af det. Og din hjerne tager skade af det.

Så hvis du er i et forhold, der er mere helvede end helle, skal du huske på at det ikke er dit ansvar hvis din partner misbruger og krænker dig, men det er dit ansvar at sørge for, at du kommer væk fra slagene.

…Og hvis du er i tvivl om du er i et godt og nærende forhold eller ej, kan du se på hvor meget I taler om jer, om jeres problemer, om jeres kampe, om jeres værdier, om hvem der er rigtig og forkert i hver eneste lille uoverensstemmelse. Og hvis du oplever at I taler mere om jeres parforhold end om noget andet, er det en god idé at begynde at se dig om efter en helle så du kan komme ud af helvede.

Pas på dig selv – du er det værd.

Kærlig hilsen

PS: Vil du med på skilsmissekursus i september og få hjælp til at komme igennem en svær skilsmisse? Så klik her

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: