Kæmper Du Mod Virkeligheden?

Oplevelsen af at sidde fast i en uløselig situation er velkendt for mange af os. Det er en følelse af, at tingene ikke forandrer sig selvom vi bliver ved med at kæmpe for at få noget andet. I stedet bliver vi ulykkelige, frustrerede og rasende men kommer ingen vegne.

Det kan være, at du har et anstrengt forhold til din far, som har drukket sig igennem hele din barndom og som ikke har vist interesse for dig og dit liv.

Det kan være din kæreste, der bliver ved med at tale nedsættende til dig, og som ikke forandrer sig ligegyldigt hvor meget du tigger og beder om det.

Det kan også være at du er blevet så opgivende fordi du synes, der aldrig sker noget godt i dit liv og du bliver ved med at føle dig ensom og alene.

Det er alle eksempler på at sidde fast, og det er naturligvis alt andet end rart, faktisk tværtimod, for det kan være det eneste i dit liv, der bringer smerte, men også det eneste du fokuserer på, fordi det føles så uløseligt.

Og det er det også, ihvert fald hvis man ser det på den måde.

Jeg kender godt til den følelse selv. Jeg brugte mange år, og henfalder stadig nogle gange til ønsket om at livet ville være bedre/nemmere/mere kærlighedsfyldt og at andre ville begynde at se mig på en anden måde, ville elske mig, ville forstå mig og ville være der for mig, når det var rigtig svært. Men sådan var det ikke. Jeg var for størstedelen alene, ensom, trist, vred, frustreret og håbløs i forhold til at det nogensinde ville forandre sig, og alligevel blev jeg ved med at veksle mellem opgivenhed (og sorte tanker om ikke at ville være her) og kamp for at få noget andet.

Problemet var bare, at mit udgangspunkt var baseret på at jeg ikke ville være i min verden. Jeg ville gerne forandre den med et knips og vågne op til et nyt og bedre liv. Jeg ville gerne have at andre omkring mig skulle se mig og elske mig og ville mig, men jeg blev ved med at være vred, frustreret og i kamp for at forandre min verden, fordi jeg bare ikke kunne acceptere at det var sådan her den så ud. Det var ganske enkelt for smertefuldt.

Jeg fandt efterhånden ud af, at jeg måtte holde op med at kæmpe, for jeg sled mig selv op og jeg fik ikke noget nyt ud af det. Jeg kunne allerhøjst opleve et par dages optur fordi jeg havde fået et skud energi igen, men så snart energien var væk, røg jeg tilbage til opgivenheden, vreden og frustrationen. Jeg sad fast i en vekselvirkning af håb/kamp – håbløshed/kamp. Men hvad var alternativet? At opgive kampen virkede dødsensfarligt, for så ville jeg vel blive opslugt af håbløsheden og hvad ville der så ske? Jeg havde svært ved at forstå dem, der sagde, at jeg skulle acceptere mit liv som det var, for først dér ville der ske en forandring, for det lød mærkeligt og selvmodsigende, men jeg havde ikke mere kampgejst tilbage og jeg var træt og fortvivlet, og jeg vidste at jeg ikke kunne gå tilbage til kampen, for jeg blev mere og mere sortseende og opgivende af det.

Og så begyndte der at ske noget. Det var ikke pænt og ordentligt og liniært. Nej, det var ligeså svært at holde op med at kæmpe som det var at kæmpe, men der skete noget. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men selvom jeg græd og var ulykkelig og ind imellem syntes mit liv var alt andet end fedt, så kunne jeg mærke at der skete noget indeni, som satte sine spor udenpå, for jeg begyndte at forholde mig nuanceret til min verden og se, at der trods alt var gode oplevelser, at der også var venner i mit liv, at jeg godt kunne regne med at få (intentionen om) hjælp, hvis jeg bad om det og at der var nogen, der holdt af mig.

Det vigtige jeg lærte var, at når jeg accepterer at jeg er, hvor jeg er, er det ikke ensbetydende med at jeg så bare skal lade stå til og stå i l… til halsen. tværtimod:

Når vi erkender at vi er i en situation, der ikke er god for os, kan vi skabe en forandring fra et andet sted indeni, der ikke har at gøre med kamp, men som i stedet har at gøre med en vågen erkendelse af situationen og derfra en vågen og bevidst handlingsplan, og det betyder også at vi forholder os til én ting ad gangen: Hvis du står i kviksand til livet og har problemer med din mor og din kæreste er gået fra dig, ved du godt hvad du skal prioritere lige nu, nemlig at finde en vej til at komme ud af kviksandet på. Men for mange mennesker, bliver den ene ting der er svært i livet til en knap, der tænder for alle de andre aspekter, der ikke fungerer, og så drukner man i håbløshed og ukonstruktiv kamp med flagrende halvhjertede redningsplaner i øst og vest. Hvis du istedet forholder dig til dit nu lige nu og ikke hvad der skete i morges eller for tre dage siden eller hvad der skal ske imorgen, men bare lægger mærke til hvor du er lige nu, så kan du træffe et velkvalificeret valg i forhold til hvad du har brug for lige nu, lige her, lige præcis i denne situation, og når du tager en ting ad gangen, ser du både nuancerne og kampen mod din virkelighed ophører.

Med ønsket om en smuk uge,

Christina

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvudvikling og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kæmper Du Mod Virkeligheden?

  1. Bitten Hviid skriver:

    Hej Christina
    Hvor er det klogt, enkelt og sandt, jeg genkender en masse ,især hvor godt det gør at forholde mig til mit nu.
    Tak
    Kh. Bitten

    • Christina Copty skriver:

      Kære Bitten,
      Selv tak. Jeg er glad for at du mærker forskellen på at kæmpe og at være i nu’et, hvor livet bliver mere levende og nuanceret.
      Knus,
      Christina

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: