Det Konfliktfyldte Parforhold

Du, der har fulgt bloggen (tidligere indlæg på www.coptysblog.wordpress.com) har lagt mærke til at jeg er optaget af de konfliktfyldte parforhold. Det skyldes, udover at det både er noget jeg selv har kendt til, også er det jeg oftest arbejder med i terapien.

Et konfliktfyldt parforhold er ligeså svært at slippe ud af, som det er fyldt med konflikter. Og det siger ikke så lidt.

Der er skrevet utallige kærligheds sange, der handler om det konfliktfyldte parforhold – se bare på teksterne på P!nks “Please Don’t Leave Me”, Rasmus Seebachs “Mer’ End Kærlighed” og Katy Perrys “Hot’N’Cold” for blot at nævne de første, der lige falder mig ind, og det tyder jo på, at det er et tema, der vækker genklang i mange af os: At elske én, der ikke er god for os uden at vi kan gøre ret meget andet end at sidde fast i suppedasen fordi vi ikke kan finde ud af at gå fra, eller forbedre, forholdet. Man er Status Quo i Smerten.

Ofte handler det om Retten til at have Ret, der får forholdet til at kæntre og skænderierne til at blusse op.

“Hvorfor skal du absolut være sammen med ham, når nu jeg har afsat tid til at vi kan være sammen?”

“Jeg er altid den, der giver mig. Jeg har brug for at du også ofrer noget for mig”

“Det er altså ikke normalt at du har det som du har det!”

“Du skal ikke begrænse mig. Enten tager du mig som jeg er, ellers går jeg fra dig”

“Det kan godt være du har brug for at jeg opfylder dine behov, men det er altså dit eget ansvar”

Der er mange måder at pakke sin følelse af selvretfærdighed ind på, men i bund og grund handler det om en følelse af, at ‘jeg er mere berettiget til at blive taget hensyn til end dig’ – og det virker altså ikke i et parforhold, (medmindre man selvfølgelig er en push-over, der indordner sig under en egoistisk partner, fordi afhængigheden og frygten er større).

Det er benhårdt at være i den type parforhold, fordi man konstant skal forklare og forsvare sig. Man skal være klar til at blive kasseret og afvist, når man viser, hvem man er, og man skal være klar til at blive angrebet, hvis man har begået en fejl, der kan bruges i den evige skyttegravskrig, som det konfliktfyldte forhold i bund og grund er. Ordudvekslinger huskes ned til mindste “og”, og der bliver holdt nøje regnskab med hønen og ægget, selvom parterne oftest har hver deres tolkning af, hvem der startede…og det er altid den anden.

Og man bliver såret, så man tror man aldrig kan tilgive det. Man græder, råber og skænderiet løfter sig til det, der kendetegner det konfliktfyldte parforhold, nemlig truslen om at NU, denne gang, er det slut. Endegyldigt.

Men så bløder man op igen, fordi vreden og automatikken fiser af ballonen og man sidder tilbage med chokket over at det gik så stærkt, og tanken: “Nu er det virkelig slut” slår som en mavepuster og pludselig husker man alle de planer man havde, alle de minder man har og al sin kærlighed, man pludselig ingen steder har at rette hen – for ikke at tale om frygten for at miste den kærlighed man trods alt modtog fra den anden, når bølgerne ikke gik så højt.

Så tager man sine egne urimeligheder på sig og møder den anden med “Åh, min skat. Jeg mente ikke det, jeg sagde, jeg elsker dig og jeg vil aldrig miste dig igen” og så mødes man i det bløde, nære og kærlige. Lige indtil næste gang man igen synes man selv har krav på mere end den anden.

Og tro det eller ej – det her kan for nogle par blive ved i årevis, hvis ikke man gør noget for at stoppe det – Hvis du er i noget tilsvarende, skal du være opmærksom på, at du tager både psykisk og fysisk skade af det, og du vil gøre dig selv en tjeneste ved at passe godt på dig selv.

Hvis I gerne vil vide mere om, hvad du og din kæreste kan gøre for at få skænderierne ned på et andet niveau, hvor der er plads til jer begge og det ikke går over gevind, så kontakt mig på mail@christinacopty.dk for parterapi.

Jeg ønsker dig en dejlig uge,

Christina

 

 

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: