Jalousiens Magt

Stings fantastiske sang om at sætte dem du elsker fri, var i mange år bare en sang, der på en eller anden måde gav mig følelsen af, at der var noget, jeg bare aldrig ville kunne: At sætte mine kærester fri, og have tillid til at de ville vælge mig alligevel.

Det betød at jeg for det meste forsøgte at udøve en form for kontrol, enten igennem en stærk seksuel udstråling, hvor jeg gjorde mig til og var fræk som en slagterhund for at han ikke ville blive tiltrukket af andre kvinder, eller igennem en sygelig jalousi, der kom til udbrud under de mindste “overskridelser” af mine strenge krav om, hvor han måtte være, hvem han måtte tale med og hvad der måtte siges til andre kvinder.

Det var helt og aldeles rædselsfuldt at være i parforhold for og med mig, for jeg blev ædt op af min egen usikkerhed. Og alle forholdene endte da også lige præcis, hvor de kun kunne ende med den indstilling, nemlig i (oftest meget dramatiske) brud, fordi han følte sig uretmæssigt anklaget og ikke kunne leve under de fængselslignende rammer jeg satte.

Jalousiens Klør

Jalousi er kærlighedens største fjende fordi den æder alt det, der kan skabe grobund for et rigt samliv, fordi alting forsøges (forgæves) kontrolleret, og der er ikke rum til andet end hele tiden at have sit fokus rettet mod den andens gøren og laden, så man selv lige så stille dør i sin energi og kreativitet.

For mig betød det helt konkret at jeg satte mig selv i venteposition for at være der, når han ville mig. Og når han ville noget andet, bebrejdede jeg ham at han ikke også sad i venteposition for mig, men istedet havde brug for at gå ud. Jeg forstod ikke hvorfor han havde mere behov for at se sine venner, når nu jeg stod der, og gerne ville være sammen. Jeg anklagede ham for at have bagtanker og fandt altid et ‘bevis’ der satte ham i et utvetydigt skyldigt lys: Enten var der en lille detalje han ikke havde nævnt, når jeg satte ham i forhørsstolen bagefter, hvor jeg kunne spørge ind til de mindste ting, helst flere gange, for at få ham til at ‘knække’ og indrømme noget, der skulle retfærdiggøre min utryghed og jalousi, eller når jeg, med nervøst rystende hænder og hurtig puls gennemgik hans dankortudskrifter, kvitteringer, emails, lommer, telefon eller hvad jeg nu kunne få fingrene i, imens hans opmærksomhed lige var væk et kort øjeblik. Det var rædsomt.

Det betød også at mit eget liv gik i stå. Ikke kun fordi jeg ventede, men også fordi jeg så alle kvinder som en trussel – selv mine nære veninder, som jeg skubbede fra mig, når jeg var sammen med ham, for jeg var sikker på, at enten hun eller han ville blive tiltrukket af hinanden på et eller andet tidspunkt, hvis ikke jeg var påpasselig og holdt dem adskilt. Jeg vidste godt, at min jalousi gjorde det svært at elske mig, og mine veninder var så søde og kærlige, at jeg ikke havde den mindste tvivl om, at han hellere ville være sammen med en af dem, hvis lejligheden bød sig. Det var skrækkeligt.

Mine vågne timer gik med tanker om, hvad han tænkte og gjorde. Hvis jeg ringede til ham og han ikke tog telefonen, forestillede jeg mig at han var sammen med en anden. Hvis jeg ikke fik nok opmærksomhed, forestillede jeg mig at det fordi han var optaget af en anden. Hvis jeg fik opmærksomhed, forestillede jeg mig at han havde dårlig samvittighed over noget, han havde gjort med en anden. Hvis han ikke var vildt optændt og lidenskabelig i sengen, forestillede jeg mig at han var blevet tilfredsstillet et andet sted. Det var frygteligt.

Når jeg sov, drømte jeg at han var mig utro og jeg kunne vågne i det værste humør og nogle gange beskylde ham for at mine drømme var tegn, der var sendt til mig fordi han var mig utro, og at der måske var noget jeg havde overset. Selvom jeg ikke altid tog det sådan, blev han sat på anklagebænken og hvis ikke han trøstede mig, tog sig af mig og elskede mig som jeg ville elskes, var jeg sikker på at  han var på vej væk følelsesmæssigt. Og alle mine parforhold endte i skraldespanden. Og mange af dem endte med at han rent faktisk var mig utro til sidst, for han kunne ikke slippe fri af mig og mine raseriudbrud og efterfølgende tårevædede sammenbrud indtil det var kørt så meget af sporet, at han for længst var holdt op med at føle andet end irritation, væmmelse eller vrede mod mig. Det var hårdt.

Så selvom jeg savnede at være i et parforhold når jeg var alene, havde jeg det rent ud sagt ad helvede til når jeg var i et. Og det havde mine kærester tydeligvis også.

Heling

Det var sådan i mange år. Indtil jeg kunne se, at jeg var trængt op i en krog, hvor jeg drømte om en kæreste, der var så perfekt, at han ville favne og rumme og elske og på en eller anden måde være så magisk, at jeg aldrig ville blive jaloux igen, imens jeg måtte leve alene, hvor jeg trods alt trivedes og havde et godt liv og dejlige venner. Da indså jeg, at jeg måtte vende blikket indad og hele mit hjerte for de svigt og forladthedsfølelser jeg bar rundt på, og få gjort noget alvorligt ved mit selvbillede og mit selvhad. For det var i bund og grund følelsen af ikke at være noget værd, der gav brænde til det bål, der hærgede mit liv.

Jeg startede i terapi. En alvorlig omgang, der tog langt tid. Men selvom jeg ville have det bedre, sprællede jeg som en fisk i ren og skær desperation, når min terapeut ikke gik med på mine forklaringer om, at jeg jo havde haft ret i at være jaloux, for nogle af mændene viste sig jo at være mig utro, og jeg ikke ville anses som en dum og naiv gås, der bare troede på hans (hvem han nu var) kærlighed, når nu han var en kæmpe idiot, der alligevel var gået fra mig og derved bevist at hans kærlighed ikke var så dyb og evig som han havde sagt. Det var da klart, forsvarede jeg mig, at jeg sikrede mig at han var ærlig, når nu jeg var blevet såret så mange gange før – INGEN, og jeg gentog det til hudløshed, INGEN skulle nogensinde såre mig igen.

Og det var lige her min første, store forhindring var: Hvis jeg skulle opleve kærligheden dybt i mit hjerte, skulle jeg også være villig til at løbe den risiko at blive såret. Jeg havde haft så travlt med at forskanse mig bag angreb, forsvar, raseri og fokus på ‘ham’ osv i mine forhold, og havde aldrig selv oplevet, hvad det egentlig ville sige at elske frit og dejligt og nærende og tillidsfuldt. Den var svær at sluge, og det tog lang tid at turde slippe min angst for at blive såret, og dermed falde ned i et dybt, sort, depressivt hul, som jeg gjorde, når jeg blev forladt. Men jeg kom langsomt igennem min angst ved at ville igennem den, og ved at vende mit fokus mere og mere mod mig selv og hvad der gav mig glæde i mit liv. Jeg indså at jeg ikke vidste, hvad jeg havde brug for, andet end “Åbenhed og Ærlighed”, de to fakler, der stod som lysende betingelser foran enhver mand, der ville i nærheden af mig, og som blev brugt som angrebspunkter, hvis der var noget han havde undladt at fortælle.

Jeg arbejdede så vedholdende og fokuseret i terapien igennem de år, at jeg følte, at jeg fik endevendt hver en bautasten, der stod i vejen og med tiden fik dem knust og granuleret, så de kun var støv og småsten til sidst. Der var tider, hvor jeg havde lyst til at kapitulere og bare falde tilbage til mine gamle følelser, men det viste sig at det ikke længere var en mulighed, for jeg vidste at jeg havde ansvaret for mit liv, og det betød at jeg måtte begynde at opføre mig ansvarligt. Jeg måtte tage det alvorligt at der ikke var andre end mig, der kunne få mig ud af jalousien – der ville aldrig være en mand, der kom og reddede mig fra mig selv. Der fandtes ikke en prins på den hvide hest, og det var barsk at nå til den erkendelse, for jeg troede samtidig at det ville betyde at den kærlighedsrelation jeg ville ende i, ville være kedelig, trummerum-agtig, uromantisk og ulidenskabelig. At den bare ville være en måde ikke at gå alene igennem livet på, og jalousien stemme hviskede mig spørgende i øret, om det virkelig var den måde jeg ville leve på. Det var det ikke. Men jeg ville heller ikke leve så besværligt som jeg hidtil havde gjort. Så der måtte findes en anden vej. Og jeg ville finde den.

Jeg gennemarbejdede i en lang periode mange af de tidlige svigt jeg har oplevet i min barndom: Mine forældres skilsmisse da jeg var tre og deres efterfølgende manglende evne til at samarbejde, så jeg kom i klemme. Min mors evige væren væk hjemmefra fordi hun var selvstændig og brødfødte en hel familie i de varme lande. Min fars manglende engagement i mit liv igennem min barndom og de skiftende partnere de havde, som jeg knyttede mig til, men som forsvandt som dug for solen det øjeblik de ikke var sammen med mine forældre. Og alt det andet, der lå i den pose, der var min barndom, og som jeg havde ‘oversat’ til at jeg ikke var værdifuld for nogen.

Og hvad skete der så med kærligheden?

Kærligheden indtraf i mit liv gradvist igen. Ikke som den store stormende, usikre forelskelse som jeg ellers kendte til, hvor jeg mistede mig selv og bare flød med, og håbede han ville elske mig. Istedet var det en langsom, og til tider frustrerende svær proces, hvor jeg gik til og fra, faldt tilbage og halede mig selv op, hvor jeg røg over i jalousien og usikkerheden igen, men hvor jeg var klar over, hvad der skete og kunne komme ud af de følelser igen uden de store armsving. Jeg turde være sårbar på en måde, jeg ikke tidligere har været og jeg overrasker stadig mig selv til tider ved de fine og nænsomme sider, der dukker op, når jeg giver mig selv plads til at være den, jeg er, inderst inde. Jeg binder ikke hverken mig selv eller ham på hænderne mere, og kan mærke at mit eget liv har fået en rigdom og nogle nuancer, der gør mit liv dejligt og afslappet. Jeg ser på ham og ved, at hvis jeg ikke havde været igennem den proces, ville jeg have gjort alt for at forandre ham og hans forskellighed, så han kun skulle leve for at opfylde mit tomrum. Istedet glædes jeg over, at han lever sit liv og udfolder sig som det menneske han er, og bliver inspireret istedet for truet af hans måde at  se verden på, som er anderledes end min. Vi deler kærligheden uden at være bundet. Og lidenskaben, tro mig, den er der stadig.

Hvis du kender til at være offer for jalousiens storm og du vil noget andet, så står jeg klar til at hjælpe dig igennem det, for jeg ved hvor svært det er, hvor skamfuldt, ensomt og ødelæggende det er, og hvor skyldig du kan føle dig over nogle af de ting, du gør i jalousiens navn – og jeg ved hvordan jeg kan støtte dig igennem det, så du også kan leve et kærligt liv. Ring til mig på 31662993 eller skriv til mig på terapi@christinacopty.dk – så finder vi vej sammen.

Husk også at du er velkommen til at dele dine egne erfaringer, eller blot kommentere på indlægget herunder – jeg læser det hele og svarer gerne.

Kærlig hilsen,

Christina

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Jalousiens Magt

  1. Sarah skriver:

    Hej Christina.

    Din beskrivelse er som at læse om mig selv.

    Jeg har gået i virkelig meget terapi og været vidt omkring i mig selv – og disse dage er jeg ved at kaste op over det, fordi farer vild og synes, at der skal repareres på det HELE! Og kan nærmest ikke føre en samtale uden at skulle tale om følelser og hvordan og hvorledes med mig og mit indre liv. Bvadr, jeg er ved at kvæles af min selvoptagethed.

    MEN! Ved at læse din historie, læser jeg om mig selv, og bliver mindet om, at jeg har brug for fokus i mit arbejde med mig selv – og jalousi er klart kernen for mig. Jeg klarer mig godt i livet, men mit kærlighedsliv har altid lidt under denne altædende jalousi og mit store kontrolbehov – præcis som du beskriver det. Jeg er en fysisk smuk kvinde, og bruger det som “våben” i kampen for kærlighed, anerkendelse og forsvar mod at blive forladt. Suk. Det er hårdt og trist, at jeg har hængt mig selv op på den krog, som jeg jo egentlig ikke vil hænge i. Det er et fængsel.

    Så. Nu har jeg skrevet til dig, fordi din historie vækkede genklang og inspirerede mig, viser mig vejen videre mod lysere tider i mit kærlighedsliv. Lige nu ved jeg ikke om jeg har brug for din terapeutiske hjælp også. Jeg vil starte med at grunde over hvad du har skrevet.

    Hav en god dag, og tak fordi du har offentliggjort din historie.

    Venlig hilsen

    Sarah

    • Christina Copty skriver:

      Kære Sarah,

      Tak for din ærlige kommentar. Det kræver mod at skrive om sig selv på den måde du gør, også selv om det er anonymt, for når ordene er derude, er det også som om vi gør os selv en smule mere sårbare og det vi skriver, bliver mere virkeligt.

      Jeg er glad for at du blev mindet om at det ER vigtigt at reflektere og tale om dig, og hvordan du har det. Når vi taler om os selv, ser vi også noget andet, end når vi bare reagerer på vores følelser. Jeg synes tværtimod ikke er det er selvoptaget, men et udtryk for at du gerne vil videre, fordi du også har brug for at kunne finde ro i kærligheden, for som vi begge ved af erfaring, er jalousien dræbende for al vækst.

      Jeg tager hatten af for dig og ønsker dig en god og berigende proces, og du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for støtte i den, for jeg ved godt, hvor svært det er at sidde med følelsen af, at man banker hovedet mod muren igen og igen.

      Kærlige tanker,
      Christina

  2. Vivian skriver:

    Tusind tak for jeres indlæg. Jeg er selv netop kommet ud af et forhold til en sygeligt kontrollerende og jaloux kæreste og indlæggene giver mig vished for, at jeg ikke så forkert, selvom jeg OFTE har vendt vores probemer mod mig selv.
    Jeres indlæg hjælper mig SÅ meget til at sætte tingene i rette perspektiv, så endnu en gang TAK..

    • Christina Copty skriver:

      Kære Vivian.
      Hvor er jeg glad for at du kan bruge indlægget til at sortere i, hvad der er op og ned. Det kan være så svært når man sidder fast i et forhold, hvor man hele tiden føler sig forkert.
      Skriv dig endelig op til nyhedsbrevet, så du sikrer dig at få fingre i alle mine nye indlæg, så du forhåbentlig kan blive ved med at holde fast i din virkelighed.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: