Pay it Forward – Hvordan gik din uge?

Har du oplevet noget særligt i den forgangne uge i forhold til at give det videre?

Jeg selv havde en skøn oplevelse i forgårs som nærmest faldt ned i skødet på mig i kølvandet på sidste uges indlæg og min opfordring til at vi gør noget godt for andre. Jeg har nævnt den på min facebook side, så jer, der følger med der, har givetvis allerede læst, hvad der skete, men det var så fint, at jeg synes det tåler en gentagelse.

Jeg havde købt en kommode som jeg skulle have hjem. Da jeg kom til mit nabolag, var der ingen parkeringspladser i nærheden og jeg måtte parkere i en sidegade et godt stykke væk fra min bolig.  Da jeg stod ud af bilen, tog jeg bestik af situationen og kunne se, at det ikke ligefrem ville blive en nem opgave for 158 centimeter kvinde at få stor kommode med fire skuffer fragtet hele vejen hjem, men der var ikke nogen vej udenom, for den skulle hjem, og jeg havde hentet den uden at bede andre om hjælp.

Jeg nåede lige at løfte den (og fik fingrene i klemme i den øverste skuffe!), da en mand kom gående på fortovet lige bag mig. Jeg flyttede mig lidt, så han kunne komme forbi, men så snart han var gået forbi, stoppede han og spurgte mig om han skulle bære kommoden hjem for mig. Jeg var lige ved at sige “nej tak, det går nok” på min typiske “jeg-klarer-mig-selv-og-har-ikke-brug-for-hjælp” automatik, men mine fingre gjorde ondt og her stod en høj og stærk mand, der tilbød mig sin hjælp. Så i stedet for at takke nej, sagde jeg “Ja tak, det må du meget gerne”, og han bar den, alene og ubesværet, hele vejen hjem til mig, og gik derefter sin vej med ikke andet end et stort, taknemligt smil fra mig.

Noget af det, jeg tager med fra denne og lignende oplevelser er, at det vi kan gøre for andre ikke nødvendigvis behøver være fuldstændig bøvlet, dyrt eller overdrevet for at det har en effekt – nogle gange handler det om at gøre noget for andre, der er nemt for os, men som gør en forskel for andre, for hvis vi gør noget, der er nemt for os, er der en chance for, at vi gør det oftere.

Oplevelser som disse gør mig glad, og jeg kan leve længe på andres venlighed. Det er jeg givetvis ikke den eneste der kan, og derfor får du lige en påmindelse om de gratis sessioner jeg giver væk, så du kan hjælpe en ven eller veninde, der har brug for et kærligt skub ud af et dødvande, eller som har brug for at få øje på sine ressourcer midt i en krise, eller måske har brug for en, der kan hjælpe i kampen mod de negative tanker. Eller hvad der måtte være problematisk for din kære.

Det eneste der kræves for at du kan få en session til din ven, er at du skriver dig op til mit nyhedsbrev her i højre side inden midnat mandag og er blandt de første 30, der svarer tilbage på den mail, der sendes ud på tirsdag. Det eneste din ven(inde) skal gøre, er at tilmelde sig mit nyhedsbrev inden sessionen. Så får han/hun sessionen, til en værdi af kr 700, kvit og frit, som en gave fra mig til dig, og fra dig til din ven.

Hav en dejlig uge – og smid endelig en kommentar herunder, hvis du har en oplevelse fra den forgangne uge, hvor nogen gjorde dig uventet glad, eller hvor du gjorde en anden glad. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at læse din beretning.

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.