PTSD, Trauma og Tilknytning

De fleste mennesker har hørt om PTSD, Post Traumatisk Stress Disorder, og tror, at det er noget man automatisk får, hvis man har været udsat for traumatiske situationer, hvor man er truet på livet på en eller anden måde, som for eksempel i krig, ved voldtægt, ved overgreb og ved vold. De færreste ved, at PTSD også kan ramme mennesker, der bliver skilt, mister sit job eller mister et tæt venskab.

PTSD Symptomer

PTSD er kendetegnet ved tre specifikke symptomer, der skal vare i mere end en måned: 1: Flashbacks, altså at man gennemlever oplevelserne om og om igen enten igennem tanker, følelser eller mareridt, 2: At man undgår situationer, der kan minde om de oprindelige hændelser, og man frakobler sig følelsesmæssigt fra andre, og 3: at man har en hypersensitivt ophidselsessystem (arousal), som gør at man sover dårligt, forskrækkes let og er vagtsom overfor farer. Alle tre hæmmer evnen til at klare sig godt i dagligdagen, og medfører derfor et svært liv for den ramte.

PTSD Immun

Men det er ikke alle, der har været ude for svære hændelser, der udvikler PTSD. Nogle mennesker ser nemlig ud til at være immune overfor traumatiske hændelser. I 2001 efter 11 sept. blev det forudsagt af mange professionelle amerikanske psykologer og forskere, at der ville komme en bølge af PTSD ramte i USA, men undersøgelserne der blev lavet, viste et mere nuanceret billede, der har sat spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af, hvad der skaber PTSD og hvorfor. Indenfor den første måned blev det vurderet at ca. 12% af alle amerikanere led af PTSD-lignende symptomer (husk, at der skal gå mere end en måned, for at diagnosen kan træde i kraft), og efter 6 måneder var tallet faldet til 6%. I selve NY var tallet 7.5% hvoraf 20% af de ramte boede tæt på World Trade Center. Det betyder at man skal være forholdsvis fysisk tæt på stedet for at blive traumatiseret, men også at mange i virkeligheden IKKE led af PTSD (80% af dem, der boede i nærheden af WTC), hvilket betyder, at et trauma ikke nødvendigvis behøver være udløsende faktor for PTSD, og det interessante spørgsmål, der følger i kølvandet på det, er: Hvad er det, der gør at nogle mennesker ikke bliver påvirket af traumatiske hændelser i en sådan grad, at det fører til diagnosen, og at andre gør?

“Negative” Følelser

Der er lavet undersøgelser, der skal kortlægge hvad det er, der gør at man ikke bliver traumatiseret, selvom man er udsat for en traumatisk hændelse, og billedet er ikke entydigt klart for forskerne endnu, men det viser sig, at mennesker, der har meget “negative” følelser, som angst, skyld og vrede, har højere risiko for at udvikle PTSD, hvis de oplever voldsomme hændelser, fordi de har svært ved at regulere deres følelser, som i stedet “løber af med dem” og oversvømmer deres nervesystem.

Hvis jeg skal lægge mine fem ører i hatten, synes jeg det er vigtigt at undersøge, hvorfor visse mennesker har svært ved at selvregulere og hvorfor andre ikke har, fordi man så kan gøre sig større håb om at tilbyde en behandling, der er tilpasset den enkelte, således at man ikke enten kun symptombehandler eller re-traumatiserer, hvilket desværre er en tendens i visse behandlingsmetoder.

Jeg mener at man med fordel kan lave en vurdering af, hvordan personen er vokset op og hvilket tilknytningsmønster, man har, fordi det siger mest om, hvordan man har lært at bearbejde sine følelser og derved kan man som professionel støtte og hjælpe i udviklingen af nye, mere omsorgsfulde, strategier.

Tilknytning – et system for Overlevelse

Tilknytning er det lille barns medfødte system, der har til formål at sikre barnets overlevelse. Et lille menneskebarn kan ikke klare sig selv fra fødslen og er derfor totalt afhængigt af voksne, der kan passe på det. Barnet har derfor nogle medfødte signaler, det kan bruge for at skabe kontakt og kommunikere “kom” eller “lad mig være”: Det kan græde på forskellige måder, der alle kommunikerer noget forskelligt (klynke, vræle, skrige – det lille spædbarn kan ikke græde, som det ældre følelsesmæssigt sårede barn gør, fordi det endnu ikke har udviklet et forståelsesapparat), det kan kigge på sin primære omsorgsperson, når det ønsker kontakt, og det kan kigge væk, når det er kontaktmæt, det kan efterligne simple ansigtsmimikker, som viser at “jeg er sammen med dig” og det kan vise sit velbehag ved små lyde.

Den primære omsorgsperson (jeg omtaler herefter vedkommende som “mor” for simplicitetens skyld, men det kan ligeså vel være far, eller en anden voksen, der har den primære rolle i barnets liv) skal kunne aflæse barnet og opfylde barnets behov for omsorg, mad, kiggen-på, varme, nærhed, trøst osv. og hvis mor er i stand til at møde barnet på en rolig og kærlig måde, får barnet en oplevelse af, at verden er et trygt sted, og at det er et elsket og fint menneske. Hvis mor derimod ikke er istand til det, enten fordi hun har en depression, er uligevægtig og uforudsigelig, er bange for at hun ikke er god nok som mor og derfor holder afstand til barnet, har svært ved at håndtere svære følelser selv eller er direkte voldsom eller krænkende overfor barnet, vokser barnet op med oplevelsen af, at verden ikke er tryg og at der ikke er hjælp at hente, når man bliver bange eller ked af det. Det betyder at barnet, der har brug for hjælp til at regulere sit nervesystem (det kan det ikke alene, når det er så lille), bliver grebet af sine følelser og ikke kan komme ned igen selv. Det skaber forskellige overlevelsesstrategier indeni barnet, som enten lukker af for, hvordan det har det, når det bliver overset, krænket eller på anden måde afvist i sine følelser, eller det kan reagere voldsomt med raseri og uforudsigelighed.

Disse gentagne oplevelser lagres i vores mønsterelskende hjerne og skaber det fundament vi møder voksenlivet med, og det betyder at vi, hvis vores mor ikke formåede at hjælpe os med at falde ned igen når vi blev følelsesmæssigt oprevne, men for eksempel skældte ud og truede med at slå, hvis ikke vi holdt op  med at græde NU, møder voksenlivet med samme intensitet i følelseslivet og følelsen af, at det er farligt at blive vred eller ked af det, både fordi vi oplever at følelserne tager fuldstændigt over, og fordi vi tror at andre mennesker slet ikke vil kunne håndtere os, når vi får det svært.

For at trække den røde snor tilbage til PTSD forskningen, så er jeg overbevist om, at de cirka 20% der blev traumatiseret efter 11. september, er at finde i blandt de ca. 35% der har usikre tilknytningsmønstre. Og det, synes jeg, er tankevækkende og vigtigt når vi behandler PTSD.

Vil du gerne vide mere om Tilknytning og hvad det betyder for vores voksne relationer? Så kom på mit heldagskursus d. 28 oktober (du kan læse mere under “kursus” og “Elsk Mere”).

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: